Torben Steno trådte op en ølkasse, kom til at indstille sigtekornet lidt skævt, men dog ikke mere skævt end at Søren Ulrik Thomsen kunne reetablere fokus, og skrue debattens relevans en kaliber eller to op. D’herrer åbner en debat der fortjener fuldt medløb.

Vi snakker høflighed, folkens, eller, hvis jeg må være så fri at skrue ned for det formelle og op for varmen: venlighed.

Først skal der foretages to korrektioner: Lad os indledningsvis demontere Stenos fejlskud, hvor han placerer ansvaret for fraværet af ’høflighed’ i dagens DK hos det noget diffuse begreb 68’erne. Det giver lige så lidt mening, som at placere ansvaret for samme fravær på rigets ikke-så-fjerne fortid som landbrugsnation, befolket af indesluttede, fåmælte bønder, der følte sig bedst tilpas sammen med kornet og kvæget.

Den anden korrektion er ordet høflighed. Jeg forstår intentionen hos TS og SUT, men synes ordet ’høflighed’ emmer af forstillelse, hvad der skubber debatten ud i det lidet attraktive felt (små-)borgerlighed. Næ, det vi taler om og har brug for, er en nedre minimumsstandard for venlighed, som vi kender fra mindsteløn osv., uden at den dog sættes per dekret, men derimod af folkelig lyst. En nedre grænse, der skal sættes en håndfuld ord og et smil højere end standarden af i dag. Jeg tror dybest set også at det er det d’herrer mener, når de taler om høflighed.

Ikke-venlighed
Med støjen således bortrenset fra udsagnene kan vi forholde os til sagens kerne: at vi prøver at lade som om vi ikke bemærker hinanden, når vi færdes i det offentlige rum. En slags gemmeleg, kan man sige. Vi føler os ikke forpligtet til at udvise blot den mindste venlighed, og hvis vi SKAL kommunikere med et andet, fremmed menneske, så sker det med en minimal investering af ren instrumentel karakter.

Det er vigtigt at pointere at det ikke er u-venlighed, vi taler om; det er ikke-venlighed.

SUT nævner køen i supermarkedet, og fokuserer på minimumsrelationen, eller fraværet af samme, til kassedamen m/k, som jo sådan set lige så godt kunne have været en automat. (Her kan Lars Bukdahl i øvrigt ikke lade være med liiige at blande sig i debatten, med en stikpille til SUT’s angivelige manglende hilsner til LB gennem en årrække, samt en opfordring til SUT om at skifte Irma-filial, hvis han vil have høflighedsudvekslinger med sin kassedame m/k.)

Uagtet at LB måske er så heldig at handle i en forretning fri for ikke-venlig interaktion, vil jeg nu stadig støtte SUT’s synspunkt: møderne mellem mennesker ved kasselinjen sutter stort.

Majbritt
Jo, jeg kender også til en undtagelse, der i sin kontrast til typisk kasselinje-kommunikation, sætter en tyk, fed streg under fænomenet. Hvis du handler jævnligt i Døgn-Netto i Rantzausgade, så kender du Majbritt. Can’t miss her. Majbritt er en slags heltinde af den dagligdags venlighed. Uanset hvor lukket et ansigt hun møder, så insisterer hun på et hej, eller variationer derover, et smil, og når vare-for-penge-transaktionen er overstået, så lukkes den med et goddag, god aften etc.

Nå jo, tænker den kritiske læser, det HAR jeg da prøvet, og til det vil jeg så spørge: hvor tit er det din oplevelse, at personen på den anden side af båndet SER dig? Ser DIG.

Men hvad med køen som sådan? Os der står og venter, mens vi skubber kurven eller vognen langsomt frem mod kassen. Taler vi sammen? Hvis en medkunde henvender sig til dig i køen, så forventer du jo at vedkommende er psykisk syg eller beruset.

Så vi står der bare. Et menneske foran og bag dig. I et par minutter med rigelig lejlighed til at sludre: Hvor er du fra? Har du spottet nogen gode tilbud? Sikke da et lortevejr, hva? Sjov hue du har dig der. Har du nogensinde hørt om kystmorfologi? Etc., etc.

Men nej.

