Torsdag
Per Christiansen siger velkommen. Der har været strejker i hele landet, og det er ikke alle i transportsektoren, der synes det er en god idé,  forklarer en Arla-chauffør fra Videbæk. Vi stifter bekendtskab med begrebet feriegidsler.

De strejkende får en chance til at forklare sig ved talsmand for skraldemændene, Ole Skrald Rasmussen. Han ved godt at det ikke er alle hans kolleger der er glade for strejken, og han ved også godt, at nogle af dem melder sig ind Kristelig Fagforening og Hizb-Ut-Tahrir, og hvad det ellers hedder alt sammen.

Ole har for resten selv anskaffet sig mellemnavnet Skrald, fortæller Per, og på nyhederne.tv2.dk kan man se hvor busserne ikke kører.

Jeg spekulerer over hvorfor Per sidder med siden til. Det ser ret ukomfortabelt ud, egentlig. Men det er måske noget med at signalere, at han er i virkeligheden er i gang med noget vigtigt på computeren, men lige giver sig tid til os, når vi nu alligevel er kigget forbi.

I Egypten ser vi ikke noget til Natasja, og stemningen er ret dårlig hos Ulla, Rasmus  og Steffen. De har indtil nu kunnet gå rundt i gaderne, men nu bliver den udenlandske presse mobbet og truet. Det er meget ubehageligt. De bliver betragtet som ulykkesfugle, beretter Ulla.

Rasmus Tantholdt har oplevet at blive omringet i en bil af unge mennesker med køller. De var meget vrede og satte sig på bilen. Da bilen begyndte at køre var der nogle af de unge mennesker  der faldt af, og så blev de endnu mere vrede.

Så nu sidder Rasmus på et hotelværelse, og har aldrig oplevet en så forfærdelig stemning før.

Steffen er vist heller ikke spor glad mere.

Århus: Kurt Vestergaards øksemand begik terror, da han trængte ind i den pensionerede tegners hjem, har retten afgjort, og Karsten Lund spørger Vestergaard om han er træt. Det er han, men han er glad for PET, der har lovet at de vil forsvare ham mod frække SoSu-assistenter, når den tid kommer.

80 pct. af bornholmerne er sure over at en ny færge skal opkaldes efter Leonora Christina, fordi hun var gift med Corfitz Ulfeldt, så nu er ministeren kaldt i samråd, men har dog tænkt sig overlade spørgsmålet til bornholmerne selv.

Jarnvig står for vejret, og så endnu engang over til modeugen, hvor det i dag er børn med gevirer på hovedet, der tumler rundt på cat walk’en.

God aften.

Søndag
Jeg kommer et par minutter for sent, men kan til min lettelse se at Natasja er tilbage i Odense. Hun snakker med Henrik Qvortrup om noget med blå og rød blok. De blå skændes, så det går vist bedre for de røde.

I dag skal vi høre om Bilkabuler, svin og Super Bowl.

Men først til Egypten og det muslimske broderskab, der nu forhandler med regeringen, og som gerne vil have demokratiske reformer.

Natasja spørger Steffen Jensen, om det også er sådan man opfatter det i Vesten? Steffen virker et øjeblik lidt paf, men svarer så noget om forskellige fraktioner, hvoraf nogle vil adskille kirke og stat ligesom hos os i Europa.

Og så kan vi ellers konstatere at Steffen er glad igen, og at den dårlige stemning fra i torsdag tilsyneladende er fordampet. I hvert fald går han rundt på Tahrir-pladsen, og det ser ikke umiddelbart ud til at han bliver mobbet. Pladsen er omdannet til et supermarked for alt det egypterne har på hjerte, fortæller han.

Herhjemme igen. Lastbilerne overhaler stadig hinanden på motorvejen.

Og så har kirkeminister Birthe Rønn været til åbning af en ny kirke i Thyborøn, der har kostet 28 mio. kr. Vi må så bare håbe at den historie ikke giver Det Muslimske Broderskab fikse idéer om sammenblanding af kirke og stat.

I Svaneke vil en glad fyr holde svin ligesom sin farfar, der sov sammen med dyrene når søerne skulle fare. Det skal der komme unikke svin ud af.

Og meget apropos svin, så skal vi nu over til de såkaldte Bilka-buler. Det er noget svineri mener en dame, der har oprettet en Facebook-gruppe. Nogle folk på en parkeringsplads bliver spurgt om de kunne finde på bare at køre, hvis de havde lavet en bule i andres biler. Ikke bevidst, svarer en af dem.

Der spilles Super Bowl i aften, så vi skal høre om en dreng på 60 kg., der er til åben træning hos Amager Demons. En anden skal hjem og sætte en vask over, fordi hans bukser er blevet helt snavsede.

Ole Kolster er til Robert-fest, og hvorfor er Hævnen ikke nomineret, når nu ’de er ved at finpudse den røde løber ovre i Hollywood’, spørges der. Fordi den minder om Susanne Biers andre film, lyder buddet.

Det er en ung fyr der ligner Huxi Bach, der står for vejret.

I Sydfrankrig er der forårsstemning, fortæller Natasja. Det bliver der også her på et tidspunkt.

Hav en god aften.

Mandag
Igen kommer jeg et par minutter for sent.

Vi starter med en masse om Amagerbanken, og ham fra Finanstilsynet, hvis yndlingsudtryk er ’objektivt konstatérbart’, og så er der lidt nyt fra Egypten ved Steffen. Hverdagen er ved at vende tilbage, og der er en mand der er ved at skrive sit testamente på et stort stykke pap, for enten dør han på Tahrir-pladsen eller også går regeringen af.

I Viborg er kirken utilfreds med at skolerne vil flytte konfirmationsforberedelsen til efter skoletid. Det vil køre kristendommen ud på et sidespor, mener en præst. Det har bestemt aldrig været meningen, bedyrer formanden for Børne– og Ungdomsudvalget. De adspurgte 7. klasses-elever vil gerne have konfirmationsforberedelse om formiddagen, for så kan man jo lige slappe lidt af.

Og til Herlev Hospital der igen beskyldes for at benytte kodesprog med hemmelige i koder. I dag handler det om koden 2222, der er det interne telefonnummer til anæstesi-afdelingen. For en god ordens skyld skal det liges siges, at jeg  får den oplysning af en sygeplejerske, og ikke af Nyhederne.

Nogle tvillinger er forsvundet et sted i Sydeuropa, og på TV2 News er der endnu et topmøde mellem Villy og Lars senere, fortæller Lotte Mejlhede.

I Frankrig har en chauffør vundet 10 mio. Euro, så han har købt sin konkurstruede arbejdsplads, men der bliver vist lidt penge til overs så han kan muntre sig efter fyraften, mener Per Christiansen.

Det er igen Huxi Bach-fyren, der står for vejret, men i Århus skal der være mindekoncert for Bamse, og vi ser Jacob Haugaard øve sig på et Bamse-hit, og Peter Belli er der også.

The following two tabs change content below.
Mikkel Skov Petersen
Overvejende forhenværende og fraværende, men det er da også en start.

Har du noget at bidrage med?