Paywalls og adgang til et begrænset antal artikler per måned er med til at hindre fri udveksling af information. Klikjournalistik, der kun skaffer sidevisninger til annoncører, forplumrer formålet med journalistikken og forværrer relevansen af det indhold, der bliver produceret. Fokus må flyttes til at belønne dem, der producerer godt indhold. Derfor kan du nu belønne de enkelte skribenter for de indlæg, de skriver på DenFri. Og du kan gøre det direkte i indlægget.

Indlægget er en del af DenFris datablog Metadata

Metoden og teknikken står Flattr for. Flattr fungerer i al sin enkelthed ved, at du med et klik på Flattr-knappen i toppen og bunden af hvert indlæg kan tildele skribenten en andel af dit månedlige Flattr-budget. Det kræver naturligvis, at du opretter sig som bruger hos Flattr, vælger dit månedlige budget og kobler dit betalingskort til Flattr. Herefter kan du belønne godt indhold overalt på nettet — altså ikke kun her på DenFri.

Ved udgangen af hver måned fordeles budgettet mellem alt det indhold, du har valgt at belønne. Hvis du f.eks. har et månedligt budget på 100 kroner og kun har klikket på ét indlæg den pågældende måned, får skribenten alle 100 kroner. Hvis du klikker på 4 indlæg, får hver skribent 25 kroner. Hvis du i stedet har klikket på 25 indlæg, får hver skribent 4 kroner, osv.

Beløbet trækkes fra din Flattr-konto en gang i måneden og udbetales til skribenterne d. 10. i hver måned. Der bliver aldrig trukket mere pr. måned, end du har valgt.

Du kan desuden integrere din Flattr-konto med dine konti på Instagram, Vimeo, YouTube og Soundcloud, så ‘likes’ her automatisk tælles som et Flattr og altså ligeledes tæller med i dit Flattr-regnskab. Hvis du vil gøre det endnu nemmere at belønne skribenter, kan du installere små tilføjelser til Firefox og Chrome, så du kan Flattr direkte fra browseren, uanset om der er Flattr-knapper på indholdet eller ej.

Skribenten fremfor mediet

Flattr-knapperne på hvert enkelt indlæg er forbundet med hver enkelt skribents Flattr-konto. Der er ingen central DenFri-konto at belønne.

Dette er et eksperiment. Vi regner ikke med, at nogen bliver rige af det. Vi ved godt, at der skal kritisk masse til, og at der ikke er bredt kendskab til Flattr endnu. Vi ved også godt, at utallige undersøgelser viser, at danskerne ikke vil betale for nyheder. Det kan vi godt forstå, men vi vil gerne eksperimentere med tanken om, at der er et publikum, der gerne vil belønne personer, der skaber godt indhold.

Alt indhold på DenFri er stadig gratis, alle skribenter skriver stadig ulønnet og på skæve tidspunkter, og DenFri er stadig et non-profit projekt i permanent beta-tilstand. Flattr virker aldeles udenom redaktionen, og vi tager ikke procenter.

Kærlig hilsen,
Redaktionen

The following two tabs change content below.
Martin Ingolf

Martin Ingolf

Redaktør af DenFri
Martin Ingolf er tidligere redaktør, skribent, webmaster og strateg på DenFri.

Har du noget at bidrage med?