I går blev min overbo båret ud af sin lejlighed, svøbt i en grøn plastpose.

Han var død, og havde vist været død et stykke tid.

Hans hund havde været i lejligheden hos sin døde ejer. Nu stod den bundet nede på gaden under opsyn af et par politifolk, der virkede lidt usikre på netop den opgave. Det var lille hund, måske en foxterrier. Den var sulten. En kvinde fra gaden kom og gav den mad og vand. En politimand sagde at det var sødt af hende.

Jeg har været ret irriteret på den hund. Hver aften ved 23-tiden begyndte den at gø fordi den ville luftes. Der er meget lydt i vores ejendom, og det hændte at jeg vågnede ved dens gøen, hvis jeg var ved at døse hen. Gad i øvrigt vide hvor hunde, hvis ejere går hen og dør, egentlig kommer hen?

I aftes var der ingen hund der gøede, og der blev heller ikke spillet musik. Han kunne godt lide musik, overboen, og i perioder spillede han meget musik. Som sagt er her meget lydt, men til alt held havde han faktisk en hæderlig musiksmag, så det irriterede mig ikke, heller ikke om aftenen, i modsætning til hundens glammen.

Jeg har aldrig talt med overboen. Han boede her da jeg flyttede ind for snart otte år siden. I starten prøvede jeg at hilse, men det brød han sig helt tydeligt ikke om. Han undgik øjenkontakt, og hastede forbi. Efter få forsøg på at være venlig droppede jeg det, og siden har jeg været klar til at hilse hvis han gjorde mine til det, men har ikke selv tage yderligere initiativer i den retning.

For nogle måneder siden farvede han sit hår, der var langt, og skæg hennafarvet. Han havde også et par John Lennon-solbriller. Hennafarvningen, brillerne og musikken tegnede konturerne af en karakter og en historie. Noget med 60’erne, tænkte jeg.

Det er ikke så længe siden jeg mødte ham nede foran vores gadedør. Han stod med en indkøbspose og holdt sig for øjnene med den ene hånd, mens han messede noget jeg ikke kunne tyde. Jeg overvejede at henvende mig og spørge om han havde brug for hjælp, men som sagt virkede det ikke som om han brød sig om kontakt, så jeg lod være og låste mig ind i opgangen.

En morgen, et par uger senere kom hans nabo ned og bankede på, og fortalte os at han troede den var gal med fyren. Der havde været mange mærkelige lyde hele natten. Det lød som om han klagede sig.

Den næste dags morgen blev vi vækket af politi og ambulance, men de tog ham ikke med. Han ville nok ikke. Nu var vi ret sikre på at han havde det psykisk dårligt.

Siden så jeg ikke meget til ham, indtil i går eftermiddag hvor de bar ham ned i en ambulance uden blink i en grøn plastsæk.

I morges på vej på arbejde tjekkede jeg hans navn på postkassen. Jeg vidste ikke hvad han hed. Senere på dagen googlede jeg navnet. Der var ikke så mange hits, men jeg kunne se at han havde boet i Nordnorge, havde arbejdet i Nationalbanken og var pensionist som 58-årig. Desuden havde han skrevet under på en online-undersskriftsindsamling om noget med at styrke musikken.

Og det er så sådan cirka alt hvad jeg ved om min overbo til venstre efter små otte år i samme opgang. Jeg ved ikke hvad han vidste om mig. Måske har han engang tjekket mit navn på postkassen i opgangen og googlet det?

Nogen har lagt en buket røde roser uden for gadedøren.

The following two tabs change content below.
Mikkel Skov Petersen
Overvejende forhenværende og fraværende, men det er da også en start.

Har du noget at bidrage med?