Jeg giver ikke meget for begreberne folkesjæl, nationalkarakter osv. Men skulle jeg alligevel for sjovs skyld sysle med at tegne et billede af en sådan, så synes et par brikker i det puslespil, der til slut danner et billede af dansken, uomgængelige: Klovnen og småfuskeren.

Min italienskkyndige ven beretter, at italienerne, altså de der ikke kommer fra Napoli forstås, kalder danskere for i napoletani del Nord – Nordens napolitanere. En nation med høje tanker om sig selv, men som har det med at opføre sig som klovne. Se nu senest en dansk jægers drab på den kendte norske albino-elg Albin.

- Vi har aftalt imellem os jægere, at Albin er fredet, men det har vi desværre ikke været tydelige nok med overfor vores danske ven, siger jagtleder Sigmund Lereim til VG.no.

- Vi er ikke specielt glade, for at sige det sådan, siger Sigmund Lereim.

Bemærk den undertrykte, og som sådan ualmindeligt civiliserede håndtering af forbitrelse, der gemmer sig i den norske jægers udtalelser.

Drabet på Albin er som en scene fra ’Klovn – The Movie’ der (i parentes bemærket, i al sin polterabend-humoristiske dyrkelse af Nordens napolitanere, er et mere præcist samfundsbillede end alskens guldalderkunst): En jæger-klovn i fri dressur. Udstyret med haglgevær og en enkelt instruks: skyd alle de elge du vil – bare ikke den hvide.

Bang! I napoletani del Nord.

Udover at dens indbyggere altså er udråbt til at være en art Italiens molboer, så er Napoli kendt for sit mafiavælde, der bl.a. i lange perioder har betydet at byens renovationssystem har været sat ud af drift. Et sindbillede på et Italien der på mange måder er et dysfunktionelt ikke-land, og som sådan opfattes som antitesen til det skandinaviske, socialdemokratiske samfund.

De skandinaviske velfærdssamfund er på den ene side kendetegnet ved en sirlig velordnethed, grænsende til det anale. Men i hvert fald den danske version af slagsen har også en folkelig siamesisk tvilling, kendetegnet ved lommer af et småfuskende, improviseret, kvasi-anarkistisk, socialdemokratisk Napoli.

Olsen Banden-universet
Der findes i danske sammenhæng næppe noget der indfanger essensen af denne side af den socialdemokratiske kultur bedre og mere præcist end kolonihaverne? Kolonihavelivet er en arketype på den danske folkesjæl som det udfolder sig over det ganske land; små huse, med små haver, hjemmedyrkede kartofler, krydderurter, og æblehøst i sensommeren. En kølig pils med naboen over hækken i skumringen. Det er den folkelige kultur.

Det er i denne kultur at Olsen Bande-universet udfolder sig, og det er denne kultur, filmene dyrker. Dette er scenen for disse antikapitalistiske antihelte, der som småfuskende klovne syntetiserer to brikker i folkesjælens puslespil, og som blev så uhyggeligt populære i DDR – og det er mig endda blevet fortalt, at der eksisterer sovjetiske remakes af Olsen Banden.

Den store kolonihave, Fristaden Christiania midt i Hovedstaden, med dens rødmalede port ud til Prinsessegade, der varsler, at man nu forlader det bureaukratiske, fjerne EU, er langt hen af vejen en postindustriel, urban udgave af kolonihavefænomenet og den Olsen Banden’ske parallelvirkelighed. Anerkendt og ophøjet som turistattraktion i big money-klassen. Så kolonihave-dansk, at det ikke bliver mere rødt og hvidt, på trods af at den kølige pilsner over hækken, i mange tilfælde er skiftet ud med en varm joint.

Kolonihavelivet er en antiautoritær kultur indrammet i et minimum af regler, i opposition til det omgivende samfunds regelrytteri, som f.eks. kommunens krav om kloakering, men samtidig en slags socialdemokratisk Italien, med en parallelvirkelighed af sorte penge, vennetjenester, korruption og hæleri, der passer sig selv, og får alting til at glide, så længe man ikke generer naboerne, og ikke bøjer reglerne så meget at de knækker.

- Man må kun stille én sæk med affald ud til skraldemændene, fortalte Havnearbejderen mig over hækken.

Jeg er ny i min haveforening, så jeg skal introduceres til de få regler og retningslinjer der er.

- Men hvis du har mere end én sæk, så lægger du bare et par øller, så skal de nok tage det med, korrigerede Havnearbejderen sig selv.

I min haveforening fungerer skraldesystemet således i modsætning til i Napoli – hvis man ved hvilken hård valuta der får systemet til at glide, vel at mærke. Måske forbryder jeg mig mod kolonihavernes omertà, ved at skrive disse linjer, men det er jeg ikke tilstrækkeligt inde i reglerne til at vurdere.

The following two tabs change content below.
Mikkel Skov Petersen
Overvejende forhenværende og fraværende, men det er da også en start.

Har du noget at bidrage med?