Sådan sagde min tyrkiske elskerinde engang, idet hun kiggede ud over det morgenrødmende Istanbul fra toppen af vores bygning. Hendes navn var Sena, og jeg har omtalt hende før som datter af Istanbuls førende juveler, men hun var bestemt værd at gøre ophold ved og således også her.

Jeg var i Istanbul, vi lå på en af vores hotels øverste etager og kiggede ud, ned mod Hagia Sophia, som rødmede svagt i dæmringen. Få sekunder efter fik hun ret, alle byens minareter kaldte til bøn, og jeg kiggede således undrende på denne profetiske evne, der havde fået hende til at forudsige dette. Hun forklarede, at det var de lettende duer i morgenrødet, der havde forvisset hende herom, for få sekunder før der kaldtes til bøn begyndte mullaerne eller mikrofonerne i minareterne at rumstere eller skratte, hvorved metropolens hvide dueflokke opskræmtes og lettede over det byzantinske morgenlærred.

Den nat var vores sidste sammen, jeg var på vej ned for at besøge min syriske kæreste i Damaskus, og gjorde således kun en nats ophold i min tyrkiske elskerindes favntag. Om ikke ængstelig, så i hvert fald nervøs var jeg for min forestående færd ind i dette et af verdens mest islamiske lande. Den skamfulde Muhammedkrise stod endnu frisk i erindringen, og ikke mindst det forhold, at man havde nedbrændt den danske ambassade og svoret død over danskere i Damaskus, hvortil jeg nu var på vej. Siden berettede Wikileaks, at det var den syriske regering, som havde foranstaltet afbrændingen af vores ambassade, men herom anede vi dengang intet. Jeg skulle gæste min daværende syriske kæreste, som havde inviteret mig til Damaskus efter at have tabt det væddemål, hun indgik, om hvorvidt jeg kunne svømme over Bosphorus Strædet den nat, jeg først traf hende i netop Istanbul.

Den morgenstund spurgte jeg min tyrkiske elskerinde, som syntes så velbevandret i trækfugle og minareter, om jeg havde anledning til at frygte min forestående færd. Hun svarede ikke entydigt, men gav mig dog et råd med til rejsen. ”Arabere er meget direkte” forklarede hun, ”de vil spørge dig, hvor du kommer fra, samt hvilken religion, du tilhører, og så må du endelig ikke svare, at du er ateist, at det må man selv om eller noget tilsvarende luftigt”. Jeg forundredes, hvorved hun uddybede, at araberne havde stor respekt for kristne, men at et menneske uden religion, slægt, eller ophav, var et menneske uden statur, og et sådant menneske kunne man langt lettere køre ud i ørknen og bede læse op af den der fjollede seddel på Youtube, inden hovedet røg af. Man skulle således møde dem med et ansigt, med en gud, med statur, så ville de være hjertelige og gæstfri, hvilket jeg siden skulle opleve, idet alle mine bange anelser i den grad blev gjort til skamme, for aldrig har jeg oplevet en sådan gæstfrihed som blandt arabere.

Nu er vi på den igen i Libyen, den 4. Puniske krig raser, og vi skal atter indføre fred, frihed og Paradise Hotel i denne gang Didos hjemland. Vor Herre bevares, der er ikke tale om noget ”Clash of civilizations”. Der er tale om en gammel ædel kultur og en moderne kulturløshed, og tro mig, araberne vil aldrig tage imod vores hundepsykologer, coaches og kvindagtige modernitet. Der er tale om noget kontra ikke noget, og så kan det godt være, at man med rette indvender, at det er noget værre noget, men det er dog bedre end Vestens moderne sans valeur.

The following two tabs change content below.

Mads Holger

Mads Holger sætter kritisk fokus på modernitet i bred forstand. Mads Holger har stor interesse for arabisk kultur og forholdet mellem Vesten og den arabiske verden.

Nyeste indlæg af Mads Holger (se alle)

Har du noget at bidrage med?