Da jeg var lille havde vi ung pige i huset. Det hed det. Også selvom det var en gammel pige i huset. En af dem vi havde, var Martha på sikkert 65 år. Hun kom fra Sønderjylland. Hvordan hun var havnet i Farum, aner jeg ikke.

Vi havde mange. De kom om morgenen, gjorde rent, vaskede, strøg, hentede mig fra børnehave og lavede varm kakao og hørte på børnesludder, indtil mine forældre kom hjem fra arbejde.

Den første jeg husker, var Lone. Lone havde tykt hår. Min storebror sagde nogle gange til mig, at jeg skulle gå ind til Lone og sige, at hun lignede en kæmpe fisse, eller et eller andet, jeg ikke forstod på daværende tidspunkt, og så blev Lone vildt sur og smed mig ind på mit værelse. Så stod min bror, Kim, ude foran mit vindue og grinede lidt, indtil han kom til at kede sig, fordi han jo ikke havde andre at lege med den dag.

Den forestilling stoppede i øvrigt ret hurtigt, da jeg lærte at afslutte enhver sætning med ”hilsen Kim”. Efter Lone kom Susanne. Hun havde meget lyst, langt, glat hår og var kæreste med Mogens, som kørte på knallert. Han havde også meget langt, glat hår, dog helt postejfarvet og klippet efter en kasserolle. Og så havde han overskæg. Dengang skød jeg dem til at være omkring 43 år. De har nok nærmere været 19 år. De boede i rækkehus i Vejgaardspark. Når jeg legede far, mor og børn i børnehaven, ville jeg altid hedde Susanne. Jeg kunne dog ikke forestille mig at være kæreste med Mogens. Selv dengang syntes jeg, at knallert var kikset.

Vi havde også en der hed Kirstin. Hun drak vist i smug. Jeg tror, at hun var meget ensom. Og ulykkelig.
Hende holdt jeg meget af. Jeg ved ikke, hvad der er sket med hende i dag. En dag forlod hendes mand hende for en anden, og så flyttede hun langt væk. I mange år tænkte jeg, at hun nok var død af druk. Måske havde hun begået selvmord. I dag tænker jeg, at hun nok er blevet meget lykkeligere. Det ville jeg være blevet uden den mand. Han var ualmindelig venlig og lidt ulækker på samme tid. Og så var alt for stort omkring ham. Han havde en stor mave, store hænder med store negle, han havde et stort job, og en lidt for dyb stemme. Og lidt for tykke læber. Og stort skæg.

Vi havde også engang en der hed Ulla. Hun var ikke særlig pæn. Jeg ved ikke, om Ulla havde en mand, men hun havde to døtre, hvoraf den ene vist var lidt kvikkere end den anden. De havde begge langt, tykt hår. Mit hår var meget kort og tyndt. Jeg lignede en dreng. Jeg legede med begge pigerne, og en dag kom den ene til at ødelægge noget inde på mit værelse. Jeg var ligeglad, jeg har aldrig været specielt øm over for nogen af mine ting, men pigen blev vildt sur på mig, råbte til mig at det ikke var hendes skyld, begyndte at græde hysterisk og tog sin cykel og kørte hjem med sin lillesøster efter sig.

Jeg forstod ingenting, så jeg cyklede efter dem for at høre, hvad de var så sure over. De boede i den anden ende af Farum. I et gult blokbyggeri. Jeg havde aldrig været hjemme hos dem før. Opgangen havde terrasso-trapper, væggene var i lidt trist beton og dørene meget brune med kedelige håndtag. Den lyshårede pige lukkede mig ind. Hun var fornærmet. De havde væg til væg gulvtæpper og dyr. Jeg måtte ikke få dyr hjemme hos os. Min mor vidste nok godt, at jeg ikke kunne passe dem ordentligt. Senere fik jeg dog en fugl. Pigerne var stadigvæk meget vrede på mig. Hende der havde ødelagt hvad det nu var, ville slet ikke tale med mig og låste sig inde på deres værelse, mens lillesøsteren stod beskyttende ude foran døren og småaggressivt forklarede, at det hele var noget lort, og at jeg kunne få deres mor fyret. Jeg fattede ingenting. Jeg forstod ikke, hvorfor de troede det, og jeg forstod slet ikke, hvorfor vi ikke bare kunne lege videre. Men jeg måtte cykle hjem igen. Siden har jeg tænkt, om de måske var det, man i dag kalder fattige. Og troede at jeg var meget rig.

Vi var ikke rige. Dengang i Farum havde næsten alle fuldtidsarbejdende parcelhusforældre en ung pige i huset. Louise havde også. Og Gertrud og Søren Peter. Deres hed Gladys. Det kunne mit hoved slet ikke begribe, at man kunne hedde. Det var meget rart for de voksne. Så var der nogen til at hente børnene fra børnehave, og så var der rent, når de kom hjem og skulle lave mad. Pigen var altid dansk. Det var nok før au pair blev opfundet i forstæderne. I dag vil jeg også have rengøringshjælp. Det er ikke så nemt at finde. Jeg tænker tit på, hvad alle de piger og damer der har præget min opvækst, mon laver i dag.

The following two tabs change content below.

Ditte Okman

Nyeste indlæg af Ditte Okman (se alle)

Har du noget at bidrage med?