Udtrykket ’McGovernism’ et kendt begreb i amerikansk politik, og dækker over at være en udenrigspolitisk due, evt. med et stænk af, ortodoks/radikal ’liberal’, der som bekendt i europæisk sammenhæng svarer til ’venstreorienteret’.

Udtrykket referer til tidl. præsident kandidat George McGovern, og han har på sin vis mere til fælles med tidligere statsminister Anker Jørgensen, end man umiddelbart skulle tro.

I 1972 tabte demokraten George McGovern det amerikanske præsidentvalg til den siddende republikanske præsident Nixon. McGoverns nederlag var et af de største i amerikansk historie, med 60,7 pct. af stemmerne til Nixon og blot 37,5 pct. til udfordreren McGovern.

Geroge McGovern var fra South Dakota, opvokset i et landbrugsområde, og det var netop landbrug, landbrugets vilkår, fødevarer og bekæmpelse af sult, der havde været omdrejningspunktet i McGoverns politiske virke frem til (og såmænd også efter) hans forsøg på at blive USA’s 38. præsident. McGovern var således i 60’erne bl.a. medinitiativtager til FN’s World Food Programme.

Vietnamkrigen på valg

Det centrale i hans politiske platform under valgkampen, var modstand mod Vietnamkrigen, som han ønskede at USA’s trak sig ud af, mod frigivelse af amerikanske krigsfanger i Vietnam. Han ønskede desuden amnesti til de, der havde unddraget sig værnepligten i krigens løb.

Derudover ønskede han at beskære de amerikanske militærbudgetter med 37 pct. over en treårig periode, han støttede The Equal Rights Amendment, der skulle sikre kvindernes ligestilling, og støttede desuden, at der skulle indføres en garanteret minimumsindtægt for alle amerikanske borgere (hvad der i forskellige udgaver også var republikansk politik, og som senere blev indført af Ronald Reagan, i form af et personligt skattefradrag på $1000).

Onde tunger opsummerede McGoverns politiske platform som ’amnesty, abortion and acid’. Paradoksalt nok har det senere vist sig, at ophavsmanden til den opsummering var hans senere vicepræsidentkandidat Thomas Eagleton.

1972-valget handlede i høj grad om udenrigspolitik, og Vietnam-krigen burde ikke have været entydigt til Nixons fordel, da der var stor modstand mod krigen i befolkningen. Til Nixons held, han fik uventet hjælp fra McGovern-kampagnen, samt utilfredse demokrater. Således opstod der både et Stop McGovern-netværk, bl.a. anført af senere præsiden Jimmi Carter, og et Democrats for Nixon-initiativ.

VP-kandidaten havde fået elektrochock

McGoverns første udfordring var, at han var som tidligere kongresmedlem fra South Dakota, var væsentlig mindre kendt den siddende præsident. Kampagnen stødte dog først for alvor på grund, da det blev kendt, at McGoverns vicepræsidentkandidat, Thomas Eagleton, i 50’erne havde modtaget elektrochokbehandlinger for depressioner. Det gik/går(?) ikke for en vicepræsidentkandidat.

McGovern tøvede for længe med at skifte Eagleton ud, og nåede at udtale, at han støttede ham 1000 pct., før han accepterede Eagletons opsigelse som kandidat. Da var skaden sket, og så hjalp det ikke meget, at den nye vicepræsidentkandidat, Sargent Shriver, var svoger til Kennedy-brødrene.

George McGovern tabte, og han tabte stort. Faktisk vandt han kun i én stat, Massachusetts, samt i Washington DC.

McGovernism

I årene fremover blev Demokraternes ’72-kampagne og McGovern selv, brugt af Republikanerne til at tegne en karikatur af Demokraterne som verdensfjerne venstreorienterede, med verdensfjerne venstreorienterede holdninger uden klangbund i den amerikanske befolkning.

At Republikanerne således brugte 1972-valget i egen interesse, overrasker ikke. Mere bemærkelsesværdigt er det, at McGovern og 72-kampagnen blev et spøgelse hos Demokraterne, som de i de efterfølgende årtier har brugt mange kræfter på at flygte fra, og gemme sig for.

I begge partier bruges udtrykket McGovernism, som en politisk position man skal holde sig fra, og noget man kan skyde modstandere i skoen. Udtrykket refererer især til udenrigspolitikken, hvor det betyder at tilhøre ’duerne’ i modsætning til ’høgene’.

Et par eksempler:

Lieberman cited at length a 1999 National Review article by Norman Podhoretz, in which Podhoretz credited President Clinton with saving Democrats from McGovernism.”

 “Obama seems to me representative of the triumph of McGovernism within the Democratic Party.”

McGovernism led to reelection for Nixon, and a generation of wariness about war on the part of Dems — wariness that led to Dem’s being self-conscious about their reflexive dovishness.”

The most noted passage in the acceptance speech, the ending, would be caricatured and distorted for decades ahead, cited as the essence of “McGovernism,” a phrase the right wing—and his enemies in the Democratic Party—treated as synonymous with national weakness.”

Og her er så i sidste citat omtalte slutning på McGoverns acceptance speech på det demokratiske partis konvent i juli 1972:

So join with me in this campaign. Lend Senator Eagleton and me your strength and your support, and together we will call America home to the ideals that nourished us from the beginning.

