Dagen efter Iben Thranholms kontroversielle indlæg i Kristeligt Dagblad: Abort og skolemassakre hænger sammen, udtrykte hun målløshed over, at folk ikke ønskede at debattere abort-spørgsmålet, men udelukkende forholdt sig til hendes retorik. Velvidende, at der er en vis ironi i, at Thranholm efterlyser en diskussion om et emne som hun selv udtrykkeligt mener ikke kan eller bør diskuteres, bringer vi her et svar.

Det er vel ikke helt forkert hvis man påstår, at teologen og journalisten Iben Thranholm toppede det retoriske barometer med sit platte og nærmest stupide indlæg i Kristeligt Dagblad. Dagen efter hev hun i land og forklarede, at hendes kritik i stedet var rettet imod samfundets amoralske synspunkter omkring abort. Hun mener ikke, at der er en direkte årsagssammenhæng imellem abort og skyderiet på Sandy Hook. Så lad os hellere forholde os til, hvad Thranholm egentlig havde på hjerte.

Som hun selv udtrykte det, så var polemikken møntet på noget dybere, nemlig samfundets etik:

Vi har en usund og nihilistisk kultur, hvor vi ikke regner et liv for ret meget, og derfor kan det ikke undre, at det ind imellem slår klik for nogen. Vi er ved at miste sansen for, hvad livet er værd. Det er det, der er min pointe. Når man har et moralsk grundlag, der tillader abort, kan man ikke forvente andet, end at nogle mennesker efterhånden ikke længere kan forstå, hvorfor man ikke bare kan tage andre menneskers liv uden videre.”

Thranholm overvurderer den etiske værdi i abort-spørgsmålet, når hun konkluderer at vi ikke regner liv for ret meget”. Forvirringen indtræder for Iben Thranholm, fordi noget sagtens kan være uetisk i sin grundform og samtidig gøre krav på en lovmæssig neutralitet.

Individ eller en klump celler?

De konkrete argumenter for og imod abort kender vi. Det ville være for tungt at bringe dem her i sin fulde udredning. Grundlæggende kan hele problematikken koges ned til, hvorvidt man mener der skabes et individ i befrugtningsøjeblikket. Det mener Thranholm og hendes teologiske ligemænd.

Også helt almindelige hedninge deler samme opfattelse. Faktisk er vandene ret delte. Når der fx undervises i etik på universitet i USA, og man inddrager abort-spørgsmålet, så viser det sig som regel, at 30–40% af de studerende mener, at individet skabes i befrugtningsøjeblikket – og dette er helt uden brug af religiøse begreber og argumenter.

Hvorvidt der er et individ i koalitionsøjeblikket mellem æg og sædcelle, er mest af alt et holdningsspørgsmål, og det gør kernen i debatten særdeles vag. For i virkeligheden er der i befrugtningsøjeblikket blot en klump celler – eller en zygote. Senere udvikler denne udefinerbare klump celler sig til et foster og så til sidst et spædbarn. Problematikken ender i, hvordan man definerer et individ – og her er der desværre ingen absolut fysisk-matematisk definition, der kan hjælpe.

Folk, der ikke tror på individet i koalitionsøjeblikket, mener dog, at individet gradvist udvikles under graviditeten – og fælles og entydigt står vel holdningen om, at individet skabes, før barnet rent faktisk fødes. Altså, de fleste er enige i, at der på et eller andet tidspunkt mellem befrugtning og fødsel kommer et individ, et barn, til verden. De fleste forholder sig dermed hovedsageligt til spørgsmålet om, hvornår dette ’skæringspunkt’ indtræffer – og her mener de fleste at 12. uge er det bedste bud.

Den etiske kompleksitet

Litteraturen inden for abort-spørgsmålet er enorm. Specielt inden for den amerikanske filosofi (analytisk filosofi) er polemikken til at føle på – hovedsageligt drevet af landets religiøse og politiske debat herom (læs evt.: Thomson, Marquis, Noonan, Baker og McMahan). Det grundlæggende ved debatten er som nævnt, at man forsøger at svare på, hvorvidt zygoten eller fosteret er et moralsk subjekt – og dermed et juridisk individ.

For Thranholm er det en selvfølge, at zygoten (og senere fosteret) har juridiske rettigheder – og dermed krav på sit liv. Livet skabes jo i befrugtningsøjeblikket – dette er naturligvis også bekræftet af videnskaben; når æg og sædcelle mødes skabes livet. Så langt har Thranholm naturligvis medhold fra de fleste opinionsholdere og videnskabsfolk. Derfor står det naturligvis klart, at det næppe kan benægtes at abort er et etisk emne.

