Indrømmet, man bliver afhængig af at blogge. Man ligger i sin seng og tænker på en formulering af en kommentar til en medblogger. Og man drømmer om mennesker man aldrig har set. Jeg har det med at drømme kommentarer, det rene volapyk, med udflydende tekst.

Der er visse pligter der træder i baggrunden, såsom opvask, vasketøj, rengøring og andre sure ting,  som er en del kedeligere end at blogge. Dog har jeg på FB mødt folk, som er knap så spændende som min opvaskemaskine. Bloggeriet kan tage overhånd og man må på afvænning. Bloggen er også en tidsrøver, for der skal jo være tid til opvask osv.

Jeg har opdelt min tid ved computeren i 2 dele. En del skrivning og en del blogging. Og når tiden løber fra en, lukker man bare ned. Det er vigtigt med periodevis nedtrapning, ellers lever man et pseudoliv og har kun venner på bloggen. Som også er pseudo, da man ikke kender dem i virkeligheden. Og jeg skal da lige love for, at mennesker kan fremstå som de rene englebasser på bloggen, men skide dumme svin IRL.

Det har noget at gøre med den indre censor. Folk tegner et rosenrødt billede af sig selv på bloggen, det man kan kalde deres alter ego — som med garanti er mere sympatisk, end de er IRL. Jeg blev opmærksom på det, da Pateren og jeg mødte flere bloggere i Jylland. Indijaneren var skide sjov på bloggen, men et fordrukkent dumt svin IRL.

Med denne erfaring i bagagen, har jeg ikke rigtig lyst til at møde bloggere IRL mere, med enkelte undtagelser. Hvis man har samme interesser, er der et incitament for at mødes over disse interesser.

Jeg rykker lidt fra gennemsnittet af dumme svin, da jeg er anonym – og mit alter ego; Andiman, er en perfid stodder med en bizar, syg humor. Jeg behøver det ikke, men somme tider skriver jeg den skinbarlige sandhed om mig selv, primært her på DenFri. What you see, is what you get. Og alligevel ikke. Det er det sværeste i livet at skrive sandheden uden at lyve. Sådan er virkeligheden også; den ene løgn tager den anden med.

Ingen ved deres fulde fem vil indrømme, at de lyver og bedrager, men nu har jeg skrevet det og sådan er det. Jeg lyver og bedrager, springer over hvor gærdet er lavest – og er plat og egoistisk.

Men jeg har da ”mødt” nogle rene sociopater på bloggen. Her tænker jeg på stalkere og velskrivende trussetyve, som sender pikbilleder til uskyldige pigebørn. Jeg ville f.eks. aldrig sende et pix af min egen diller – jeg er jo anonym.

Bloggen er også fyldt med selvpromoverende spader, der vil sælge suspekte kurser, eller endnu værre; politik. Og man må sige, at FB har et kundegrundlag, hvis man kan markedsføre sit produkt.

Det var en lettelse at blive bannet på FB, sikke en masse tid jeg fik til at overveje virkeligheden som alternativ. Jeg måtte æde abstinenserne med et kig hist og pist på WP og andre steder. Det var dog en stor dag, da jeg igen kunne få mit daglige FB-fix.

Det er mindre vigtigt, hvad man skriver, bare man får respons. Det er det som bekræfter ens identitet på bloggen. Det er ikke nok at blive læst, der skal være en dialog. Hvilket også er meningen med Blogskolen. Og i den forbindelse vil jeg opfordre folk på DenFri at skrive en kommentar til det man læser. De fleste indlæg har ingen kommentarer, selvom de har 100 likes. Tænk lige lidt over det.

DenFri er lige mig. Korte indlæg med et twist i enden. Lidt som reklame-tv, små bidder ad gangen. Man kan nå at læse mit shit på den tid det tager kaffevandet at løbe gennem maskinen.

I gamle dage på EB-blog var vi en del stave-nazier, det har jeg slet ikke set på FB. Der er plads til alle, også de ordblinde og de som nægter at bruge punktum og komma. Nu gik jeg i skole da man havde grammatik på skemaet – jeg vil ikke sige, at jeg altid sætter kommaet rigtigt, men der er vist kommet nye regler på det område, så jeg mixer det lidt. Jeg bruger også semikolon og kursiv.

Der er folk der skriver røven ud ad buksen, men ikke har flair for tegnsætning — og der er folk der kan det shit, men skriver mindre spændende ting.

Jeg vil da gerne hjælpe med lidt korrekturlæsning og opsætning. Bare drop mig en besked på FB.

Udover, at jeg har en skriveklub, prøver jeg at lokke et smil frem – men jeg kan jo ikke se det smil, med mindre i sætter en smiley på. Og det smil er det vigtigste for mig. Sæt en smiley på, hvis du er enig.

Tjek min ”Writers Kinky Club Bizarre, Extra”FB – vi mangler tekster med et twist.

Indlægget er en del af DenFri’s Blogskole.

The following two tabs change content below.

Andiman

Nyeste indlæg af Andiman (se alle)

Har du noget at bidrage med?