Dansk Metal har fået ny formand, Claus Jensen, og han udtaler: Regeringstoppen skal bruge tid på jobskabelse i stedet for homovielser og alt muligt andet. Den kan og skal ikke være rigtigt, at denne falske modsætning, skal være omdrejningspunkt i dansk politik.

Indlægget er syndikeret fra Modkraft.dk.

Homovielser hører vel under kirke– og justitsministrene. Det er ikke normalt de ministerier, der er mest hands on med jobskabelsesinitiativer.

Omvendt er det jo heller ikke sådan, at de ovre i Beskæftigelsesministeriet og Finansministeriet læner sig tilbage, og afventer at kirkeministeren er færdig med homovielserne.

Næ, begge politikområder kan såmænd godt passes samtidig. Det er jo derfor, at man har arbejdsdeling.

Det giver kort sagt ikke meget mening at opstille et ‘i stedet for’.

Det havde været mere opløftende, og lidt mere anerkendende i forhold til regeringens evne til at multitaske, hvis Claus Jensen havde sagt: regeringen skal bruge tid på jobskabelse samtidig med homovielser og alt muligt andet.

EL bag rattet

Den aktuelle situation er i grunden barok. Enhedslistens ageren er i realiteten retningsgivende for en stor og voksende del af SF. Det er nu forståeligt nok, da Enhedslistens politiske position i dag ca. svarer til SF’s i 00’erne. Den parlamentariske situation er dog grundlæggende anderledes: Enhedslisten har ikke et parti til venstre for sig, der repræsenterer den ene af to fronter.

Astrid Kragh er i skrivende stund eneste formelle kandidat formandsvalget. Det tvinger de røde i SF til at handle snart, hvis de skal fastholde og styrke momentum, herunder optimismen.

Alternativet er at kaste håndklædet i ringen, og evt. fokusere på den tid der kommer, hvor partiet skal bygges op igen fra bunden.

Lige nu synes chancefordeling for de to scenarier, at være 50/50.

Folkeafstemning

Formandsvalget er en regulær folkeafstemning om regeringens fremtidige politiske kurs, der dog er ganske speciel derved, at det kun er medlemmer af SF, der kan stemme.

Det er ikke en afstemning om hvorvidt vi skal have en regering, og/eller hvorvidt SF skal være i den. Ikke en engang Enhedslisten har en interesse i at SF forlader regeringen. SF selv kunne dog have en sådan kortsigtet interesse, og lur mig om ikke folk i S og R, lejlighedsvis tænker det samme.

Nej, det er en afstemning om hvorvidt SF skal til at spille mere hard ball i regeringssamarbejdet, og kræve større indrømmelser med tydeligt SF-aftryk, eller om SF fortsat skal lægge sig ned og blive tromlet.

Den nuværende SF-ledelses manglende succes med — og evne til, kunne man mistænke — at skabe fælles retning internt, er lige så lidt overbevisende, som dens succes med at sætte tydelige SF-fingeraftryk på regeringens politik.

Standardsvaret på begge dele er: ’SF er i regering for første gang, og det er kun nogle få der bliver ved med at brokke sig, og nu skal vi fokusere på, at have en god proces’.

Problemet med de udsagn er, at ingen tager dem for pålydende, men hører dem som netop standardsvar, der egentlig ikke svarer på, hvordan det kan være, at det går så dårligt.

Det gør nu ikke så meget, for de fleste kender svaret: fordi det i længden er utroværdigt at lire standardsvar af, og dermed undervurdere opinionens intellekt, i stedet for at kommunikere med overensstemmelse mellem hvad man siger og gør, og hvordan man ser ud i mens.

Alle opdager de krydsede fingre på ryggen, og finder i stedet nogle andre at lege med.

Dette er SF’s grundlæggende problem: At det der foregår simpelthen ikke er troværdigt, og at det er netop troværdigheden, der skal genetableres.

Konsekvensen er SF’ere en bloc, der bare ikke er glade. Moralen er i bund.

Det er ikke de SF’ere og eksterne iagttagere, der påpeger dette forhold, der er partiets problem; de er blot barnet fra kejserens Nye Klæder. Genstanden for konflikten, er den nuværende ledelses stræben efter absolut kontrol, der skaber vrede blandt græsrødderne. Magtfuldkommenhed skaber modstand.

Derfor handler formandsvalget i SF i bund og grund om kampen mellem absolut kontrol og distribueret kontrol.

Tag jer i agt for de russiske sletter

Hvis ikke SF’s røde fløj opstiller en kandidat med vinderchancer til valget, så vil deres rolle være henvist til bagsædet i en rum tid fremover, partiets ledelse kan uantastet fortsætte kursen i retning af hvad der unægtelig ligner kanten, og Enhedslistens ageren vil fortsat være retningsgivende for store dele af SF.

Hvis SF’s ledelse skal ændre dette billede, så skal de enten bearbejde deres angst for indflydelse til den indre opposition, og tilbyde åbenhed, eller også skal den parlamentariske strategi umådeligt snart til at give sig udtryk i øget opbakning.

Denne blogger har svært ved at se det sidste ske: der er ingen tvivl om, at kredsen omkring Thor Möger har skabt en velsmurt magtmaskine – se blot på Astrid Kraghs foreløbige kampagne, der er et skoleeksempel på dygtig planlægning og eksekvering —  men der er langt, langt hjem før de strategiske mål er i sigte.

Dermed kommer SF-ledelsen i stadig højere grad til at minde om tidligere tiders feltherrers invasioner ind på de russiske sletter: der er uendeligt langt til Moskva, fronterne og forsyningslinjerne bliver alt, alt for lange og sårbare, og i sidste ende taber den strategiske, taktiske og operationelle overlegenhed til afstandene og uret.

Den kloge feltherrer opdager truslen fra afstandene i tide, forkorter fronterne og konsolidere stillingerne. Det vil samtidig højne moralen hos fodfolket, og betyde at vi andre kan få fornøjelsen af glade SF’ere igen.

The following two tabs change content below.
Mikkel Skov Petersen
Overvejende forhenværende og fraværende, men det er da også en start.

Har du noget at bidrage med?