Men overfortolker vi ikke, hvis vi mener, at zygoten eller fosteret er et juridisk subjekt med deraf følgende menneskerettigheder? Altså, er det ikke en overfortolkning når vi vil fastholde, at vores etiske forpligtelser overfor denne klump celler er så stærke, at det direkte skal sanktioneres og straffes, såfremt vi ikke efterlever dette ansvar?

Grundlæggende er etiske spørgsmål enormt komplekse. Der er sjældent uenighed om, hvorvidt noget er etisk eller ikke-etisk; det komplekse opstår i selve det at tildele noget en højere etisk værdi end noget andet.

Etik er i sig selv absolut, forstået på den måde, at når noget er etisk, så kan det ikke undslippes eller omvendes til noget ikke-etisk. Vi er alle enige i, at det er etisk korrekt at tale sandt – og dermed uetisk at lyve. At lyve vil altså aldrig kunne betragtes som ikke-etisk – selvom man kan forestille sig at en løgn nogle gange kan gøre godt. Dette er sådan set ret uproblematisk.

Det problematiske grunder derfor i noget helt andet, nemlig i det faktum, at vi langt fra er enige om, hvad der går for at være etisk uacceptabelt. Og det er her Thranholm overfortolker. Hvad er f.eks. forskellen på en lille hvid løgn, en svinagtig uetisk løgn, og en decideret strafbar/ulovlig løgn? Tilsammen er alle løgne uetiske, men der er altså grader af den harme, de medfører – og derfor også grader for hvornår vi mener, man bør sanktionere den uetiske opførsel.

Folk ryger i fængsel for finansiel svindel – men man undslipper nemt offentlige sanktioner hvis man ‘blot’ har været sin kæreste utro. Vi kan altså ikke mene, at den uetiske grundform bestemmer sanktionen, det er nærmere værdien af det konkret uetiske der er det udslagsgivende.

Selvfølgelig er abort uetisk

Når en kvinde er vidende om sin graviditet igangsættes en lang række følelser som bl.a. har etisk karakter; herunder ansvarsfølelsen.

I nogle tilfælde er der andre etiske komplikationer som giver graviditeten modvægt, f.eks. hvis moderen ikke kan håndtere en graviditet, hvis befrugtningen ikke er sket i kærlighed, eller hvis pigebarnet er for umodent til at tage sig af sit spædbarn.

Herfra opstår abort som en mulig løsning, på trods af moderens unægteligt etiske forbindelse til fosteret – en afvejning af den bedst mulige uetiske løsning bliver nu kvindens byrde.

Derfor står det naturligvis klart, at abort har etisk karakter, og at abort derfor altid i sig selv er uetisk. Enhver vordende moder føler et ansvar for sit potentielle afkom – og når man via abort vælger at fralægge sig dette ansvar, ja så er handlingen altså i sin grundform karakteriseret som uetisk. Der skal mange indadvendte løgnehistorier til for at komme uden om dette faktum.

Den etiske vægtklasse

Når det så er sagt, så kan vi vel ikke påstå, som Thranholm, at der er tale om barnemord, og dermed noget som bør karakteriseres som en forbrydelse? Godt nok er der tale om et ansvarssvig, men skaden har da intet med rovmord eller henrettelser at gøre?

Hvis man ikke mener der er tale om drab på et uskyldigt barn, så virker det åbenlyst at der kan være andre forhold i problemstillingen som kan skabe modvægt og lade abort være den bedst mulige løsning. Selvsagt er det også, at hvis man mener der er tale om barnemord, så kan abort aldrig forsvares.

Spørgsmålet er blot, hvor mange der mener, at en klump celler er det samme som et fuldvoksent menneske?

I dag forholder det sig således, at flertallet i vores samfund altså ikke mener der er tale om et decideret individ før omkring 12. uge. Og klart står det vel også, at hvis vorherre skal tage et afkom fra os, så vil de fleste nok foretrække, at han tog den én time gamle zygote fremfor vores 6 år gamle datter. Hvilket måske beviser at vi mener det er muligt at værdisætte noget højere end en zygote.

Det er netop derfor Thranholm har ret, når hun siger, at vores samfund har ”et moralsk grundlag der tillader abort”. Flertallet i vores samfund mener ikke, at en zygote eller et foster har de samme rettigheder som et levende, sansende og forstående menneske.  Vi mener selv, at vi og vores elskede er mere værd end en klump celler – men vi påstår samtidig ikke, at zygoten eller fosteret er etisk værdiløst.

Det er her jeg mistænker Thranholm for at begrunde sin harme; hun tror simpelthen, at nogle mennesker ikke anerkender den etiske karakter af abort-spørgsmålet overhovedet.

The following two tabs change content below.
Rasmus Rosenberg Larsen

Rasmus Rosenberg Larsen

Rasmus Rosenberg Larsen er ph.d.-studerende i filosofi på State University of New York. Hans primære forskning omhandler moralfilosofi og psykologi.

Har du noget at bidrage med?