Dette er en politisk fiktion inspireret af virkelige hændelser, personer og partier.

Lars Barfoed skaber kant til Venstre på partiets landsråd i slutningen af september 2012. Det ryster næppe Venstre, da en skilsmisse fra Konservative mest har nostalgisk karakter. De to partier har trods alt dannet par ret længe.

Internt i Venstre er det blevet muligt at tale åbent om, at VKO-perioden, på en række områder, var en blandet fornøjelse, og platformen under periodens V-ledere er begyndt at erodere. Det har Lars Løkke set i tide, hvorfor hans platform forbliver intakt.

Og som Ellen Trane Nørby frit citeret, svarer på Barfoeds kritik: ’Venstre er et reformparti, for reformer skal der til, hvis velfærdssamfundet som vi kender det, skal bevares’.

Reformer og bevarelse af velfærdssamfundet. Venstre følger støt den kurs, der har gjort partiet til Danmarks største. De Konservative må således hjertens gerne forlade forholdet, og tage rollen som borgerligt protestparti med.

Venstre har selvfølgelig noteret sig muligheden for at lave politik og reformer med Socialdemokraterne og de Radikale. De igangværende finanslovsforhandlinger synes endnu engang at bekræfte dette.

Socialdemokraternes og Radikales tålmodighed med SF er brugt op. Uanset udfaldet af formandsvalget, så skaber SF en uacceptabel støj i forhold til S og R’s muligheder for at kommunikere, og intet tyder på at det vil høre op. Valget vil efterlade et stort tabende mindretal i SF, der fortsat vil forsøge at fremme deres egen dagsorden.

SF er en svær belastning, og en skilsmisse blot venter på at ske.

Under finanslovsforhandlingerne har S, V og R en affære. Den indledende flirt vil have mere, og Socialdemokraterne og Radikale slår op med SF, og snart efter danner V, S og R en flertalsregering, uden at udskrive valg.

Det er ikke stormende kærlighed, men derimod et platonisk forhold, grundfæstet i en erkendelse af, at de tre parters ambitioner bedst fremmes gennem en fast arbejdsdeling. Rundt omkring er der noget gammelt nag der skal bearbejdes, og motivationen til denne proces findes i de politiske perspektiver for fornuftsægteskabet.

Fortællingen om det opsigtsvækkende partnerskab sammenfattes som noget i stil med: ‘Den alvorlige økonomiske situation, og landets store udfordringer, kalder på national samling på midten af dansk politik’.

Lars Løkke Rasmussen overtager Statsministeriet, Bjarne Corydon forbliver finansminister og Helle Thorning-Schmidt overtager Udenrigsministeriet. Lars Løkke Rasmussen deler ikke Anders Fogh Rasmussens internationale karriereambitioner, så det er fint med ham, at Udenrigsministeriet prioriterer Danmarks handelsinteresser højere end Nato.

Alle er enige om, at Helle Thorning vil være en god ambassadør for dansk eksport og Danmarks image. Ministeriets embedsværk vil i samarbejde med Statsministeriet sagtens kunne håndtere Danmarks arktiske interesser og aktiver, og øvrige internationale prioriteter.

Med en sådan post, kan Helle Thorning med værdighed træde tilbage som formand for Socialdemokraterne.

Aftalen er også, at skulle VSR-alliancen kunne holde, så går statsministerposten til det største parti efter næste valg.

I forhold til de traditionelle politiske uenigheder partierne i mellem, så står Socialdemokraterne på en række sociale og økonomiske spørgsmål i modsætning til R og V, mens Radikale står i modsætning til S og V på udlændingepolitikken. Venstre er i opposition til S og R på miljø/klima– og uddannelsespolitik.

Resten er i store træk nuancer af grå. Der er ikke nogen fundamentale uenigheder, der ikke kan pakkes væk i et regeringsgrundlag.

Trekantens forskelligheder åbner mulighed for en evighedsmaskine af en bytte-bytte-købmandsleg. Der er hele tiden noget at handle med, og hver enkelt handel bygger tilsyneladende bro over de primære skillelinjer i dansk politik, og kaster lunser til fugleungerne på fløjene.

