Et rådvildt S og et hårdt såret SF kan se frem til et sensommer sværdslag med Enhedslisten, der ligger godt til sidstnævntes iskolde venstreben.

En højspændt parlamentarisk sensommer venter, hvor Enhedslisten og regeringen skal krydse klinger for at afklare parternes indbyrdes styrkeforhold.

Scenen er sat under finanslovsforhandlingerne, hvor særligt dagpengespørgsmålet bliver et dramatisk højdepunkt.

Regeringen har varslet en reformpause, hvorfor finanslovsforhandlingerne bliver den kommende tids primære kampplads, og vi derefter kan forvente, at det næste godt halve år kommer til at handle om konsolidering – især hos de hårdt pressede regeringspartier S og SF.

Bagtæppet for forhandlingerne er bl.a. forløbet omkring skattereformen, hvor EL indledningsvis krævede, at de, der tabte på reformen, blev kompenseret krone for krone i finansloven. Det krav har naturligvis aldrig haft reel gang på jord. Det har derimod reel hjælp til de dagpengemodtagere, der bliver ramt af reformer på området.

Win-win situation for EL

Hos Enhedslisten klager de således ikke over sensommerens drejebog, der er tæt på at være en optimal situation for de rød-grønne, hvor de enten kan forhandle forbedringer for dagpengemodtagere igennem, eller gå til valg på, at være dem der stod fast mod forringelser og laden stå til. En regulær win-win.

Desuden står EL og fagbevægelsen side om side på dagpengeområdet, der samtidig banker kiler dybt ind i S og SF.

Af samme grund synes sommerens revolutionsdebat heller ikke at bekymre synderligt, på trods af at den har kunnet aflæses som vigende tilslutning i sæsonens første meningsmålinger. I weekenden vedtog en enig hovedbestyrelse i øvrigt, at man bakker Johanne Schmidt-Nielsen op i hendes ret kontante afvisning af revolutionsromantikernes snak om tandbørster og frisørstole.

Af hovedbestyrelsens beslutning fremgår det bl.a., at partiet også fremover ser en politistyrke som nødvendig. Uanset hvor indlysende denne konstatering kan synes for udenforstående, så er det alligevel en bemærkelsesværdig beslutning, der langt hen ad vejen neutraliserer nogle af de mest hokus-pokus-agtige passager i partiprogrammet.

Ordet revolution optræder stadig i teksten, og det bliver formentlig ikke en helt nem opgave at få det luget ud.

Uanset hvad, så åbner Enhedslistens delvise opgør med formuleringerne i principprogrammet for en rød motorvej mellem på den ene side de ortodokse lag i EL, hvis indflydelse i øvrigt er vigende, og Möger, Tesfaye med fleres stærkt udskældte nyarbejderistiske position og strategi på den anden side.

Ind imellem disse to positioner er forskellene mellem Enhedslisten og det klassiske SF så godt som visket væk.

Kronik, kaffeklubber og seismisk aktivitet

S og SF har større problemer end et principprogram, der mest har historisk interesse. Selvom der ikke pt. arbejdes åbent for at udskifte Helle Thorning-Schmidt hos S og Villy Søvndal hos SF, så lader den seismiske aktivitet sig alligevel iagttage.

Hos S har det stærkt kølnede forhold mellem Helle Thorning og Henrik Sass ovenpå PET-sagen, at dømme efter vandrørene, medvirket til at forbedre forholdet mellem sidstnævnte og Mette Frederiksen.

Denne tilnærmelse er interessant, fordi Frederiksen af de fleste anses for at være blandt spidskandidaterne til at overtage Thornings post, og fordi man næppe kommer uden om Sass’ opbakning, når en ny formand skal findes.

Mogens Lykketoft er en anden nøgleperson i magtspillet, og han sidder i samme kaffeklub som Frederiksen. En kaffeklub, der definerer sig som uafhængig af de traditionelle højre– og venstrefløje i partiet.

Sass og Frederiksen sidder i hver sin kaffeklub, som de repræsenterede som medunderskrivere på mandagens kronik i Politiken, sammen med finansminister Corydon og den tredje kaffeklub, Rustbankernes, Carsten Hansen.

Læs kronikken “Socialdemokraterne er bedst for Danmark” i Politiken.

Kronikken er blevet beskyldt for at være ukonkret, hvad undertegnede på ingen måde opfatter som negativt. Tværtimod så har jeg tidligere efterlyst en overordnet fortælling fra Socialdemokraterne og regeringen, der helt overordnet udstikker en retning, der peger længere end indeværende valgperiode, og hvor det konkrete har det med at fjerne fokus fra de store linjer.

Eller for cirka at citere Bruce Lee fra Enter The Dragon: Det er som at pege på månen. Kig ikke på fingeren, for så går du glip af den himmelske storhed.

Derfor er kronikken både interessant og velkommen, og måske kan den inspirere flere tænksomme hoveder, også fra andre partier, og tendenser, til at byde ind med forslag og korrektioner.

Om ikke andet så gav kronikken os mulighed for at høre pragmatiske Henrik Sass tale om nødvendigheden af politiske idéer til at udstikke politisk retning.

Så har vi hørt det med.

Dårlig stemning hos SF

Hos regeringens juniorpartner, SF, er stemningen stadig bare straightdårlig.

Det meget uskønne forløb omkring Ôzlem Cekic’ strafudmåling, Aage Frandsens harske kritik tidligere på sommeren og diskussionen om, hvorvidt skatteminister Möger spillede gustent dobbeltspil under og efter skattereformen, og sagde ét til forhandlingspartnerne og noget andet til baglandet, da aftalen med VKO skulle forklares/undskyldes, har gjort det noget nær umuligt for SF, at etablere en fortælling om en ny start efter sommerferien.

Der er fortsat voksende skepsis i SF overfor ledelsens kurs, men endnu er der kun få, der åbner munden og stiller de kritiske spørgsmål. De, der faktisk åbner munden og peger på problemerne, mødes med arrogance og snik-snak.

Det er svært at se, hvordan S og SF skal komme tilbage i kampen, uden at tage fat om nældens rod, der er henholdsvis en visionsløs S-ledelse og en SF-ledelse med en selvmorderisk strategi.

Paradoksalt nok så kan det blive et finanslovsforlig med Enhedslisten efterfulgt af reformpausen, der giver SF lidt ro og pusterum til at komme til hægterne efter et års opslidende nedsmeltning.

Det pusterum er dog kun en stakket frist, hvis ikke SF internt genfinder hinanden og afstemmer forventningerne til kurs og strategi mellem ledelsen i elfenbenstårnet og SF’erne på gulvet.

Uanset hvad, så står den parlamentariske venstrefløj overfor et sensommer showdown, der kan komme til at definere styrkeforholdene parterne i mellem i en rum tid fremover.

Indlægget har tidligere været bragt på Modkraft.dk

The following two tabs change content below.
Mikkel Skov Petersen
Overvejende forhenværende og fraværende, men det er da også en start.

Har du noget at bidrage med?