From secrecy and deception in high places; come home, America

From military spending so wasteful that it weakens our nation; come home, America.

From the entrenchment of special privileges in tax favoritism; from the waste of idle lands to the joy of useful labor; from the prejudice based on race and sex; from the loneliness of the aging poor and the despair of  the neglected sick — come home, America.

Come home to the affirmation that we have a dream. Come home to the conviction that we can move our country forward.

Come home to the belief that we can seek a newer world, and let us be joyful in that homecoming, for this “is your land, this land is my land — from California to New York island, from the redwood forest to the gulf stream waters — this land was made for you and me.”

So let us close on this note: May God grant each one of us the wisdom to cherish this good land and to meet the great challenge that beckons us home.

And now is the time to meet that challenge.

Good night, and Godspeed to you all.

Dekoreret bombebilot

George McGovern er en paradoksernes mand: hans navn blev synonymt med udenrigspolitisk og national svaghed, og blev opfattet som pacifist, hvad han selv har afvist, at han var/er.

Alt sammen på trods af han under 2. Verdenskrig blev dekoreret for sin dygtighed som pilot på B-24 bombefly, der fløj bombetogter over det nazistisk besatte Europa.

Af en eller anden grund så brugte George McGovern ikke sine militære meritter som slagnummer i sin politiske karriere. Omvendt var det hans oplevelser i det befriede, men ødelagte Syditalien, der angiveligt var baggrunden for hans optagethed af fødevareforsyning og bekæmpelse af sult i verden.

Det er også et paradoks, at hans navn er forbundet med fiasko og verdensfjern progressivitet, når nu eftertiden har givet ham ret i, at Vietnam-krigen var en uhyggelig fejl, der burde have været stoppet langt før 1972, hvor McGovern gik til valg på netop dette krav.

I virkeligheden var hans politiske platform ganske fremsynet og moderne, mens han kampagne langt hen blev spoleret af faktorer, der overskyggede kampagnens budskaber. Ikke dermed sagt, at han kunne have slået Nixon, men ydmygelsen kunne måske have været undgået.

George McGovern lever stadig, og er i dag 90 år. Han har således været vidne til hvordan han de seneste 40 år har lagt navn til en politisk karikatur, der har været medvirkende til at definere samtidens politiske kultur, som en etiket alle – både venner og fjender — vil undgå at få sat på sig.

At karikaturen er en løselig gengivelse af virkelighedens George McGovern og ’72-valget, er så en ganske anden sag.

Karikaturen Anker

Vi kender fænomenet fra dansk politik. Anker Jørgensen begyndte sin første embedsperiode i 1972, og hans sidste embedsperiode endte som bekendt med, at han i 1981 overdrog regeringsmagten til Poul Schlüter, da hans regeringen var kørt fast, og dansk økonomi hang i laser.

Således at indrømme, at man ikke har løsningerne på alvorlige problemer på hånden, og derfor overlader roret til andre, er dybest set politisk hæderlighed af allerhøjeste karat, og vel ikke set siden i dansk politik.

For så vidt angår økonomien, så var Anker Jørgensen statsminister i en tid med global økonomisk krise, stagflation og energikrise, hvorfor dybe økonomiske problemer ikke var et særligt dansk fænomen. Det gjorde i sagens natur ikke den økonomiske situation bedre, at Danmark havde oparbejdet store underskud på statsbudgettet, og som funktion deraf en stor udlandsgæld. Væsentligt at bemærke er det, at alle Anker Jørgensens regeringer var mindretalsregeringer, i en periode endda sammen med Venstre, hvorfor ansvaret for økonomien må tilskrives de skiftende flertal, der besluttede politikken.

Alligevel blev Anker Jørgensens navn de næste tyve år synonymt med socialdemokratisk/venstreorienteret økonomisk uduelighed og ansvarsforflygtigelse, og selv om Anker Jørgensen ikke har fået en –isme opkaldt efter sig, som det er blevet George McGovern til del, så udløste begivenhederne i 1982, hvor Anker Jørgensen  kastede håndklædet i ringen, et traume hos Socialdemokraterne.

Anker Jørgensen blev en karikatur, en løseligt gengivelse af virkeligheden, som politiske modstandere brugte mod Socialdemokraterne og venstrefløjen, og som Socialdemokraterne har gjort alt hvad de kunne for at distancere sig fra, hvorfor Anker Jørgensen har været en vigtig politiske skikkelser i dansk politik de seneste 30 år, længe efter at han gik af som statsminister og senere som formand for Socialdemokraterne.

Ligesom Demokraterne i USA har gjort sig hårdere og mere høgeagtige i amerikansk udenrigspolitik, end hvad vælgerne og opinionen nødvendigvis krævede, blot for at undgå anklager om McGovernism, så har Socialdemokraterne gjort sig hårdere på økonomi og finanspolitik, end hvad vælgerne nødvendigvis krævede, blot for at undgå klager om en ny Anker.

The following two tabs change content below.
Mikkel Skov Petersen
Overvejende forhenværende og fraværende, men det er da også en start.

Har du noget at bidrage med?