De er den fuldkomne trekant.

Rød og blå bloks æra er slut. Blå Bjarne er kommet hjem til Socialdemokraterne, de Radikale er kommet i økonomisk tryg favn, og Venstre kan ryste ubehaget ved Dansk Folkeparti skingre populisme af sig.

Hver især, og dermed tilsammen, har de definitionsmagten over alle de dominerende dagsordner i dansk politik.

Tilbage står en rød opposition med et SF i laser, og et selvsikkert Enhedslisten, der er lige så langt fra indflydelse, som under VKO.

SF’s højrefløj ved Thor Möger, Astrid Krag, Matthias Tesfaye med flere, står i deres livs dilemma: Blå Bjarne er endelig indenfor rækkevidde, og alternativet er fortsatte trakasserier med SF’s røde fløj.

Forskellene mellem SF’s venstrefløj ved Annette Vilhelmsen, Trine Mach m. fl. og Enhedslisten, er omvendt stort set udvisket, som konsekvens af Eurokrisen, og dermed afmatningen i EU-optimismen, og Enhedslistens mainstreaming.

VSR-regeringen kan lejlighedsvis lave grøn politik med den røde opposition.

Hos den blå opposition fortsætter udmattelseskrigen mellem Konservative og Liberal Alliance, mens Dansk Folkeparti er lige så langt fra indflydelse som under 90’ernes SR-regering.

Der er ingen fælles platform, og ingen oplagte vindersager.

VSR-regeringen kan lejlighedsvis lave økonomisk politik med K og Liberal Alliance.

Oppositionen er reduceret til radikale yderpositioner, hvorfor forsøg på sociale stormløb fra venstrefløjen, og nationale og liberale stormløb fra højrefløjen, vil kunne afværges uden voldsomme anstrengelser.

Med indoptagelsen af de traditionelle skillelinjer dansk politik i regerings-trekanten, repræsenteret ved de to store partier, Venstre og Socialdemokraterne, bliver dønningerne fra samfundets konflikter og spændinger tæmmet, og herefter brugt som brændstof til regeringens egen politiske motor: der er hele tiden nogen, der er lige ved at blive vrede, som de kan få til at slappe af igen.

Samtidig er magten i det kommunale Danmark pludselig også forenet i den samme regering, der så godt som ejer KL.

90’erne og 00’ernes politiske debat var præget af, at landets to største tv-stationer, TV2 og DR, delte blå og rød blok mellem sig. Venstre havde den ene kanal og Radikale og Socialdemokraterne havde den anden.

Nu er begge kanaler i regering sammen.

Der vil selvfølgelig stadig opstå grimme enkeltsager og skandaler, men regeringen er så velpolstret, både mandatmæssigt og i form af politisk kapital, at den snildt kan stå imod. Først og fremmest fordi alternativet til regeringen er den chanceløse protest.

Det Radikale Venstre har det i sagens natur som blommen i et æg i trekantens skød, mens V og S fortsat vil kæmpe om at være det største parti. Det gør nu ikke så meget, for der er ikke umiddelbart nogen eksterne trusler, der kan forårsage blødning til oppositionen. Vælgerne bevæger sig internt blandt regeringspartierne efter akserne samvittighed og fornuft, som går på tur mellem trekantens parter.

Samlet set er oppositionen til den herskende konsensus i dansk politik i al væsentlighed neutraliseret, og det er dynamikken i dansk politik dermed i al væsentlighed også.

Den kritiske offentlighed til højre og venstre de kan råbe og de kan skrige, de kan slå den stakkels pige, men det TV2, DR og KL-sanktionerede ’Sunde Fornufts Regime’ kan de ikke for alvor rokke ved.

Der udskrives planmæssigt folketingsvalg i 2014. Her fra er historien blank.

 

The following two tabs change content below.
Mikkel Skov Petersen
Overvejende forhenværende og fraværende, men det er da også en start.

Har du noget at bidrage med?