Der er forhold, der er så vanskelige at beskrive, at man må ty til at bruge billeder i sit sprog. Der er til gengæld billeder, der er så effektive, at en helt ny logik lyser ud af virkeligheden. En virkelighed, der før var grumset, står nu klar som en mennesketom gade i fuldmånens skin.

Sådan er vi mange, der i lang tid har haft det med Lars Løkke og Helle Thorning-Schmidt. De har haft deres slagsmål, de har været uenige, de siger forskellige ting, men helt at forstå, hvad der har været på spil og på færde, har vi aldrig kunnet gennemskue.

Ikke før nu.

Politikens Peter Mogensen kan nemlig andet end at lytte til sin ven Michael Christiansens vise analyser; han kan også forklare os de komplicerede sider af dansk politik, så alle kan være med.

Ugens klumme begynder sådan her:

Fighten mellem Ib Michael og Lars Bukdahl er jo netop noget alle snakker om, det er en konflikt alle kender, i modsætning til den mellem Lars Løkke og Helle Thorning-Schmidt. Så mange er det jo heller ikke, der ved, at de begge to vil være statsministre. Hvor fa’en skulle de også vide det fra!? Hvorimod alle jo ved, at Ib Michael i de seneste tre ud af seks anmeldelser har følt sig uberettiget kritiseret, og at Bukdahl i mindst ét tilfælde har brugt et forkert navn om en af karaktererne i Ib Michaels bøger. Selv på det mest grumsede lærerværelse kender man til den konflikt. Og derfor er den så utrolig velvalgt til at forklare, hvad der sker på det helt igennem undereksponerede Christiansborg.

Løkke som trampolin

Nu er det nok meget få ædruelige mennesker, der vil bruge Løkke som trampolin, han er nok et af de sidste brands, man ville nasse på; det ville i hvert fald være lidt ligesom at lancere NOMAs nye fiskeretter ude på Flyvergrillen. Men det er kun en detalje. Peter Mogensen er ved at bygge op, og det lader vi ham, vi vil nemlig gerne forstå, hvad det er der udspiller sig mellem de to statsministerkandidater.

Den store Lars Løkke


Er det kam, hun spiller på? Eller sav?
Spøg til side, men Peter Mogensens brug af metaforer, der smyger sig om teksten er i en klasse for sig, først sejlemetaforer, så boksemetaforer og nu fra musikkens verden. Det er virkelig noget, der bringer liv til en klumme, og man kan netop levende følge, hvordan Lars Løkke ligesom Ib Michael beriger verden med storværker af overmenneskelig karakter, der én gang for alle blotlægger den menneskelige natur, så den står åben, læsbar og blødende for vores øjne. Og så sidder Helle Thorning-Schmidt ligesom en anden Bukdahl på den anden side af jorden, midt i Danmark, og piller det hele fra hinanden. Eller gør hun? Eller snakker alle om, at der for første gang er to veje i dansk politik? Eller er der?

Øreringen sidder fast i en flaske Rioja

Hvor er det godt set. Ligesom Ib Michael er den gode, og Lars Bukdahl er den dumme, er Lars Løkke også den gode, og Helle Thorning-Schmidt er den dumme. Selvfølgelig! Og ligesom Ib Michael sidder fanget i Thailand, fordi hans ørering sidder fast i den flaske Rioja, han lige har åbnet med den, så er statsministeren også fanget i sin egen storhed. Bare han ville spille urent spil ligesom Lars Bukdahl, der ikke forstår, at kritikeren netop skal være stille, når de store drenge arbejder, og ikke påpege, når den form, som Finansministeriet åbenbart kræver, er fuld af fejl og nye sjove regnemetoder. Man husker for eksempel tydeligt, hvordan det kun er dage siden, de måtte gå baglæns på efterlønstallene, og netop derfor er det vigtigt, at Helle Thorning kender sin rolle.

Hun tog den lige ved Villabyerne

Vi er tilbage ved sejlemetaforerne, og eftersom Villabyerne er det eneste medie, der har ladet udtalelserne fra Børsting ligge, kan det ikke siges mere præcist. Helle Thorning er sejlet lige igennem, for Villabyerne ligger nemlig lige i midten af medielandskabet. Præcis ligesom Lars Bukdahl, der også bare kritiserer og kritiserer uden nogensinde at skulle forsvare sig.

Ib Michael har jo givet Bukdahl ret

Hvilket jo er præcis ligesom med konflikten mellem Ib Michael og Lars Bukdahl. Først Fogh og nu Lars Løkke har overtaget de rødes grønne ambitioner, ligesom Ib Michael jo også netop har taget Lars Bukdahl på ordet og erkendt, at hans seneste tre bøger er elendige, hvorefter han har udgivet tre nye.

Tæsk er okay


Her ser vi ikke blot en sublim afrunding på et velvalgt billede af den danske Hemingway; vi får også lige et godt råd til forfatterne med på vejen. Skriv en bog alle kan lide, så er der ikke nogen, der vil kritisere den. Og så må vi ellers håbe, at Løkke også læser den allersidste linje og ikke allerede har gjort, som det jo er fuldt ud acceptabelt i det danske samfund for alle undtagen ham, og som Helle Thorning fortjener, nemlig at true hende med et lag tæsk.

The following two tabs change content below.
Michael Jeppesen
Michael Jeppesen er kunstkritiker, blogskribent og politiker-revser. Initiativtager og redaktør på DENFRI. Tidligere skribent på Ekstra Bladet og Urban og forhenværende blogger på Politiken.
Michael Jeppesen

Nyeste indlæg af Michael Jeppesen (se alle)

Har du noget at bidrage med?