På den allerværste dag at læse aviser, den 1. april, begik en 40-årig mand selvmord ved at overhælde sig selv med benzin foran Brøndby Rådhus. Manden blev kørt til hospitalet, hvor han døde kort efter.

Isoleret og strengt juridisk set er der alene tale om et selvmord, og sådan betragter poltiet da også sagen: Et selvmord der kan henlægges som fuldt belyst. Den sure pligt med at underrette familien blev sidste politiopgave i den sammenhæng.

Tilbage står nogle sparsomme nøgne kendsgerninger:

Manden havde været inde på kommunen for at tale med en sagsbehandler, og han går direkte fra sagsbehandleren og ud på p-pladsen, hvor han omdanner sig selv til en fakkel.

Da manden kort efter erklæres død, er historien også forsvundet fra samtlige medier i Danmark.

Ingen nogenlunde uddannet journalist burde lade sådan en sag ligge: Der er det temmelig sensationelle i, at man for første gang i Danmark oplever et menneske tage sig eget liv ved at overhælde sig med benzin og tænde. Da Jan Palach gjorde det i Tjekkoslovakiet blev der skrevet om det i årevis, og billedet af hans brændende krop blev vist igen og igen.

Det samme skete for de vietnamesiske munke, og vi hørte meget om grønthandler i Tunis, den 26-årige Mohamed Bouazizi, der senere blev martyr og var årsag til jasminrevolutionen.

I Danmark dør historien, og formaster man sig til at spørge i Brøndby Kommune, for at få hændelsesforløbet, uden personoplysninger, kaldes man svin og idiot af de ansatte på borgmesterkontoret. Spørger man borgmesterens kontorfolk om de helt kan afvise en sammenhæng mellem de stramninger regeringen har indført overfor syge, arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere, bliver tonen særdeles personlig og aggressiv.

Kommunernes Landsforenings formand står ustraffet frem og siger, at det er godt at kommunerne spekulerer i at spare ved at fejlbehandle og forsinke sagen så længe som muligt. Når den slags sker er det meget nærliggende at tro, at det selvmord, der aldrig burde være sket, og som slet ikke burde være tiet ihjel, har en direkte sammenhæng mellem den behandling kommunen giver borgerne og den yderst desperate handling.

I forvejen er selvmordsraten stigende i Danmark. Man kan læse temmelig meget om trafikdrab, og om hvordan vi “kan gøre noget”. Der indføres hastighedsbegrænsninger, overvågning og højere straffe, mens der intet gøres for at forhindre selvmord. Besynderligt, når man nu fra statens side bekymrer sig så meget om liv. For i forhold til antallet af trafikdræbte er der 30% flere, som dør for egen hånd, (og det er endda tal fra 2001).

Man kan ikke sige med sikkerhed, at der er en sammenhæng mellem det liv samfundets svageste udsættes for og mandens selvmord. Mest af alt fordi, ingen af de der ved noget vil svare.

Der er andre selvmord, selvmordstanker og selvmordsforsøg i forbindelse med de forringelser som den så længe ventede socialt ansvarlige regering har indført i deres korte tid ved magten. Den socialt ansvarlige regering, der viste sig at være endnu mere kynisk og menneskefjendsk end liberalisternes dekade med uindskrænket magt.

Selvmord er tabu, og i pressen er der en berøringsangst over for emnet. Man frygter, at omtale af selvmord, vil føre til flere selvmord. Det samme frygter Center for Selvmordsforskning, og det er da reelt at have den frygt, formoder jeg. Men så skal man vel heller ikke skrive om mennesker der begår mord, kører over for rødt eller stjæler af kassen. Det kan jo brede sig.

Vi har sandsynligvis at gøre med berøringsangst i stedet, og den berøringsangst trænger til en rystetur. Trods alt står vi i en situation og midt i et samfund, hvor de mest berørte, de hårdest ramte er overbeviste om, at selvmordet i Brøndby skyldes regeringens politik, og samfundets ligegyldighed.

Jeg har ikke den fjerneste anelse om, hvorvidt Brøndbymanden protesterede, men lad mig gætte lidt videre. Manden har bevæget sig fra hjemmet. Medbragt en lighter og benzin i rigelig mængde. Han har talt med en sagsbehandler. Umiddelbart efter sætter han ild på sig selv. Medierne og rådhusets folk har omtalt væsken som “tændvæske”, selv om de første meldinger var benzin. For at få flammer og varme nok til at dø af det og til at smelte skoene ned i asfalten skal der formodentlig mere væske til end blot en lille flaske benzin til en Zippo-lighter. Han har formodentlig ventet ét svar og frygtet et andet.

