Hvad vil du? Hvad har du lyst til? Disse spørgsmål burde være de nemmeste at besvare, men de volder gerne stort besvær.

”What do you want?” spørger Ryan Goslings karakter frustreret fire gange i træk i en efterhånden berømt scene fra filmen ”The Notebook” (2004). Den romantiske modpart ved det simpelthen ikke. Selvom filmen er tænkt som en klassisk tåreperser, er netop denne scene et fint billede på et grundlæggende problem for både den såkaldte Generation Y og dens efterfølgere: Kan man da ikke længere stole på begæret?

Når man taler om Generation Y – født mellem slutningen af 70’erne og midten af 90’erne, altså børnene af the Baby Boomers – følger et hav af bebrejdelser automatisk med. Man blev stillet hele verden i udsigt, og realiteterne kunne ikke leve op til de skyhøje forventninger. Selvfølgelig måtte det skabe denne Generation Mig Mig Mig. Bebrejdelser kommer vi imidlertid ikke langt med.

Det gør vi til gengæld med lidenskab. Eller hvad? I en artikel i Harvard Business Review, Solving Gen Y’s Passion Problem, satte man sig for at analysere hyppigheden af sætningen ”follow your passion” i diverse medier og bøger gennem tiderne. Heraf kunne man udlede, hvordan den først i 1990’erne begyndte at tage til i popularitet for så at blive en dominerende faktor op gennem 00’erne i en jobkontekst.

Lidenskaben er ikke et problem. Det er verbet derimod i denne forbindelse: at følge. Det kræver nemlig, at man i første omgang identificerer en lidenskab, hvorefter man opbygger en idé om noget meningsfyldt. Med lidenskaben som drivkraft er det derfor en ufravigelig forudsætning og forventning, at man selvfølgelig elsker sit job fra første dag. Man følger sin lidenskab, men man bliver konfronteret med noget ganske andet eller måske blot aspekter af denne lidenskab, og frustration sætter ind.

Lars von Trier og nysgerrigheden

Den 25. december havde Lars von Triers Nymphomaniac premiere. I filmen sætter han sig for at udforske grænserne mellem begær, vellyst og behov. Nysgerrigheden synes oprigtig, og der er da også opstået et større behov end nogensinde før for at forstå disse impulser og begreber.

Næsten al omtale af drifter er baseret på en udforskning af det ubevidste, hvorfor adgangen til viden herom per definition er noget på én gang uudtømmeligt og spekulativt. Af samme grund er nysgerrigheden så meget desto større, og der er dermed ingen grund til at tro, at dette – så at sige – begær efter viden om begær skulle være en moderne tanke.

Det offentlige rum har oplevet en markant seksualisering igennem de seneste årtier gennem reklameindustriens udnyttelse af selvsamme uudtømmelige nysgerrighed. Det synes her ganske nærliggende at citere løst fra Horkheimer og Adornos ”Oplysningens Dialektik”: Vi bliver narret til at tro, at vi er selvstændige subjekter med adgang til kulturindustriens mange objekter, hvor vi i virkeligheden er objekter for kulturindustrien. Hvad er vilje, og hvor er det frie valg?

Målet er naturligvis ikke at fordømme seksualiteten per se; puritanismen og nypuritanismen har ikke ført meget godt med sig, og undertrykkelse er som bekendt ikke just lig med respekt for individet – i hvert fald ikke hvis vi skal kunne agere som rationelt tænkende subjekter, der også har drifter.

Vil jeg nu til at fortælle læserne af DenFri, at vi ligger under for reklameindustrien? Nej, det ved vi godt. Mener jeg, at det plejede at være bedre? Nej, for så længe siden er det trods alt heller ikke, at vi måtte ty til køller.

Filosofiens begær

Men begær er andet og mere end blot seksualitet. Så hvordan skal vi overhovedet forholde os til konceptet om begær? De gamle grækere skelnede mellem to dialektiske livsopfattelser: den dionysiske og apollinske. Groft sagt drift og rationale. Vellyst og besindighed. I det elizabethanske verdensbillede – som illustreret igennem flere af Shakespeares værker – var ”reason” måske over ”passion”, men det handlede om at finde den perfekte balance.

