Psykologen fortalte mig om daglejerjobs på arbejdsformidlingen i Tøndergade på Vesterbro. Man mødte op kl. lort med sit skattekort og sad 12–15 mænd i alle aldre og drak kaffe, mens man ventede på at tjene et par hundrede ved noget hårdt manuelt arbejde.

De garvede fortalte om de forskellige jobs de havde haft. 2 dage her og 3 dage der. Vi var en skønsom blanding af alkoholikere som, hvis heldet var med os, kunne se frem til en aften med vin og øl. Måske også lidt mad. Men det var ikke alle mand der fik et dagjob. Man afleverede sit skattekort til kontorlederen og blev råbt op, når der blev ringet ind efter muskelkraft.

Ude på pladserne var der en vis respekt for daglejere. Ofte var jobbet så lortet, at de fastansatte ikke ville gøre det. Det kunne være at tømme en container med tunge kasser eller rengøring efter håndværkere.

Heldet var med mig første gang og jeg skulle jobbe i et fjernlager, hvor de banderolerede importeret spiritus. Jeg havde lidt mønt og tog toget til Albertslund, og måtte gå en kilometer. Der var også til et par morgenguldbajere på vejen.

Lederen anviste mig en plads ved et bånd, hvor man først tømte kasserne med sprut, banderolerede dem og puttede flaskerne tilbage i kasserne. Det var mest unge mænd fra forstæderne der arbejdede på lageret og jeg havde en mand ved hånden som var flink og rar.

En af truckførerne smadrede en palle ind i en jernreol og der gik et par flasker i en karton. Jeg var på pletten og placerede kassen på en stol. Der løb whiskey ud af et hjørne og det blev filtreret af pappet. Jeg holdt en tom colaflaske under kassen og fik den fyldt halvt op. ”Man kan blive fyret” – sagde min makker. Ja, vist så, det var ok med mig.

Ved frokosttid forsvandt alle pludseligt. Jeg tog min colaflaske og fyldte munden. Chefen dukkede op bag mig og sagde: ”Du har måske fundet ud af, at der er frokost?” – MMMMM, svarede jeg og slugte den skarpe Johnny Walker.

Ved fyraften fik jeg udbetalt 254 Kr. og fik mit skattekort retur. Der blev råd til kaffe, mad, chokolade og vin. Serena havde en pause i sit vikarjob, og vi var ofte flade. Tit blev det kun til franskbrødsmadder med ost. Kød var ren luksus.

Der skulle også være råd til hash. Serena mente, at vi havde det bedre hvis vi havde hash, hellere hash uden penge, end penge uden hash.

Vi var unge, smukke og fattige. De andre mennesker der levede i baggården var også fattige. En høj uddannelse var ikke garanti for at kunne leve som real folks og købe de møbler som to indtægter kan. Det var også ligegyldigt. Vi lavede alt selv ud af ingenting og Serena samlede på værktøj.

Og når jeg kom hjem fra et daglejerjob, havde hun været i gang med saven og flikket en kreation frem.

Ikke fordi jeg ikke var bedre til det, under hendes kyndige instruktioner, naturligvis, men det var cool, at hun var så meget mand og havde skamklodser nok til at gå i gang med skærende værktøj.

Et karaktertræk som gjorde hende til overhund – og det havde jeg slet ikke noget i mod.

Hvis det behager kvinder at være bedre end en mand på hans områder, klapper jeg i mine små hænder — og hænger vasketøjet op. Og jeg gider ikke diskutere hvem der skal gøre hvad. Efter mange år samler jeg bare hendes våde håndklæde op fra sengen og hænger det op.

Fuck ligestilling! Jeg er opdraget af rødstrømper og de har lange sorte hår nedad lårene. Det er cool.

The following two tabs change content below.

Andiman

Nyeste indlæg af Andiman (se alle)

Har du noget at bidrage med?