Mens den norske smørkatastrofe raser, har dansken vigtigere ting at bekymre sig om: endnu en saftevandsskandale truer nationen.

I november sidste år lod Dansk Folkepartis medlemsblad os vide, at det var Indvandrerne der drak vores saftevand i venteværelset – og at det var derfor — hvad vi, når vi tænkte godt efter, faktisk godt havde bemærket —  at der kun var lidt, eller intet af den, når vi ventede hos lægen.

Nu er det et andet onde, nemlig Kommunen, der vil tage saftevandet, ikke fra dig og mig, som alle kan blive ramt af sygdom, som i tilfældet med venteværelset, men fra de gamle – de der har bygget vores velfærdssamfund (eller hvis forældre gjorde det. Eller bedsteforældre. Anyways, de er gamle).

Fælles for de situationer hvor der VAR saftevand, men nu ikke længere ER saftevand, er, at det er situationer hvor vi er allermest sårbare: når vi er syge, og når vi er gamle. Og fælles for dem der fratager os vores saftevand, er, at de er en konsekvens af handlingerne hos nogen der ikke ved hvad de laver: henholdsvis de der har besluttet udlændingepolitikken gennem tiderne, og dem der arbejder inde på Kommunen. Egenrådig, selvgod inkompetence, slet og ret.

Konsekvens: ophør af tilstedeværelse af saftevand i situationer hvor vi er sårbare.

Nu kunne man så vælge at se sådan på det, at saftevand ikke er hverken det vigtigste i verden, eller den eneste kilde til væske. Men det ville være en grov forsimpling, al den stund at vi så ville undlade at bemærke saftevandets kulturelle betydning:

Saftevand er uskyldsren. Det er noget vi byder børn og tørlagte alkoholikere – og pensionister. Saftevandets symbolværdi handler altså ikke så meget om saftevandet i sig selv, men om hvad saftevandet ikke er: hård spiritus, f.eks., eller bare vand, som det jo er cheap at byde folk.

Saftevandet er et symbol på uskyld, ufarlighed og samtidig gavmildhed. Når Indvandrerne og Kommunen således tager saftevandet fra de syge og de gamle, så er der kun syndefald og nærighed tilbage. Og det er jo ikke just den behandling vi tiltænker samfundets allermest sårbare.

Saftevandet, ikke juicen eller lemonaden, men saftevandet, er ukrænkeligt og et kulturbærerende symbol der minder os om barndommens uskyld, og som vi så udstrækker til også at omfatte forestillingen om alderdommens uskyld.

Saftevandet er så centralt i vores bevidsthed, at det formår at overskygge sympatien med de tusinder af nordmænd og –kvinder, der risikerer at skulle tilbringe en jul uden smør grundet en funktionsfejl i markedet.

For nok kan vi sætte os ind i nordmændenes og –kvindernes fortvivlende situation, men dels er markedsfejl jo ikke nogens skyld, og dels er vores kultur faktisk under angreb.

Så nordmændene og –kvinderne må tage til takke med hjælp fra Brødrene Price, mens Dansk Folkeparti og Thyra Frank blæser i Gjallerhornet når ydre og indre fjender nærmer sig kanden med saftevand.

The following two tabs change content below.
Mikkel Skov Petersen
Overvejende forhenværende og fraværende, men det er da også en start.

Har du noget at bidrage med?