Der er altså tale om lang tid til at fortryde selvmordsønsket. Han henvender sig endda til kommunens ansatte forud, og man må formode, at der kunne være sagt eller gjort noget, som ville fjerne eller mindske hans desperation. Vi ved heller ikke om han truede med at brænde sig selv, og vi ved ikke om der er et afskedsbrev… Vi ved heller ikke om han blot gav op, hvorfor han gav op. Vi ved ingenting om ham.

Hvad jeg ved er, at jeg har fået disse ord fra en sagsbehandler i min sag: “Der står i loven, at vi skal blive ved med at afklare dig, med mindre du begår selvmord”. “Afklaret” er sagsbehandlersprog for: Vi skal blive ved med at udsætte din sag til du enten dør eller på anden måde giver op. Sådan tilsidesætter (nogle) sagsbehandlere al vejledning og vurdering fra psykiatere, psykologer og læger, fordi den ansvarlige minister giver dem lov, og endda tilskynder det, selv om Mette Frederiksen personligt mener, at det ikke hænger sådan sammen.

Hver eneste selvmord må formodes at være et for meget, og når selvmord ikke skyldes uhelbredelig sygdom med store smerter, synes der at mangle noget hjælp. Hvordan kan man som menneske miste så meget af sin livslyst, at man opgiver alt, og endda på en måde, som jeg formoder, må være yderst smertefuld?

Tør regeringen, Brøndby Kommune, sagsbehandleren eller nogen anden sige, at denne mand havde begået selvmord efter et (formodet) afslag på hjælp, selv hvis han havde fået det han ville, selv hvis vi havde haft en anstændig socialpolitik?

Jeg har læst om trafikofre, som har fået så dårlig og umenneskelig behandling, at selvmord var deres eneste udvej — i deres øjne, og som offer i systemet har jeg selv haft tanken om total værdiløshed med en svag trodsighed tilbage, som kunne være det, der fik mig til at tage strikken.

Trods alt er mennesker i nød regnet for det rene affald i det danske system, og dem der skal hjælpe de svage bruger størst energi på at knække de svage helt. Det er kendsgerninger, der ikke kan løbes fra. Det er kendsgerninger, som kun få vil tale om.

At koble Brøndbymanden på min personlige desperation er allerede blevet kaldt usmageligt og misbrug af en ulykkelig skæbne for at fremme min egen sag. Nuvel, det er da også nemmere at give mig et rap over fingrene end at forsøge at finde en årsag til selvmordet.

Vi vil hellere sparke budbringeren ned end nedbryde det system, der nådeløst maler menneskeliv til affaldsprodukter.

Jeg tror ikke på, at der vil blive begået flere selvmord, ved at lade samfundet vide, hvorfor Brøndbymanden begik selvmord. Jeg tror, at vi kan undgå flere selvmord, ved at finde årsagen, (hvis min teori er korrekt) fjerne årsagen til den voldsomme desperation.

Min formodning er at ved at tale åbent om selvmord, selvmordsforsøg og selvmordstanker, kan vi forhindre mange flere selvmord.

The following two tabs change content below.
Johnny Larsen

Johnny Larsen

Johnny Larsen er uddannet journalist, manuskriptforfatter, instruktør og selvlært på en lang række andre områder. Han har en baggrund som forfatter, librettist, foredragsholder, fotograf, bladudgiver og sangskriver. Han er født i 1952 og fra den tid, hvor man opdelte folk i hånd og ånd. Johnny blev vejet og fundet for dum til skolegang, og har fra sit 14. år været fuldtidsarbejdende. Hans arbejdsliv er gået fra arbejdsdreng, over maler, sømand, fisker, chauffør, pædagogmedhjælper og meget andet, indtil han blev havnearbejder. Efter 17 år uden for skolesystemet og med en ødelagt ryg søgte han ind på Danmarks Journalisthøjskole, hvor han blev optaget i første forsøg. Siden da har han levet som skrivende, og er i dag arbejdsløs.
Johnny Larsen

Nyeste indlæg af Johnny Larsen (se alle)

Har du noget at bidrage med?