Der boede en tøsedreng på Grækenlandsvej.

Hans far havde slanger. Levende, sorte og tykke. Hans mor havde ingen set. Bente med tænderne fra frivillig grafik om tirsdagen sagde, at slangerne havde ædt hende efter et forældremøde i børnehaven engang. Det var sådan noget, ingen talte om. Det med slangerne. Og forældremødet.

Det var nu ellers Xenia, der vidste besked. Hun var også 14 år og havde Fame på vhs, som hun under ingen omstædigheder lånte ud. Og slet ikke til Emil. Hvis Emil havde lånt noget, blev det altid væk.
”Hov,” sagde han.
Men væk var det.
Jeg lånte ham tit noget, min søster havde lavet.
Hov.
Og væk var det.

”Se,” sagde Xenia, der selv havde klippet sit pandehår. ”Se. Det er en rigtig tøsedreng.”

Morten, som jeg gik til teater med og havde en mor, der arbejdede på et bibliotek i Vanløse, rynkede på næsen og sagde, at man ikke skulle sige tøsedreng på den der måde.

Xenia var ligeglad. Hun boede sammen med sin far i Urbanplanen. Faren havde en æske kondomer i sin skuffe med sokker. Xenia talte dem, når hun havde været hos sin mor. Så vidste hun, hvor mange gange, han havde bollet, mens hun havde været væk.

Morten var ikke politisk korrekt. Det var slet ikke opfundet på det tidspunkt som noget, man kunne være. Han var bare en buttet dreng fra forstæderne, der ikke syntes, man skulle drille andre mennesker, fordi han selv hele tiden blev drillet. Han havde gået på otte skoler allerede, selvom vi kun gik i 7. klasse.

Jeg havde kun gået på tre.

”Typisk tøsedreng,” sagde Xenia så igen og pegede, da vi lå der bag en hæk og udspionerede ham. Ham der tøsedrengen med en far med slanger, der åd kvinder, der gik til forældremøder.

”Ser de sådan ud?” spurgte jeg, fordi jeg ikke rigtigt anede noget om det. Jeg vidste mest noget om fugle. Og om, hvem der havde kysset Steven Carrington mest i Dollars. Det var hende der med det brune hår, den sæk!

Det svarede Xenia ikke på. Hun gjorde sådan et smæld med læberne, så der ligesom ikke var mere at komme efter. Det var der heller ikke. Hun havde nemlig bøjle på. Togskinner, som det hed.

Min kusine sagde, at hele DSB kunne bo i kæften på hende.
Så græd Xenia og sagde, at hun ikke var sådan en, der bollede udenom, når hun havde fast fyr på.

Så sagde min kusine, at hun heldigvis ikke var sådan en borgerlig, konservativ Poul Schlüter-lort fra Urbanplanen, der sad med samlede ben, nu da denne verden – primært Røde Mellemvej – var proppet med muligheder for noget sjovt.

Og så sagde Xenia ikke noget.
Min kusine havde vundet. Hun vandt for det meste i de konkurrencer.

”Se,” sagde Xenia igen og gjorde et ryk med hovedet.
Det lignede de ryk, min søster gjorde, når hun gik i krampe. Det sagde jeg ikke noget om. Jeg kiggede bare i stedet.

Det var som om, vi havde historie. Vi var bare sluppet for museet. Og Kirsten med hinkeruderne og fjeldræven på ryggen, der gik rundt og så meget optaget ud, når der lå en eller anden sten i et akvarium, som rundt regnet var fundet nogenlunde samtidigt med, at Lise Nørgaard blev født. Nu kunne vi ligge her på Grækenlandsvej hos Kanin-Buster (der avlede på livet løs) og ved selvsyn se på sagerne, der med tiden ville glide over i det historieløse.

Morten fes.
Xenia hev efter vejret.
Jeg klappede en myg.
Men først og fremmest så vi på ham. På ham der tøsedrengen.

”Han havde taget sin afdødes mors kjole på,” sagde Xenia og fik det til at lyde meget uhyggeligt. Som sådan noget med pejlevogn og de gule plader.

”Ja, det ligner det i hvert fald, at det er,” gispede Morten og kløede sig på et sted, som jeg gerne ville klø. Hvis jeg måtte.

Kjolen var rød og varm af solen. Og tøsedrengen gik rundt i baghaven og sang helt vildt højt. Det lød som Schweiz i melodi grandprix.

Jeg kunne egentlig meget godt lide det, tænkte jeg. Men sagde det ikke højt. Men hvis jeg nu havde været Linda Hansen og haft min egen knallert og selv kunne få børn, ville jeg gerne giftes med ham der tøsedrengen og bo i et gult rækkehus på Cypres Allé og få grønne fingre og sidde i en hjørnesofa hele lørdagen og hygge mig, mens lørdagskyllingen hyggede sig i ovnen og tøsedrengen og jeg drak saftevand, mens vi kiggede på os selv i det ovale spejl i entreen og det vi så, var os som den der lykkelige familie, ingen endnu havde oplevet at være en del af, men som alle havde hørt om. Eller set i Familiejournalen, hvor de primært var affotograferet i Vestjylland med hår, der stod i høj søgang og med tænder som noget, der var delt ud på en dag, hvor Gud havde været optaget af andre ting.

Der duftede for resten også i tøsedrengens have.
Xenia sagde, at det rev i næsen.
Morten sagde ikke noget. Han lød bare som en hvalros.
Det var lupiner, tænkte jeg. For den duft kendte jeg fra min mormors have.

