I kølvandet på al den opmærksomhed, der blev skabt omkring Marius, var vi lige ved at gå glip af debatten om de større og mere interessante spørgsmål.

Ja, det er endog blevet overflødigt at understrege, at der er tale om en giraf. Dette særlige forhold skyldes dels den massive opmærksomhed omkring aflivningen, dels hvad debattører – herunder den velformulerede Lasse Jensen – kalder disneyficering; ved at navngive dyr skaber vi en tæt relation, der gør konceptet om deres dødelighed vanskeligt at begribe.

Debatten kom imidlertid hurtigt til at skabe en polarisering, der ikke åbnede op for mere spændende debatter: fra den ene side – særligt de angelsaksiske lande – hørte man voldsomme fordømmelser. Fra den anden side gik man mere faktuelt og komparativt til værks i debatten, og Zoologisk Haves videnskabelige direktør Bengst Holst blev med sin både skarpe og tørre retorik en skurk i lige så høj grad, som han blev en helt.

Med ”faktuelt” menes her måden, hvorpå der f.eks. blev talt om europæiske samarbejder om yngleprogrammer og det større billede. Med ”komparativt” menes sammenligningerne med eksempelvis de tusinder af grise, der slagtes hver eneste dag. Dette komparative element har været ganske centralt, fordi vi netop på én gang kan forholde os til det (både som baconspisende individer og som storeksportører af svinekød) og brændende ønsker, at vi ikke kunne.

Zoologisk Have – at have eller ikke have

Men hvorfor blev den store opmærksomhed ikke udnyttet til at diskutere de store spørgsmål? Det tog ikke lang tid, før man i eksempelvis Die Zeit i Tyskland førte an med spørgsmål om zoologiske havers eksistensberettigelse, om end debatten også her led under lige lovlig mundrette formuleringer (såsom det utvetydigt betitlede men meget omdiskuterede debatindlæg ”Weg mit den Zoos!” fra 12. februar).

Debatindlæggene om disneyficering og natursentimentalitet åbner begge op for større diskussioner. Begge dele har med romantisering og æstetisering at gøre, og begge indikerer i forskellig grad, hvorledes vi vurderer levende organismer og inddeler dem hierarkisk (med de søde, smukke og arbitrært relaterbare øverst). Meget af det er baseret på antropomorfe anskuelser, hvilket ligger i disneyficeringen, men går man skridtet videre, oplever man… Ja, hvad egentlig? Vi tager nemlig ikke skridtet videre.

Vi har her en gylden mulighed for at diskutere noget større end en giraf over for en gris. Hvorfor ikke tage spørgsmålet om liv op, nu da opmærksomheden endelig er der? Hvad vurderer vi som menneskeligt, og hvad er et liv? Herfra er der endog den unikke mulighed for at diskutere, hvad ingen politiker – uanset parti – har turdet: Hvad er et godt liv, hvad er et værdigt liv etc.

Det humanitære dilemma

Ved Nørrebros Runddel blev jeg nyligt stoppet af en sympatisk repræsentant for en humanitær organisation. Hun talte sin sag, og jeg fortalte, at jeg havde svært ved at finde plads til at støtte flere NGO’er inden for det nuværende budgets rammer. Hun foreslog, at jeg støttede de andre med lidt mindre, hvortil jeg svarede, at jeg ikke var i stand til at varetage dette etiske dilemma.

Det er et dilemma, alle kender til. Med ryggen mod muren og lommeuld på hænderne: hvem fortjener vores støtte mest? Det kandiderer til verdens værste spørgsmål, fordi vi samtidig ikke blot kan afvise det. Det fører til skam, og det er at foretrække ikke at tænke for meget over det. I den forstand har den begrænsede spændvidde i debatten understreget meget om både danskerne og medierne.