Dødsfald, arbejdsløshed og kønsygdomme i metroen
Både TS og SUT sammenligner amerikansk venlighed med dansk ikke-venlighed. Ja for fanden! De fleste der er landet i Kastrup, efter et ophold i USA, og er trådt ind i metroen har oplevet kulturchokket: enten har alle i toget for under en time siden mistet BÅDE et menneske der stod dem virkelig nær OG deres arbejde OG fået konstateret en kønssygdom, som de skal hjem og forklare for deres faste partner. Eller også er det bare dansk ikke-venlighed:

Vi kigger bort og ned, og taler ikke sammen, hvis det overhovedet kan undgås. Den fremmede er en latent trussel, som bedst neutraliseres ved at lade som om vedkommende ikke er der.

Når jeg så møder nogen jeg faktisk kender, så bliver de alt for ofte spist af med et: Hva så? Formentlig en fordanskning af Wazzup eller Ça Va, eller hvad ved jeg, og dybest set bare en tom måde at sige: jeg ser dig, som de siger i Avatar, for jeg forventer jo ikke en livshistorie, lige som jeg ikke gør når jeg siger How Are You eller Como Estás. Men helt ærligt. ’Hva så’?! Jeg ser dig, er da klart mere no bull-shit præcist, og lige så lidt indladende, hvad det da heller ikke foregiver at være.

Kosmopolitisk nødvendighed
Nå, men tilbage til SUT. Der hvor hans kronik for alvor fik mit blod til at bruse, var hans betragtninger om årsagen til den amerikanske venlighed (i et land med alle klodens nationaliteter, kulturer og religioner repræsenteret, er man sgu nødt til at opføre sig venligt overfor hinanden, hvis det skal fungere), og nødvendigheden af at vi installerer noget tilsvarende, hvis vi skal have den kosmopolitiskevirkelighed til at glide, hvad den jo skal og må. Tillad mig at citere:

»Det er interessant at se, hvordan indvandrerne i en sproglig mangelsituation forsøger at skabe nye former efter det forhåndenværende søms princip. Min lokale kioskmand, Habib, kalder alle sine kunder ’Min ven’, mens en lille købmand på hjørnet af Vendersgade og Nansensgade, hvor den arabiske musik summede fra ghettoblasteren, tiltalte alle med ’Chief!’ så man næsten kunne høre udråbstegnet. Men eftersom det ikke nødvendigvis er enhver kunde til tyve Prince og Ekstra Bladet, der kan forventes at være en ven af den mellemøstlige mand bag disken, er begge udtryk forsøg på at komme en eventuel modvilje fra den etniske dansker i forkøbet ved ikke bare at anerkende ham, men også over-anerkende ham.

Hvor Habibs ’Min ven’ virker totalt afvæbnende, fordi det rent faktisk bliver sagt med stor venlighed, har ’Chief’ en lille ironisk tvist, som jeg synes er herlig, fordi købmanden eftertrykkeligt får anerkendt mig, så forretningen kan komme i gang, og samtidig får det parodiske i udtrykket jo ud mellem sidebenene påpeget det ulige i vores forhold.

På et af de gamle brune værtshuse på Falkoner Allé var det helt usædvanligt en indvandrer, der stod i baren. Dét har jeg simpelthen aldrig set før, men han tog højde for den potentielt sprængfarlige situation ved at kalde de øllede kunder for ’Mester’: »Her har du din Gamle Carlsberg, Mester, det bliver lige 23 kroner«.«

(…)

»Så i mine øjne ville nye, svale høflighedsformer være et godt bidrag til dagens multietniske samfund, hvor vi skal leve civiliseret sammen uanset vores forskellige, højt besungne og til tider farligt overophedede kulturelle værdier.«

Booyah!

Det er kraftedderrådme noget af det klogeste – og vigtigste! — jeg har læst i meget lang tid. Også, og især, når vi tager høflighed ud, og putter venlighed ind.

Denne blogger melder sig hermed under Steno og subcommandante SUT’s vajende vimpler, bevæbnet til tænderne med venlige ord, og alle de smil jeg overhovedet kan opbyde (færrest om mandagen, flest om fredagen).

Lad kampråbet gjalde i gaderne: Hello stranger, står du også og stener!?

The following two tabs change content below.
Mikkel Skov Petersen
Overvejende forhenværende og fraværende, men det er da også en start.

Har du noget at bidrage med?