Klokken 13 ventes der dom i sagen mod de tre aktivister fra det russiske punkband og kunstnerkollektiv Pussy Riot. De er anklaget for hooliganisme og for at opildne til religiøst had. Det er en alvorlig forbrydelse i Rusland, og de unge kvinder, der allerede har siddet varetægtsfængslet i fem måneder, risikerer en fængselsstraf på tre år. Spørgsmålet er imidlertid om, det kvalificerer som religiøst had og blasfemi at mime en politisk protestsang i en kirke. Snarere synes Pussy Riot at lægge sig i Jesu kølvand i et forsøg på at drive kræmmerne ud af templet.

21. februar 2012 stod Pussy Riot bag en intervention i Kristi Frelser Katedralen (Khram Krista Spasitelja) — den største kirke i Moskva. Gruppen ønskede at protestere mod Vladimir Putin og det forestående russiske præsidentvalg. I forbindelse med aktionen i katedralen mimede medlemmerne af Pussy Riot til en sang, hvor de bad Jomfru Maria om hjælp til at få uddrevet Putin, som var han en ond ånd eller djævelen selv. En dokumentation af seancen tilføjet musik blev senere publiceret på YouTube.

Den forbrydelse, som i Danmark sandsynligvis ville udløse en bøde på 200 kroner (http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-53260563:pussy-riot-ville-f%C3%A5-b%C3%B8de-p%C3%A5-200-kr-i-dk.html?forside), førte efterfølgende til anholdelse af Nadezhda Tolokonnikova, Maria Alekhina og Ekaterina Samutsevich fra Pussy Riot. De tre unge kvinder har siddet varetægtsfængslet siden anholdelsen og risikerede i begyndelsen syv års fængsel. Muligvis foranlediget af et stigende internationalt pres og præsident Vladimir Putins i offentligheden ytrede ønske om en mild straf til kvinderne, hvoraf de to er mødre til små børn, har anklageren i sagen nu lagt sig fast på et ønske om tre års fængsel til den kritiske trojka. Der ventes at falde dom i sagen i dag omkring klokken 13.

Renser templet med bestemthed

Overhovedet for den russisk-ortodokse kirke, Patriark Kiril, håber i modsætning til Putin på en hård straf. Kiril har tidligere betegnet gruppens handlinger som “blasfemiske”, fordi de besudlede “millioner af menneskers tro”. Måske er fremførelse af en politisk protestsang i en katedral blasfemi. Men det er i givet fald en form for blasfemi, der ikke var fremmed for Jesus Kristus. Han rensede som bekendt templet med bestemthed, og selvom det faldt templets funktionærer for brystet og sandsynligvis var en medvirkende årsag til Jesu senere skæbne, var det nødvendigt for Jesus at gøre op med en institution, der havde forvandlet et sakralt bedehus til en købmandsbutik.

Samme ærinde er Pussy Riot ude i, når de kritiserer den efterhånden magtfuldkomne Vladimir Putin og den ortodokse kirke, der ikke alene støtter ham, men kalder Putin for guds gave til det russiske folk og betegner Putins år ved magten som “mirakuløse”. Og samme gør sig gældende, når Pussy Riot henleder opmærksomheden på Patriark Kirils ur, der har en anslået værdi på over 200.000 kroner. Eller som et medlem af Pussy Riot udlagde baggrunden for gruppens aktion:

Vores patriark (Kiril, red.) skammer sig ikke over, at gå med et ur til 40.000 dollar. Det kan ikke tolereres, når så mange familier i Rusland lever på fattigdomsgrænsen. Vi må tænke kritisk. Så tvivl om “selvfølgeligheder” og afdække løgne.”

Pussy Riot i retten.

Jesus foran ypperstepræsten.

Den største fejltagelse siden 1901

I Rusland skiller Pussy Riot vandene. Filminstruktøren Nikita Mikhalkov, der er kendt for sin prisbelønnede film om de stalinistiske forbrydelser “Brændt af solen”, har opfordret folk til at skrive under på en protestskrivelse mod Pussy Riot, mens gruppen har modtaget støtte fra en lang række andre kunstnere. Også kirken er splittet. Mens Patriark Kiril har bedt sine religiøse undersåtter om at bede til gud om en hård straf til punkpigerne, har ærkebiskop Vjatjeslav Vinnikov kaldt kirkens felttog mod Pussy Riot en “uudslettelig skam”, der minder om præsters angiveri til det hemmelige politi i sovjettiden. Avisen Vedomosti fremhæver kirkens støtte til jagten på de tre kvinder som kirkens “største fejltagelse siden 1901″, da forfatteren Lev Tolstoj blev bandlyst fra kirken.

I vesten har en lang række kunstnere herunder Madonna, Faith No More, Red Hot Chili Peppers og forsangeren John Lydon fra det legendariske punkband The Sex Pistols udtrykt offentlig støtte til Pussy Riot. Særlig bemærkelsesværdig er dog billedkunstneren Uwe Max Jensens vedvarende nøgensolidaritet med sine fængslede russiske kolleger.

Madonna (til venstre) beundrer Uwe Max Jensens nøgensolidaritet med de fængslede medlemmer af Pussy Riot.

The following two tabs change content below.

Har du noget at bidrage med?