Jesper Petersens indlæg om natursentimentalitet er forfriskende og vigtigt, og der lægges fint op til diskussion; at sammenligne mennesker og dyr er en vigtig opgave for filosofien, og det er ganske enkelt for nemt at stille sig tilfreds med standardsvaret, at mennesket altid må være mere værd. Ikke forstået som at det skulle være værre at miste sin hund end sin søster – en myte, der også fint blev aflivet af Klaus Lynggaard i dennes fantastiske indlæg Hyldest til en hund tidligere på året.

Mennesket er mest arrogant, når han eller hun tror, at vi selv ligger inde med svaret på alt. Man må formode, at dette er årsagen til, at mange stadig forsvarer eksistensen af zoologiske haver: muligheden for at komme tættere på noget, der tilbyder os viden, tilbyder os at undre os, at reflektere, at se nye indgangsvinkler til det store hele.

Filosofiens ansvar

Vi er besatte af dualismer, og natur over for kultur er blandt de mest komplekse i senmoderniteten. For at vise naturen størst mulig respekt har vi naturligvis brug for viden og ikke blot billeder af nuttede og truede dyrearter.

Men vi må imidlertid ikke tro, at sentimentalitet udelukkende er en negativ størrelse. Alt imens vi sagtens kan enes om ofte at gå for langt med at disneyficere, er der jo ikke tale om en bevægelse i én retning, når vi ser menneskelige træk ved (andre) dyr; vi opretter således en forbindelse eller en relation, og i denne handler det ikke blot om at ophæve instinkter til menneskelige ”kvaliteter” men også om at spejle os selv i naturen. Dette har vi fået et større behov for, og behovet vil kun blive større og større de kommende år.

Netop her er også opstået muligheden for dét, Jesper Petersen kalder en ”gigantforretning”. Krise eller ej: rejsebureauerne vil bekræfte vores iver efter at møde naturen, og eksempelvis lokale rejseledere vil bekræfte, hvor ivrige vi er efter at møde os selv i naturen. Men at man i forskellige brancher udnytter vores trang til at forstå verden er ikke ensbetydende med, at det sentimentale træk ved mennesket er noget forfærdeligt per se. Netop her har vi brug for filosofien.

Dette er en opfordring til en forbedret og fornyet indsats for at (gen)forene den menneskelige evne til at opfatte og sammenfatte. Filosofien har et ansvar for at bringe de store spørgsmål i spil, og medierne har et ansvar for at give disse større opmærksomhed.

Et dyr med et sprog

Hermed ikke sagt at den filosofiske disciplin skal koges ned til det essentielle og reduceres til de mest oplagte variationer over spørgsmålet ”hvad er meningen med livet”. Det ville være katastrofalt. Men filosofien har et ansvar. Det vil sige: vi har et ansvar. Det kan lyde naivt, men det er bidende nødvendigt, at vi ikke blot forholder os til realpolitik og de udfordringer, vi kan forholde os til her og nu.

Refleksion er ikke blot rekreation. Filosofi er ikke et frokosttilbud for de indviede. Og mennesket? Mennesket er kun noget særligt, når det kan indrømme, at der er så meget andet, der er noget særligt. Og dette ”andet” skal ikke begrænse sig til det kæledyr, man er så knyttet til, selvom det kan være udgangspunktet for at forstå, at verden er andet og meget mere end netop mennesket. Dette ”andet” skal repræsentere selve muligheden for at spejle sig i noget større og forestille sig en anden og bedre verden end den, der kun giver mening, når mennesket tager udgangspunkt i sit eget liv.

Den måske mest afgørende forskel på mennesker og (andre) dyr er, at vi har sproget. Derfor bør vi også bruge det.

Gæsteindlægget er skrevet af Martin Hjorth Frederiksen.

The following two tabs change content below.
Gæsteindlæg

Gæsteindlæg

Skriv til os på denfri@denfri.dk hvis du gerne vil prøve dig frem her eller har tek­ster af sam­funds­re­le­vant karak­ter, som du gerne vil have ud til et større publikum.

Har du noget at bidrage med?