Nu lå tøsedrengen på havebordet og gjorde sig til. Det gjorde man jo, når man var Schweiz. Nu spredte han benene og skrålede et eller andet, der lød som den der lyd, heste siger, når de skider.

Xenia fnøs.
Det samme gjorde Morten. Der kom noget med ud.
Jeg pegede på det.
Morten tørrede det væk.
Så fnøs Xenia lidt højere og mere effektfuldt og sagde igen som de der heste, der skider på Amager Fælled.

Det var sådan nogle heste, Jan og Lisbeth havde. De havde også et fadølsanlæg i deres køkken. Det sidste ville jeg også gerne have, når jeg blev voksen.

”Vi kan jo ikke ligge her hele dagen,” sagde Xenia så.
”Nej, så falder vi i søvn,” sagde Morten.

Xenia så ondt på ham. Som om, det var kedeligt, det her? Det var altså livet, der her? Og hun havde selv fundet frem til kendsgerningerne og havde påpeget dem. Lige her. Midt i virkeligheden. På Grækenlandsvej.

”Skal vi skride?” spurgte Morten og rettede på sine bukser, så de ikke krøb så meget op bag i. Det gør bukser altid, når man ligger og glor på tøsedrenge i græs, der ikke er hø, men som vokser helt vildt hos en, der faldt bagom dansen, og som i stedet blev nødt til at avle helt oprigtige kaniner, hvis han skulle have bare den mindste chance for at få en bod på Kaninmarkedet nede på 5-øren.

Jeg nikkede ikke.
Xenia så på mig.
Morten tørrede igen næse. Den løb. Han havde også udviklet noget allergi.
”Skal du da ikke med?”
”Mig?”
”Ja, dig. Skal du ikke med?”
”Hvad skal vi da?”
”Ikke noget.”
”Altså bare ikke noget?”
Morten smilede. Han elskede det der med, at man ikke skulle noget. Men han var jo også fra Vanløse.
”Skal I den vej?” spurgte jeg så, da vi stod ude på vejen.
Xenia nikkede.
Morten begyndte allerede at gå.
”Jeg bliver,” sagde jeg så.
”Hvad?” Xenia så altså virkelig uheldig ud med det hår.
Morten sagde som en sav. Der var noget med hans tænder. Og overbidet. Kombineret med alle de der allergiske reaktioner, selvfølgelig.
Jeg sagde det igen. At jeg blev.
”Her?”
Jeg nikkede.
”Men det er jo et hul i jorden.”
”Det er Amager,” sagde jeg. Det var nok det samme.

”Hold kæft, hvor er du blevet underlig her på det sidste,” læspede Xenia så og hoppede op bag på Morten, der ellers troede, de skulle trække, men nu måtte sætte gang i pedalerne, fordi Xenia sagde, at den hed grillbaren nede på Øresundsvej og Flæske-Kælderkolde-Lones fedtede pomfritter nu! Det kunne ikke gå hurtigt nok.

Så hvalpede Morten af sted med uheldige Xenia bag på.
Jeg stod og kiggede efter dem.
Det var sådan en dag, hvor solen ikke skinnede ordentligt. Og det hele tiden lignede, at helvede brød løs.

Når helvede brød løs, væltede det ned. Når det regner på Amager, får man altid en smag af kviksølv i munden. Det må være fra flyvemaskinerne. Det er ligesom, man har spist det der yderste af termometeret, inden det er vasket af og har været alle mulige steder henne, fordi flere fra familien den dag havde lagt sig med noget, ingen anede, hvad var, men som alle ikke var det mindste i tvivl om, at det i den grad smittede.

Jeg sank.
Smagen af kviksølv og numse kunne jeg godt lide. Det kan jeg stadig.
Og da de var væk, gik jeg ind i haven til tøsedrengen.

”Hej,” sagde jeg, da jeg kom om i baghaven.
Tobias så op og grinede.
”Hej Tomas.”
”Har du selv med eller vil du låne?”
”Jeg vil helst låne,” sagde jeg, fordi der var ingen som Tobias i forhold til kjoler. Han havde bare alt.
Så lånte jeg en gul og en lilla.

Og vi sad hele dagen den dag i baghaven og grinede i et par flotte kjoler, som engang havde passet den kvinde, der havde været mor for Tobias og sagt til ham, at hvis en ulykke rammer, bærer du altid bare en flot kjole. Så kan ingen se det på dig. Den ulykke havde vist nok været Tobias. Engang. Og den var hun så død af.

Nu sad vi her.

Og da det begyndte at regne, hentede vi bare de der yndige sjaler af plastic, der fik os til at ligne villatelte og gik rundt som små italienske høns, der åd hønsesalat, og grinede med stemmer, som ikke engang Yvonne fra Olsen Banden kunne gøre bedre.

”Hvis bare de kunne se os nu,” sagde Tobias hele tiden.

Og det var det, der gjorde det ekstra godt. Og farligt. For jeg vidste jo, at det var der måske nogle, der kunne. Og et eller andet sted, ønskede jeg det af hele mit hjerte. Jeg ville så gerne findes. Dengang. Men jeg blev bare hele tiden væk.

Det var som om, der var en, der havde lånt mig ud til Emil.
Og pist væk var jeg.
Pist væk.

The following two tabs change content below.
Tomas Lagermand Lundme

Tomas Lagermand Lundme

Tomas Lagermand Lundme er forfatter, dramatiker, billedkunstner og skribent. Har blandt andet skrevet om forhud, rindalisme og katte.
Tomas Lagermand Lundme

Nyeste indlæg af Tomas Lagermand Lundme (se alle)

Har du noget at bidrage med?