Internetdebattøren og læserbrevsskribenten Bo Warming er fundet død i sit hjem. Warming var kendt som en kontroversiel og til tider ekstremt aktiv debattør på nettet. Han blev i 1998 som den første dømt efter straffelovens § 266b (racismeparagraffen) på grund af ytringer offentliggjort på internettet. Den personlige frihed lå Warming stærkt på sinde. Således var en af hans mange mærkesager at få legaliseret retten til at pisse udendørs.

Man ejer sit liv. Frihed til selvbestemmelse må staten aldrig stjæle”

Sådan lyder det i det, der blev den sidste postering på Bo Warmings hjemmeside

Fredag i sidste uge blev Bo Warming fundet død i sit hjem på Nørrebro. Dermed er der sat punktum for et virke på hovedsageligt internettet, der må regnes for at være blandt de mest kontroversielle, forhadte, omdiskuterede og omfangsrige.

Bo Warming var på mange måder en pioner. Han var den første, der blev dømt efter racismeparagraffen for ytringer offentliggjort på internettet, og han var også tidligt ude med kritik af islam. Ifølge Warming selv var kritikken af islam især affødt af hans personlige erfaringer som FN udsendt til Afghanistan i 1970erne.

Bo Warming var cand.scient. i kemi og underviste i en årrække på Gammel Hellerup Gymnasium. Senere blev han tilkendt førtidspension. Udover sine aktiviteter på nettet stod Bo Warming bag den private sæddonorformidling Sædhjælpsfondet, som han stiftede i 1979. Desuden kæmpede han for retten til hensynsfuld udendørspisning, mens en anden af hans mærkesager var, at den personlige hygiejne hos mange af hans medborgere var overdrevet. Selv introducerede Bo Warming begrebet sengeskidning. En disciplin, hvor han blev i sengen eller sofaen, når han skulle lave stort:

Det har inspireret til, at jeg nu har et lille fladt metalaskebæger i en hundepose og liggende i sengen skides på det, hvorefter posen krænges omkring lorten og dumpes i stort agurkeglas, og når det er fuldt, rystes indholdet ud i haven” (Bo Warming i dk.politik, marts 2005).

Bo Warming var medlem af Fremskridtspartiet, og Mogens Glistrup var hans store forbillede. Med tilladelse fra Mogens Glistrup oprettede Bo Warming hjemmesiden glistrup.com, hvor Warming samlede en række Glistrup-citater. Bo Warming blev ekskluderet fra Fremskridtspartiet blandt andet med henvisning til manglende personlige hygiejne. Ved en lejlighed blev der udøvet hærværk mod Bo Warmings hjem. Ifølge Warming var det aktivister fra det tidligere Ungdomshus på Jagtvej 69, der stod bag hærværket som følge af Warmings politiske overbevisning.

Bo Warmings hjem, der havde karakter af et gesamtkunstværk. 

Korstog mod islam og blufærdighedskrænkelse

I 2002 deltog Bo Warming som en af de meget få i prædikanten Moses Hansen ‘s meget omtalte korstog mod islam på Nørrebro. Et initiativ, der blev mødt af massive protester fra såvel lokale beboere med muslimsk baggrund og autonome voldsmænd. Bo Warming var i 2006 i retten for blufærdighedskrænkelse. Episoden, som Warming endte i retten på grund af, fandt sted 22. maj 2005. Bo Warming havde om aftenen besøg af en række mulige lejere til 1. salen i sin villa på Nørrebro. Ifølge politiet bad han en kvinde med indvandrerbaggrund om at komme igen senere på aftenen og tog imod hende uden en trævl på kroppen fra livet og nedefter.

Bo Warming anså teoretikere som Albert Einstein og Niels Bohr for at være stærkt overvurderede og foretrak en praktisk orienteret opfinder som Thomas Edison. Bo Warming omtalte relativitetsteorien som banal og mente generelt, at universitetsvidenskab er overflødig, da det meste kan klares ved simpel trial and error.

Der afholdes en mindehøjtidelighed for Bo Warming på lørdag klokken 11.00 i Søndre Kapel på Bispebjerg Kirkegård.

The following two tabs change content below.

Har du noget at bidrage med?