Trine Søndergaard fotograferer altid noget, der er i virkeligheden. Men hun gør det på sin måde, så tingene mister deres vante form og bliver serielle gentagelser af tvivlsomme handlinger, der alligevel resulterer i et resultat – som i jagten på et bytte. Eller hun mystificerer hverdagens glemte åndedrag og træder ind i stuer og formørker de visuelle genstandes karakterer, så alt fremtræder på en dyster, men sårbar og intim baggrund, hvor tråde af tusindvis af historier vibrerer i vinden. Hun er som en Hammershøi, der gengiver sin palet i farverne 1 til 1, grå er og bliver grå. Men alligevel kan hun med sin sanselighed under huden, som hun heldigvis aldrig har mistet, drage ind i et land af ukendte koder, hvor alt dog virker genkendeligt, når blot man træder tæt nok på.

Trine Søndergaard er som ingen anden af virkelighedens fotografer insisterende på sit eget hjerteblod og oprigtigt optaget af sit ”offer” for enden af linsen, hvad enten det så er jægerens kronhjort, den døde fugls fald mod jorden eller luderen fra Skelbækgade. Hun ser dem nemlig altid lige ind i øjnene og på den måde mistes jordforbindelsen et kort sekund, inden udløseren fastholder øjeblikket – netop øje-blikket. Hun kan skyde tilfældighedernes motiver, så de med et dokumentarisk præg skaber en anden sfære, hvor drøm aldrig er noget, man tager for givet. Trine Søndergaard er nemlig ingen drømmer, hun er visionær. Det er noget helt andet. Og i farvebadet af grå nuancer har hun for længst opdaget sin gerning og givet den taletid i et sprog, der kan omsættes til alverdens kontinenter.

Christian Lollike skriver og instruerer ting, der mest foregår i gråt lys. Eller taler med grå sætninger fra et barndomsland, hvor ordene ikke virkede som forløsende abstraktioner, men snarere var revet ud af en håndvarm virkelighed, hvor man aldrig helt vidste, hvad der var op og ned, rigtigt eller forkert. Christian Lollike skriver om det, vi ikke vil se – og slet ikke på teatret. Han kaster sig hovedkulds ud på dybe oceaner og vender perspektiverne i andre retninger, så hjerteskærende missiler hamres ind i samfundets blødende legeme og åbner det op med sår så store, at alle kan trænge ind i dem bagefter og indgå i dette spil, hvor alt trods alt stadig er betændelse. Det er Christian Lollikes styrke – uden tvivl.

”Det normale liv” ved Christian Lollike næsten også alt om. Han har i hvert fald skrevet en forestilling om det. Og det har han gjort med en særdeles skarp pen, der som en kirurg åbner for alle hullerne, så vi alle sammen kan se, hvad det indebærer at være menneske, et gråt menneske. Men Christian Lollike, der ikke har overtaget chefstolen på CaféTeatret for ingenting, ved også, hvordan gennemhullede, grå mennesker bliver opereret igen. Det er hans forsvar mod teatrets uvæsen, når det hopper op på scenen og ter sig som en anden hund. Så tøjler han dyret og aer det langsomt, mens han trods alt stadig tegner med en finger eller to i blodpølen bag den herreløse hund. Heldigvis for det.


Projektet ‘Mandagsbilleder’ er støttet af Statens Kunstråds Billedkunstudvalg.

The following two tabs change content below.
Tomas Lagermand Lundme

Tomas Lagermand Lundme

Tomas Lagermand Lundme er forfatter, dramatiker, billedkunstner og skribent. Har blandt andet skrevet om forhud, rindalisme og katte.
Tomas Lagermand Lundme

Nyeste indlæg af Tomas Lagermand Lundme (se alle)

Har du noget at bidrage med?