Julie Sass maler alt det, vi ikke ved, vi kender. Og hun gør det gerne med kant. Og eftertrykkelighed. Og ikke mindst farve. Alle farver er hendes søstre, som hun med en selvfølgelighed fastholder i grundformen, lærredet. Hun sætter dem så at sige på plads med penslen.

Hun navigerer i en verden, hvor reglerne for længst er ophørt og alligevel er indlysende som moseloven, fordi de rammer i mellemgulvet og gør øjnene våde af længsel. Sådan en maler er hun. Hun peger på en drøm og siger, se, det er det her vi alle sammen drømmer. Og hun har ret. Selvfølgelig har hun det. Desuden skaber hun platforme. Hun sætter skibe i søen, som hele tiden sejler ud for egen regning og i ny og næ kommer frem i tusmørket til fremmede havne, hvor de alligevel finder en plads og alle kalder dem ved navn, fordi man har mødt noget, man kender. Man anede det bare ikke.

Det er paradokset i Julies værker. Man vidste ikke, man skulle inddrages i netop den drøm. Og så er det så jublende indlysende, når man står foran værket og mærker benene give efter. Man sejler med. Gerne ud på det dybe. Fordi man ved, der venter en havn forude, hvor alle vil kalde en ved navn. Netop det navn, man altid har heddet uden at ane det mindste om det. Og når stemmen i mørket rejser sig og hilser, vil man vende sig og svare; ja, det er mig.

Christian Yde Frostholm har i disse dage sendt erindringsromanen ”Selvportræt med dyr” på gaden. Det er ord, der affotograferer hukommelsens hjernebark og med selvudløser zoomer ind på alle de ting, man finder på loftet, når man begynder at grave. Det har han gjort til fulde og med en præcision, der egentlig mangler ord.

Han har ellers nok af dem. Sjældent har en mand som CYF (i daglig tale) vendt huset på vrangen og gået ind i værelserne med en berusende glæde, der alligevel får gulvbrædderne til at knage under vægten af hans ordløse gerninger, der glider over en sjælespækket vindueskarm og ud i haven. Til dyrene. For dyrene er der også. De hvirvler ind og ud mellem hænderne som flagermus, edderkopper og store sommerfugle med sorte øjne, der lander på din pande, mens du står stille og mærker vinden mod dine arme. Sådan er CYF´s poesi. Som en vandring ind i et landskab, hvor alting er som det plejer at være – og dog. For alt er også forandret og er noget andet. Og det er netop i det landskab, CYF tager fat og får sin poesi til at smelte sammen med en virkelighed, man ikke ved, hvad hedder. Det er stort. Og sort. Og som en sommerfugl med vinger dyppet i et harskt materiale, som klistrer og minder om gråd, men er noget andet. Afsnit P hed det på et tidspunkt. CYF’s legeplads. Nu hedder det noget andet. Men der er fri adgang. For alle.

Julie og CYF er begge to optaget af tilfældet. Som de giver betydning. Har man sagt A for abe, må man også sige B for benzin. Sådan hænger det sammen. Som tilfældige dyr, der løber ud på vejene og pludselig er dem, vi navngiver og vil kæle, fordi vi mangler noget i os selv, som vil elske en anden. Kærlighed er det. Den tilfældige af slagsen. Som pludselig en dag står foran din dør og flytter ind og går rundt i dine stuer og hedder det, du hele tiden havde savnet. Nu er den der. Tag den. Den er min. Tilfældigheden hedder den. Dyret.


Projektet ‘Mandagsbilleder’ er støttet af Statens Kunstråds Billedkunstudvalg.

The following two tabs change content below.
Tomas Lagermand Lundme

Tomas Lagermand Lundme

Tomas Lagermand Lundme er forfatter, dramatiker, billedkunstner og skribent. Har blandt andet skrevet om forhud, rindalisme og katte.
Tomas Lagermand Lundme

Nyeste indlæg af Tomas Lagermand Lundme (se alle)

Har du noget at bidrage med?