Jeg troede ikke, at man kan blande drømme og virkelighed, som beskrevet af en mani — men det ramte mig, som jeg mindst ventede det. Jeg teede mig som en Jørgen Leth med en hashpsykose, fuckende 20 ungmøer på én gang.

Hvis ikke jeg var blevet svingdørspatient, var jeg død af druk. Min top nice psyk medicinerede mig hårdt, men som hun sagde: ” Andi, det er nødvendigt!”

Hun fixede mig på 5 minutter og i løbet af 2 uger var jeg hjemme igen. Hun afsluttede altid vores samtaler med en joke: ”Vi havde en lille konkurrence om at lave et navn til BBHs nye Intranet — og gæt hvad der vandt 2 flasker rødvin?”

”BBHs Intranet! Ha ha ha.” Så ævlede vi om slik i gamle dage og tog pis på ledelsen.

De fleste andre patienter hadede hende, men jeg gik altid med på hendes plan og jeg betragter hende stadig som verdens bedste psyk. Jeg kvitterede for min behandling med 2 flasker Amarone og da jeg blev sendt videre til en anden afdeling, leverede min blomsterhandler en stor buket til den afdeling jeg forlod. Jeg blev kendt som The Flowergay og Mister Chips’n Tobacco.

Jeg spillede bordtennis med en hypoman og vi var til gas i opholdsstuen. En af de ældre kvindelige patienter, vi kaldte mormor, var vildt manisk og sygt sexfixeret: ”Ja, i tresserne var det kussen på bordet!”, sagde hun. Hypomanen viste sin pik. Senere fortalte hun personalet, at han ville kneppe hende, mens ”Andi stod henne i hjørnet og onanerede!”

En af de yngre modeller strippede og rablede — og al mulig snavs blev bragt til torvs. Der blev med Bukowskis ord: ”Ordentligt stukket fingre op her og der!” Jeg ville såmænd gerne have deltaget, hvis ikke jeg blev så fucking impotent af Seranaseprodukter.

En patient som var læge havde forlagt sit checkhæfte. Jeg nappede to checks, kopierede hans underskrift og fik en asiatisk pige på en åben afdeling til at hæve dem. 2800 lige i lommen. Pigen kastede 20 gram hash op mellem tremmerne på terrassen og kom med penge. ”Tak for lån.” Så var der fest med slik, chips, cola og cigarer.

Jeg dansede til musik fra radioen i opholdsstuen, stiv af Revotril. Min asiatiske forbindelse havde samlet en kæmpe pose og gav mig en håndfuld. Cannabis og Revotril var en seriøs cocktail, men alligevel brænde på mit maniske bål.

En ung chokoladefarvet tøs kom ud af sin hule et par gange om dagen. Jeg spurgte hende, hvilket slik hun kunne lide? Svaret var nougat. Vi stod lænet op af en væg og som lyn fra en klar himmel mærkede jeg liv mellem benene.

En Sosu vi kaldte Detektiven, havde altid et fælt øje på mig — og han visiterede mig, når jeg havde været ude, eller i haven, hvor vi røg på en lille majspibe med banditterne fra 2. sal. Mit trick var at tømme lommernes indhold ud på sengen og stå med klumpen i hånden, mens han tjekkede lommerne.

Det er Sosu’erne der er et problem. Specielt dumme tøser i starten af tyverne. Men hvorfra skulle de også vide noget om psykiatri?

Jeg havde den fordel, næsten altid at få en sød og lækker steg som kontaktperson — og udover grænseoverskridende shit, gav jeg dem krammere — og det er sgu VIP at få lov til det.

Jeg fik købt nougat og sad ved et bord sammen med chokoladetøsen. Vi drak min egen nescafe og min egen juice. Detektiven havde øje på mig fra kontorets indgang. Men hvordan skulle han knalde mig for usædelighed?

Han kunne jo ikke læse mine perverse tanker, men han kunne se dem.

Derfra hvor han stod, kunne han bare ikke se, at jeg sad med en ståpik under bordet!

The following two tabs change content below.

Andiman

Nyeste indlæg af Andiman (se alle)

Har du noget at bidrage med?