Det er netop i dag syv år siden, at Morgenavisen Jyllands-Posten offentliggjorde 12 tegninger af den islamiske religionsstifter Muhammed. Det udløste efter et længere tilløb og en kampagne i Mellemøsten foranstaltet af imamer bosiddende i Danmark en af de største kriser, som Danmark har befundet sig i, siden 2. verdenskrig. Nils Thorsen fra Politiken leverer følgende diagnose af situationen syv år efter offentliggørelsen i en kommentar på Facebook: “Med tegningerne (Muhammed-tegningerne, red.) er det ret indlysende, synes jeg, at det fik indflydelse på, hvad vi andre tør sige og skrive, at nogle mennesker demonstrerede, at de var parate til at løbe ud på gaderne, sætte ild til ambassader og true med mord og mere brand.”

30. september 2005 bragte Jyllands-Posten 12 tegninger af religionsstifteren Muhammed på forsiden af avisens kultursektion. Kulturredaktør Flemming Roses sigte var konkret at illustrere, at der i Danmark er ytringsfrihed, også hvad angår religiøse ikoner. Tegningerne brød det islamiske billedforbud, men i begyndelsen var reaktionerne, når man ser bort fra lokale dødstrusler, “afmålte”. I begyndelsen af 2006 blev tegningerne imidlertid genstand for en voldsom vrede flere steder i Mellemøsten, og Danmark blev kastet ud i en krise, der bragte Anders Fogh Rasmussen, der tidligere havde stået stejlt på ytringsfrihedens side, på gyngende grund. Måske var hændelsen Foghs banesår som statsminister.

Sagen blev kendt som Muhammed-krisen eller i Politiken som Tegningekrisen (titlen på en bog af avisens daværende og nu afdøde chefredaktør og kirkestormeren Rune Engelbreth Larsen (http://www.uriasposten.net/archives/3901)) og lagde sig i forlængelse af fatwaen mod den indisk-engelske forfatter Salman Rushdie, der i 1989 blev offer for det iranske præstestyres vrede grundet sin bog De sataniske vers, hvori religionsstifteren Muhammed i en sekvens anerkender flere guddomme end Allah. Denne romanpassage blev af præstestyret med Ayatollah Khomeini i spidsen opfattet som blasfemi. En forbrydelse, der skulle straffes med døden.

Fatwaen mod Salman Rushdie fik få uger senere en dansk udløber, da kunstneren og filmmanden Jens Jørgen Thorsen i solidaritet med Rushdie malede Muhammed og gud som “en snotklat” ved en optræden til en fællestime på Holstebro Gymnasium. Thorsen blev i forbindelse med sit maleri overfaldet med en saks (http://www.sappho.dk/rushdie-og-thorsen.htm). Denne episode var stort set gået i historiens store glemmebog, indtil der blev fornyet interesse om overfaldet på Thorsen i kølvandet på reaktionerne på Jyllands-Postens Muhammed-tegninger.

Siden Jyllands-Postens Muhammed-tegninger har vi oplevet en kontinuerlig strøm af Muhammed-kriser, der kun synes at ankomme med stadigt kortere mellemrum. Senest har der været Muhammed-kriser i forbindelse med en egyptisk kopters YouTube-film om Muhammed og det franske satiriske magasin Charlie Hebdo ‘s tegninger af Muhammed. Disse gentagne kriser fik den amerikanske kommentator Daniel Pipes til at foreslå, at vestlige medier hver eneste dag skulle bringe Kurt Westergaard ‘s Muhammed-tegning med følgende begrundelse:

Så dette er min bøn til alle vestlige redaktører og udgivere: udgiv Muhammed-tegningen dagligt, indtil islamisterne vænner sig til det faktum, at vi laver hellige køer om til bøfsandwich.”

Jeg smed et link til artiklen på min Facebook profil, og linket afstedkom en større debat. Blandt de, der kommenterede, var Politikens topjournalist Nils Thorsen, som skrev dette:

Jo, det er angst. Jeg arbejder på en avisredaktion (Politiken, red.), og jeg ved fra mig selv og andre, at vi tænker os om ekstra mange gange, før vi skriver noget om muslimer og islamiske emner nu om dage. Med tegningerne (Muhammed-tegningerne, red.) er det ret indlysende, synes jeg, at det fik indflydelse på, hvad vi andre tør sige og skrive, at nogle mennesker demonstrerede, at de var parate til at løbe ud på gaderne, sætte ild til ambassader og true med mord og mere brand. Vi er blevet skræmt på plads. Mere eller mindre. Lad os ikke foregøgle os andet.”

Mens Nils Thorsen taler uden omsvøb, er tonen en anden på Politikens chefgang. Her foreskriver kulturredaktør Anita Bay Bundegaard (og tidligere minister for Det radikale venstre) “vigepligt”, når emnet er islam, og ansvarshavende chefredaktør Bo Lidegaard spekulerer i, hvordan ytringsfriheden kan begrænses for enkeltindivider (Bundegaard og Lidegaards ytringsfrihedsfjendske kommentarer blev bragt i Politiken søndag 23. september 2012).

Den mest kendte af Jyllands-Postens 12 Muhammed-tegninger. Kurt Westergaards tegning af Muhammed med en bombe i turbanen. 

Tilbage på denne syv års dag for Muhammed-tegningerne er kun at konstatere, at Flemming Rose og Jyllands-Posten fejlvurderede styrkeforholdet. Jyllands-Posten ville lære muslimer om ytringsfrihed, men endte ad bagvejen med at begrænse samme, da avisen ikke havde styrken og omgivelsernes opbakning til at stå fast. Det er en på alle måde tragisk historie.

The following two tabs change content below.

Har du noget at bidrage med?