Kære Nespresso, kære Nespresso Boutique i Aarhus. Ved I hvad? I kan sagtens slappe af.

Hvid skønhed, rar stilhed og koldt snot

Jeres nye butik er stor og fin og lys. Hylde op og hylde ned med kapselkaffepakker i skinnende farver. Sådan fint sorterede, labert for øjet og det hele. Gulvene er hvide og rene, lyset tilsmiler én med blødhed, og der er — så vidt jeg husker, nu hvor jeg tænker tilbage — en behagelig ro. Ikke nogle dunkende Jack & Jones-rytmer eller skingre Medina-flæb. Allerhøjst et eller andet klassisk, stille og roligt. Ergo, Nespresso — det er rart at være dér i jeres fine Aarhus-Boutique-afdeling.

Det første halvandet sekund.

Så sker det nemlig.

Jeg vader ind fra gaden med min store tunge barnevogn foran mig, min søn har figensnask i mundvigene, og jeg er pakket ind i op til flere lag uld og syntetisk pels. Der er pissekoldt udenfor. Jeg føler mig tung og frossen, og jeg vil lige ind i jeres butik for at snuse til kaffen. Jeg har endnu ikke moneter nok i lommerne til én af jeres eksklusive kaffemaskiner, så jeg vil bare lige kigge — og aflevere en konkurrencefolder, jeg fik stukket i hånden ude på gaden af en smilende teenager. Mit udseende skærer ikke nogen i øjnene; jeg er uhyggeligt almindelig at kigge på. Min septumpiercing stikker måske lidt ud, men det er også det. Jeg er en kold, almindelig dansker i midten af tyverne.

En mørkhåret Nespresso-ekspedient står med det samme lige foran mig. Hun tager imod mig med et stjerneglitrende tandpastasmil og velkommen-arme. Det er der ikke noget i vejen med. Så åbner hun munden, og der kommer ord ud. Her går det helt, helt galt.

Sjældent har man vel hørt folk klage over høflighed? Eller hvad? Men kære Nespresso, det her er præcis, hvad det er: en klage over jeres høflighed.

Jeg er med på, at I er et eksklusivt brand. I har en specifik idé om, hvad jeres image er værd, og hvordan I vil vise verden det. I er kvalitet, I er smag, I er hotte-hotte George Clooney, I er den mest sublime kaffeløsning, man kan tænke sig. Ikk’?

Det er sikkert også derfor, én eller anden universitetsuddannet kommunikationshest har fortalt jer, at ekspedienterne i jeres boutiques bør være ULIDELIGT høflige — for enhver pris. Høflighed er nemlig sådan noget, man associerer med fine folk og prinser og prinsesser og av min venstre arm, så det er perfekt til at understrege jeres himmelske bønne-værdier. Ikk’?

Sagen er bare den, at jeg er ung, snottet og — i øvrigt blot — crazy-glad for kaffe; jeg er hverken for-kendt-til-det-her-sted, i lag med de kongelige eller tudsegammel, så I sælger ingenlunde jeres produkt til mig ved at få en tandpastatøs på tyve til at sige “De” til mig. Det er så himmelråbende unaturligt.

Jeg blev så flov på hendes vegne, og jeg følte mig med det samme forfærdeligt utilpas dér midt mellem alt det hvide, nybyggede kaffeinventar, mens hun entusiastisk forsøgte at kærtegne mine røde ører med flere høflige pronominer. I samtlige af de sætninger, hun sendte min vej, var der inkluderet pronominer i høflig tiltaleform: De, Dem, Deres.

Hør mine bønner

Kære Nespresso, kære Nespresso Boutique i Aarhus

Wake up and smell the coffee. Jeg vil skidegerne bruge penge på jeres produkter, for I laver topnutch kaffe. Men jeg vil aldrig nogensinde nærme mig jeres Nespresso Boutique i Aarhus igen, hvis ikke I lover mig at tage en slapper. Jeg kan forsikre jer: Jeg er ikke alene.

På samme tid som jeg hastigt får presset mig selv og min barnevogn ud af jeres butik, følger to ældre kvinder bag mig. Den ene har en ret stor pels på. Da hun holder døren for mig, hører jeg hende sige: “… men de var godt nok frygteligt formelle.” Hun lagde i den grad trykket på ‘frygteligt’.

I ved godt, vi skriver 2013, ikk’?

De varmeste og bedste hilsner,
Odgaard

The following two tabs change content below.

Odgaard-søstrene

Har du noget at bidrage med?