Maria Wæhrens forestiller sig en anden verden. Den er uden mænd. Kvinde til kvinde vil verden bygges op. Og det gør den så. Men ikke som et verdensbillede, man genkender. Hun maler og tegner nemlig bagsiden af medaljen.

Når kvinderne har overtaget roret, er de helt alene i deres månesyge kærlighed. De står og danser alt for længe på Grevinde Danner til Anne Linnet, feminismens hønseopskrifter synger de som et iørefaldende omkvæd, hvor hjerte trods alt stadig rimer på smerte – og et sted slutter dansen. Og benene må alligevel til sidst humpe bænken i møde, hvor kroppen slasker sammen og ikke ligner andet end et dyr, et sultent dyr, der kun har sine begrænsninger slingrende om halsen i en jysk ravkæde af fordomme.

Det er det billede, Wæhrens maler. Kvinderne, der ikke er kvinder, som i stedet udviskes til små mænd, der handler i en verden af illegale strømninger, der aldrig minder om drømme, men regulære virkeligheder. For Wæhrens forestiller sig godt nok en anden verden, men i malerierne, tegningerne og videoerne fra hendes hånd, bliver man altid mødt af en blanding af elektrisk, frysende kampgejst og banal hverdag. Bagsiden af medaljen er grålig. Og grådig. Og netop med Wæhrens blik på alt det, der drukner i kvindekampens munde, optegner hun et billede af en ubarmhjertig virkelighed, hvor drømmene æder mennesker (kvinder, mænd, børn og Anja Andersen), inden de sidste rester af menneskeheden spiser sig mætte i drømmen. På den måde maler hun billeder i en verden, der hedder 1 til 1. Og hun insisterer med sit blik. Sådan er det, siger hun. Men alligevel dufter hendes pensler af forestillinger om alt andet end lyserøde dagdrømme.

Camilla Stockmann skriver om en anden verden. Den består af kunst. Og i høj grad om kunstens bagside. Overflader og høflige gallerister er der nok af. Stockmann har sat sig for at undergrave kunstens ansigt og vedblive med at pille i hudens struktur, til øjnene giver efter – og græder. Hun går ikke efter en regulær hesteslagtning, den er set før og opbevares nu på syltetøjsglas i Århus, men leder med lys og lygte efter en form for retfærdighed i hele dette store, store nummer af opstyltede og mere eller mindre kunstige præmisser, hvor alle i parnasset sidder omkring langbordet med radikaliserede munde og taler det samme sprog.

Camilla Stockmann har et mod som få journalister og kræver at sandheden kommer frem. Og det ærlige svar om billedkunstens knoglestruktur i DK må man søge længe efter, for få taler med den tunge. Men Stockmann opgiver ikke. Og alene derfor er hun prisværdig som en af de få, der desværre ikke hænger på pæretræerne, men i stedet gang på gang må begive sig ud i modvindens blå anorak for at få lov til at skrive om alt det, øjet netop ikke ser, når man SER værket på museets eller galleriets alt for hvide vægge.

Forestillingen er begyndt. Cirkus DK beder indtrængende de forbipasserende om fribilletter, men til netop dette show kræves ingen entré. Her er alt gratis, men har alligevel den underlydige kontekst, at ting ikke er som de ser ud. Heldigvis har vi her i cirkus DK et styks Wæhrens og et styks Stockmann, der på hver sin måde kan prikke til virkeligheden, så den kan vendes på vranges. I ny og næ skal ting nemlig ses og læses på den måde. Ellers ophører forestillingen og cirkus lukker og slukker – og hvem ønsker det midt i det der gode nummer med lopperne og den oversavede m/k-er, der aldrig bliver rigtig hel igen. Det gør man sjældent, når man kløves med en motorsav.


Projektet ‘Mandagsbilleder’ er støttet af Statens Kunstråds Billedkunstudvalg.

The following two tabs change content below.
Tomas Lagermand Lundme

Tomas Lagermand Lundme

Tomas Lagermand Lundme er forfatter, dramatiker, billedkunstner og skribent. Har blandt andet skrevet om forhud, rindalisme og katte.
Tomas Lagermand Lundme

Nyeste indlæg af Tomas Lagermand Lundme (se alle)

Har du noget at bidrage med?