Forleden blev jeg igen beskyldt for at have solgt ud. Det vil sige, jeg har solgt mig selv til fanden og hans evindelige pumpestok – eller i det mindste til staten. Det sidste er nok rigtigt. For det er staten, der betaler rævegildet for mig. På en eller anden måde i kraft af legater, tilskudsordninger til teatrene og udstillingsstederne, så jeg kan få lov at producere det, jeg har lyst – og evner til. Det underlige er bare, at beskyldningerne kommer fra dem, der selv sejler rundt i et støttesystem, hvor statens iltapparater holder dem i live, mere eller mindre kunstigt.

Undergrunden siger, du har solgt ud. Du er blevet som Martin Hall. Snart kommer du vel med I Talent 2032 eller det, der er endnu værre; Smagsdommerne.

Det politiske miljø siger det samme. Og den mur har Erik Clausen mødt. Og Anne Marie Helger. Og jeg tror, det er en misforståelse af begrebet solidaritet. Man kan ikke være rød og have sin egen form for succes. Det er illegalt. Og slet ikke, hvis man i ny og næ tjener lidt penge på det. Så er man så USOLIDARISK at det halve kan være nok.

Noget andet er sort arbejde. Det er nemlig helt i orden. På den måde er det politiske bagland selv ude og sejle i en meget lille kano, hvor der ikke er så meget plads til andre. Så kan man sidde derude i høj sø og råbe nok så fornøjet, mens skylden og samvittigheden vokser som et lille hus, der bare bliver større og større, over ens hoved. Men det var ikke mig. Det var alle de andre, der gjorde det. Det var alle de andre, der sagde, jeg skulle snyde i skat og snyde samfundet, fordi jeg føler mig snydt og overset – og ikke har andet at have den i, end dobbeltmoral, der driver som gammel yoghurt fra alle dem, der ikke har mere at savle over.

Jeg er på tiende år medlem af Enhedslisten. Det eneste parti, jeg overhovedet kan møde som en ligesindet. Da jeg var yngre, var jeg aktiv i VSU, Vestresocialistisk Ungdom, men savnede en mere aktivistisk handlingsform. Det gør man som ung. Jeg var på sidelinjen med i resterne af bz-miljøet, men var aldrig med i midterkernen. Af to årsager. Jeg var hunderæd for at få en brosten i pæren og afskyede enhver form for vold. Og jeg var bøsse. I det miljø, man tror og håber, at man kan være fri i og alle vil tage imod én med kyshånd, blev man alligevel mødt af modstand. Man kunne godt vælte rundt i kjole, touperet hår, uden trusser og med eyeliner, der var gået helt grassat. Men man skulle ikke begynde at få gode ideer og blive forelsket i en af drengene, når man selv var en af dem. Af frihed kommer der kun begrænsninger, fordi man alligevel ønsker en vis form for normativ cigarføring.

Det samme gør sig gældende nu i det homoseksuelle miljø, hvor man havde alle chancer for at justere familiebegrebet, men de fleste bøsser, lesbiske og transseksuelle lever alligevel i en staudebundethed (med surjord), der minder om Ruder Konge, hvor en far er en far og en mor er en mor – og en familie er en familie. Man lever i en drøm om at behage, ikke udfordre. For det er kun i udfordringen man kan revolutionere og skabe nye rammer.

Nu bliver jeg mødt af folkedomstolen, der bekendtgør, at jeg er blevet borgerlig. Ræverød og borgerlig, måske. Jeg er nemlig holdt op med at rende rundt og fantasere om at Ulrike Meinhof trods alt vil rejse sig fra skyerne og vælte hele den vesteuropæiske verden og med et vil alt være forandret. Til det bedre. I kraft af en voldelig revolution, hvor alle dem, der mener noget andet, bliver pløkket ned, så vi kan sidde i de samme blå arbejdsskjorter og være enige om, at vi er de gode og alle de andre – de døde – var de dumme.

Den form for politisk propaganda er der stadig en række partier, der kører af. Både til højre og venstre. Hvis I ikke er med os, er I mod os. Og det er jo rigtigt nok, men med Tine Brylds gamle ord om at samtale fremmer forståelse, må vi nok alligevel sande, at hun havde ret, den vidunderlige, kampklare rejekælling.

Så derfor må man nok indse, at den ræverøde borgerlighed må gradbøjes lidt i kanterne. Det kan godt være, jeg stadig er rød og til tider også rasende, men jeg er også magelig og vil have karbade i ny og næ – og lidt mælk til teen. Sådan ligger landet. Og man ligger, som man selv har redt. Det sidste kan nok diskuteres i alle evigheder. Desuden reder jeg heller aldrig andet end sengen. Dobbeltsengen. Håret skal nemlig helst stadig sidde og minde om dengang, man var ung og flirtede med tanken om at være med i Rote Armé Fraktion.

Måske meget godt det kun blev ved tanken – og drømmen. Men det er de drømme, man bliver voksen af. Når man kan se drømmene fra flere sider og alt ikke længere er sort/hvidt.

Se, siger jeg til katten – og peger på mig selv. Jeg er blevet Lise Nørgaard.

The following two tabs change content below.
Tomas Lagermand Lundme

Tomas Lagermand Lundme

Tomas Lagermand Lundme er forfatter, dramatiker, billedkunstner og skribent. Har blandt andet skrevet om forhud, rindalisme og katte.
Tomas Lagermand Lundme

Nyeste indlæg af Tomas Lagermand Lundme (se alle)

Har du noget at bidrage med?