Lad os for en kort bemærkning lade lidenskaben bygge bro. Som tidligere antydet kan man være begærlig efter viden. Rationale og refleksion bygger begge på lidenskab, og filosofi betyder som bekendt ’kærlighed til viden’. Der er heller ingen grund til at tro, at begæret indgår i en evigtgyldig forening med konceptet om synd; de fleste viser sig i øvrigt i sidste ende at begære idéen om en monogam forbindelse. Tosomheden begærer vi også.

Frugtbarhedsritualer og fallosdyrkelse: Vor kulturelle fortid fortæller os meget. Seksualiteten i samfundet er ikke en ny opfindelse. Alligevel lyder det efterhånden både forstokket og fortærsket at sige, at vi lever i et hyperseksualiseret samfund. Det gør det dog ikke mindre sandt. Så hvori består da problemet?

Kulturelt begær

I litteraturen sælges lægeromaner stadig i stort tal, og 50 Shades of Grey havde et rekordstort antal læsere trods en generelt kritisk anmelderskare. I fjernsynet undgår man næppe at bemærke en tilbagevendende reality-serie på TV3 om unge, kåde mennesker, som akademikere må lede efter grunde til at kunne se med en såkaldt ironisk distance.

Og hvad så? Er vi ikke voksne mennesker, der kan håndtere den slags? Den store udfordring ligger i dét, vi kan karakterisere som ”kulturelt begær”: Hvad der fremstilles som idéer om objektiv skønhed, æstetisering gennem den seksuelle diskurs, forventninger fra reklame– og pornoindustrien, mediernes mulighed for at fange flere ved at tale til drifterne mm. Med andre ord: hvad man bør kunne lide. Hvad man bør begære.

Et paradigmatisk eksempel herpå afspejles i jargonen i de mange magasiner, der proklamerer: ”Dem skal du holde øje med i 2014”, ”Gå ikke glip af disse fester”, ”Sådan skal du se ud på din vinterferie” etc.

Det (sen)moderne er for mange kendetegnet ved forvirring som livsbetingelse. Her burde man altså i det mindste kunne stole på begæret som den personlige instans, der ikke ligger under for den samme forvirring, som gør sig gældende for rationalet og bevidstheden. Det kulturelle begær synes imidlertid så svært at sige sig fri for, at man kan blive konfronteret med en fundamental mistillid til sig selv. Dette tillidsbrud baner vejen for det ultimative selvbedrag. Hvad vil jeg? Hvad vil jeg have?

Oprigtigheden

På dansk har vi ikke en konjunktivform som eksempelvis tyskerne eller italienerne. Danske turister kommer gerne til at bestille en kaffe ved at proklamere ”ich will einen Kaffee” og ”voglio un caffè”. De vil have. Korrekt havde naturligvis været hhv. ”ich möchte/hätte gerne…” og ”vorrei un caffè”.

Det gør os hverken ubehøvlede eller uhøflige. Det afspejler heller ikke unikke, nationalt betingede standarder for fundamental tvivl i kølvandet på det kulturelle begærs indtog. Men der er netop behov for at distingvere: hvad vil vi (gerne) have, og hvad har vi lyst til? Hvad har vi behov for, og hvad begærer vi?

Medens alle har travlt med at patentere det ”autentiske”, bør vi her tale om en oprigtighed, der er på spil. Hvem er vi, og hvad kæmper vi for?

Verden kan gudskelov ikke opdeles i en dualisme, om vi så kalder den dionysisk/apollinsk eller passion/reason. Men alt handler om balance. Vi bør stræbe efter at leve et oprigtigt liv, og her er opstået et endnu større behov for forståelse af noget af det mest grundlæggende i mennesket: begæret. Må jeg spørge dig, hvad du virkelig har lyst til?

Gæsteindlægget er skrevet af Martin Hjorth Frederiksen, cand.mag. i Æstetik & Kultur.

The following two tabs change content below.
Gæsteindlæg

Gæsteindlæg

Skriv til os på denfri@denfri.dk hvis du gerne vil prøve dig frem her eller har tek­ster af sam­funds­re­le­vant karak­ter, som du gerne vil have ud til et større publikum.

Har du noget at bidrage med?