Palæo, mindfulness, spelt, crossfit.

Alle er de eksempler på zeitgeistfænomener der er (mere eller mindre) oppe i tiden og som mange tager til sig og udforsker. Men hvad bliver mon det næste?

Hjerneorgasme med Orgasmatron

Et bud kunne være ASMR. Autonomous Sensory Meridian Response — måske især i form af ASMR-videoer. Selv bruger jeg i øjeblikket en halv til en hel time hver aften på ASMR-videoer.

Selve udtrykket er en såkaldt neologisme; et udtryk så nyt at man ikke ved om det det bliver udbredt til almindelig brug. Det er betegnelsen for en følelse der, som der står på det engelske wikipediaopslag om ASMR er “a distinct, pleasurable tingling sensation in the head, scalp, back, or peripheral regions of the body in response to visual, auditory, olfactory, and/or cognitive stimuli.”

Den bliver også kaldt brain orgasm, head tingle, hjerneorgasme og flere andre kaldenavne. En af de nemmeste måder at opleve den på er med en orgasmatron, den australske opfindelse, der giver kuldegysninger, øjeblikkelig nydelse og altså ASMR når man får den skubbet ned over hovedet.

ASMR ved musik og lægebesøg

Selv har jeg hele livet oplevet det fra tid til anden, uden at have haft ord at sætte på følelsen. Men da jeg hørte om det, og begyndte at se ASMR-videoer på YouTube, kunne jeg instinktivt og øjeblikkeligt genkende følelsen. Jeg kan selv få det af musik, for eksempel når jeg hører dette nummer af Daniel Lanois (ikke mindst de tindrende smukke akkordrundgange fra 1:33 til 1:48).

Pudsigt nok har ASMR for mig også altid forekommet i forbindelse med lægebesøg. Måske fordi jeg havde en utroligt nærværende, lyttende læge da jeg var barn (og jeg var altså ikke et sygt barn). 

Den følelse af udelt opmærksomhed (den samme man får når man inderligt kysser en anden, får nakkemassage eller ting der er langt frækkere) kan i øvrigt fremkaldes af ting der i denne sammenhæng kaldes triggers. Det er lyd-, lys-, føle– etc, –indtryk, som får hjernen til at reagere med en helt bestemt følelse, der altså kaldes ASMR. Og disse triggers er, foruden en lang række almengyldige stimuli, forholdsvis individuel fra menneske til menneske.

Blandt de mest udbredte triggers er lyden af hvisken, lyden af negle der trommer og lyden af sider der bliver vendt i en bog, men også, hvad der er meget udbredt på YouTube, rollespil hvor man som seer er til konsultation hos en læge (se bare!) — eller på anden måde et rollespil hvor personen i videoen foregiver at give seeren sin udelte opmærksomhed. 

De bedste ASMR-videoer er lavet af kvinder

Jeg vil her afsløre at de for mig bedste ASMR-videoer alle er lavet af kvinder og endda ofte forholdsvis unge kvinder. Min personlige favorit er ASMRAurette, måske fordi hun minder mig om Hilary Hahn? Det er ikke til at sige.

En anden personlig favorit er ASMRAngel.

Der forskes i ASMR af neurologer og andre hjerneeksperter. Ligeledes er der en lille dokumentarfilm på vej om ASMR. Jeg har skrevet lidt frem og tilbage med instruktøren, Kate Mull, og jeg glæder mig utroligt meget til at se den.

Er du også til ASMR? Eller noget helt andet? Hvad bliver den næste zeitgeist?

Gæsteindlægget er skrevet af Jeppe Morgenthaler.

The following two tabs change content below.
Gæsteindlæg

Gæsteindlæg

Skriv til os på denfri@denfri.dk hvis du gerne vil prøve dig frem her eller har tek­ster af sam­funds­re­le­vant karak­ter, som du gerne vil have ud til et større publikum.

Har du noget at bidrage med?