Hvis du kun skal se én dokumentarfilm i år, så er The Act Of Killing i biografen den 7. november et særdeles godt bud.

Disclaimer: Jeg er konsulent for danske Final Cut for real, der har produceret »The Act of Killing«. Det er således op til læseren at vurdere, om jeg forvalter min dobbeltrolle som konsulent og blogger på troværdig vis.

Legenden Anvar Congo
Anvar Congo er hovedperson i »The Act of Killing«. En sympatisk bedstefar, der af udseende minder lidt om Nelson Mandela og Morgan Freeman, og som i midten af 1960’erne myrdede og torturerede et ukendt antal indonesiske medborgere, der var under mistanke for kommunisme.

Anvar Congo var således en af bødlerne i det indonesiske folkemord efter kuppet i 1965, hvor mellem en halv og en hel million mennesker mistede livet, og filmen tjener således også til at kaste lys over en overset begivenhed under den kolde krig.

I filmen møder vi Anvar som en feteret legende, der modtager anerkendelse fra sine omgivelser for sine bedrifter som bøddel – eller repræsentant for Free Men som gerningsmændene kaldes. Højtstående politikere vil derfor hjertens gerne fotograferes sammen med legenden Anvar Congo.

Han inviteres med i talk shows på tv og til offentlige parader. Samfundet omfavner og hylder fortidens forbrydelser, og da en medløber fra den gang forsøger at distancere sig fra ugerningerne, så sættes han på plads: Du kunne umuligt have været uvidende om hvad vi gjorde.

Anvar Congo er ved at blive sminket.

Anvar Congo til højre er ved at blive sminket forud for en optagelse.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Demonstration i effektivt drab

Anvar Congo demonstrerer for os hvordan man nemmest slår et andet menneske ihjel, og viser rundt på henrettelsespladser fra den gang.

Anvar og hans venner vil gerne lave en film om begivenhederne fra midten af 60’erne. Filmen skal være inspireret af deres yndlingsfilm fra den gang, bl.a. klassiske musicalfilm.

Vi følger udviklingen og optagelsen af filmen, der både rummer surrealistiske dansesekvenser og voldelige forhørssituationer.

Lidt alkohol, lidt marihuana, lidt ecstasy
I filmtilblivelsesprocessen bliver Anvar konfronteret med sin fortid på en måde, der får hans smilende, velplejede maske til at krakelere. Vi aner at der inde i Anvar Congo findes noget grimt, der står i modsætning til den polerede overflade. Vi aner en rædsel, eller en gru, der helst skal holdes nede.

Tydeligst ser vi, at Anvar er forpint, da hans krop prøver at kaste op, ved gensynet med et gerningssted. Der kommer bare ikke noget op, for kilden til ubehaget findes ikke i maven.

Filmens egentlige motiv optræder således sjældent i billedet, og når det gør, så er det som antydning gennem brækrefleks eller tårer. Eller som Anvar Congo selv udtrykker sin strategi til undertrykkelse af det ubehagelige: Lidt alkohol, lidt marihuana, lidt ecstasy.

Foreløbig modtagelse
»The Act of Killing« er langt fra en ukontroversiel film i Indonesien, og har allerede medført mindst et overfald på en indonesisk redaktør, hvis avis havde skrevet om filmen.

I den mere opløftende ende så viede det indonesiske politiske tidsskrift Tempo, for nylig et større temanummer til filmen og begivenhederne omkring 1965.

Den slovenske filosof mener Slavoj Žižek mener at: You absolutely have to see »The Act of Killing«, og dvæler ved  filmen i en keynote ved Creative Time Summit. Se præsentationen her. Omtalen af »The Act of Killing« starter ved 6:30.

Indiwire sammenligner filmen med Claude Lantzmans holocaust-mesterværk »Shoa«:

More than anything else, however, Oppenheimer’s process calls to mind Claude Lanzmann’s Holocaust epic “Shoah,” as both Lanzmann and Oppenheimer eschew archival footage in favor of letting their subjects actualize past misdeeds in the present. The reenactments provide a chilling closeness that no grainy footage could possibly convey.

Orientering på P1 har haft »The Act of Killing« på programmet:

I 1965 blev ca. 1 million indonesere slået ihjel, fordi de var mistænkte for at være kommunister. Dette folkedrab er dog ikke omtalt i landets egne historiebøger, så da dokumentarfilmen “The Act of Killing”, der netop handler om bødlerne, der begik massemorderne, forleden fik premiere på Toronto-filmfestivalen, udløste det stærke reaktioner i de indonesiske medier.

I 60 biografer den 7. november
The Act Of Killing er en af de film, der giver dokumentarfilmen som genre sin berettigelse. Forudsætningerne for forløsningen af filmens egentlige motiv, der kun sjældent viser sig i selve billedet, er alene instruktørens følsomhed og evne til at træffe de rigtige valg.

Joshua Oppenheimer opfylder disse forudsætninger forbilledligt, og resultatet er en film, som har almengyldighed som beskrivelse af et menneske, der i sin ungdom var i mørkets tjeneste, og som må leve sit liv med en moral, der er forpint af det fortsatte livtag mellem menneske og mørke.

Dette livtag er skildret uden sentimentalitet; alene instruktørens opmærksomhed på detaljen og mennesket foran ham, afslører at der bag de flygtige sprækker i masken, gemmer sig noget frygteligt.

Det er sådan en film, som flest muligt mennesker bare bør se, men dokumentarfilm har desværre normalt et begrænset publikum, og dermed en begrænset rækkevidde.

Det forsøger DOXBIO at lave om på, ved den 7. november at have arrangeret visning af The Act Of Killing i 60 biografer landet over, således at også de gode folk i Klovborg, Nuuk og Stege  får lejlighed til at opleve en en dybt foruroligende film.

Læs mere om filmen og se traileren her.

The following two tabs change content below.
Mikkel Skov Petersen
Overvejende forhenværende og fraværende, men det er da også en start.

Har du noget at bidrage med?