Jeg ville gerne skrive noget om Yahya Hassan — men har vi tid til det? Har vi plads til andet end one liners og endimensionelle årsagsforklaringer? Tid til andet end; Det er samfundets skyld, det er de kriminelles egen skyld, det er forældrenes skyld.

Jeg ville gerne sige, at jeg støtter fuldt op om hans ret til at sige det, han gør, men kan jeg gøre det uden at sige, at jeg er fuldt ud enig i alt, han siger?

Kan jeg sige, at jeg ikke er enig, uden at jeg dermed også siger, at jeg ikke støtter op bag hans ret til at sige det?

Kan jeg sige, at han har ret i, at nogle i den danske etniske underklasse udnytter systemet uden dermed at sige, at alle gør det. Eller kan jeg kritisere hans kritik for at være unuanceret uden dermed at sige, at jeg ikke anerkender hans personlige historie og at den slags finder sted?

Hvis jeg siger, at jeg også har mødt folk der spiller hellige i moskeen, men intet problem har med at hæve førtidspension på trods af, at de er fuldt ud i stand til at arbejde, bliver jeg så også islamofobernes nikkedukke?

Da jeg var på hans alder, var jeg også vred. Jeg var bare vred på systemet. Derfor gav jeg samfundet skylden for alt. De mennesker der støttede mig i det, er de samme mennesker der hader ham for at pege sine fingre i en anden retning nu. Og de mennesker der hadede mig for det, er de samme mennesker der idag lovpriser ham. Men ingenting i verden kan forklares så simpelt. For hvis det er forældrenes skyld så er grunden til, at de er sådan, vel også deres forældres skyld?

Jeg er træt helt inde i kernen af mig. Træt af den polariserede debat. Træt af hvordan en ung fyr som Yahya kan drukne i heppekor af lovprisere på den ene side og kritikere fulde af foragt og had på den anden. Jeg er træt af, hvordan islamofoberne kan bruge ham som et blåstempel for deres racisme, og de vrede unge mænd kan pege deres fingre og ytre deres had og foragt på den anden.

Vi er mange der ikke kan finde ro. Er evige rastløse. For stillet over for valget om enten/eller vælger mange intet istedet for både/og.
Det er apatien der dræner og dræber os. Langsomt. Mens vi venter på bare at kunne være mennesker. Ikke indvandrere. Muslimer. Ghettoperkere. Præmieperkere. Men mennesker.

Men i den her virkelighed af pakkeløsningsholdninger og one liners er der ikke plads. I vil provokeres, og man skal sætte ting på spidsen for, at nogen gider at lytte. Så er alle lige pludselig på. Alle har en mening.

Men sandheden er, at størstedelen af de store kampe bliver taget i stilhed. Det er de lange seje træk der gør en forskel. Det er ikke revolutionsromantiske øjeblikke med alle verdens fotografer, der indfanger hver en fane der bliver løftet over de brændende barrikader.

Men det er let at pege sine fingre og sige det er Vestens skyld. Det er muslimernes skyld. Det er de riges skyld. Det er de fattiges egen skyld. Og det er så usigeligt svært at blive med ved at insistere på nuancerne. For vi har ikke tid. Vi har ofre der skal reddes, og bødler der skal brændes. Og om lidt kommer endnu en sensation og endnu en. Og der vil aldrig være nok tid. Og en twitter tekst kan kun være 147 tegn. Og nyhedsindslaget må kun vare 2 minutter.

Og vi skal koge det ned og det skal kunne fange opmærksomheden på alle os overstimulerede, der kan vælge mellem hele verdens begivenheder og underholdningsprogrammer og facebook-opslag om kager der er blevet spist og nu råber min ven at vi skal ud af døren og der er konstant 10 faner åbne i min browser og 15 samtaler i min indbakke og 7 mails der ikke er blevet svaret og polikere der råber og socialarbejdere der råber og kriminelle der råber og islamofober der råber og alle råber. Og der er aldrig nok tid.

The following two tabs change content below.

Zaki Youssef

Har du noget at bidrage med?