Argumentet er ikke ligefrem nyt: at antifascister gør brug af samme metoder som fascister i form af voldsparate brigade mod grupper af folk ud fra deres politiske overbevisning. Denne simplificerede kritik preller ofte af, og en væsentlig forskel er også hele det statskontrollerede og nationalistiske aspekt. Men i forhold til at have et samfund, hvor man accepterer, at de metoder er acceptable i samfundsstrukturen, og hvor den stærkeste har ret, så er der et reelt problem.

På Modkraft har Erik Storrud for nyligt skrevet artiklen Lad os gradbøje vold. Artiklen bringer en række interessante emner på banen, og ser helt korrekt, at der er en række tabuer i forhold til mængden af vold, ligesom aspektet af for-/mod-vold er mere nuanceret end som så. Desværre er det, som kunne have været en sund nuancering og refleksion stadigvæk blot en stor omgang apologi for den voldelige venstrefløj, med overraskende behændige kunstgreb og dobbeltstandarder.

Det er ærgerligt, for flere afsnit begynder med gode pointer. Men jo mere, man læser, jo mere virker det som om, at pointerne er medtaget for at man blot kan sige “også det emne er adresseret”, selv om det ikke reelt er tilfældet. Det minder om“Reader’s Digest”-metoden, hvor man starter med at fortælle noget, der giver god mening, for blot at slutte med sine egne konklusioner, som intet har med det foregående at gøre.

Eksemplerne

Først er der det bombastiske alt-eller-intet-argument i følgende udsagn:

De fleste der siger de er ’imod vold’ er derfor grove hyklere medmindre de også er imod alle tilfælde af krig, politi og selvforsvar.

Sådan. Så er man lidt skyldig alligevel, hvis man er imod vold. Et hurtigt “hvad med dig selv?”-argument for lige at sætte tingene i perspektiv. Eller rettere, netop at fjerne perspektiv og proportioner i det hele.

Og så er der forsvaret:

Selvom den antifascistiske praksis med at jage fascister væk er voldelig, og sikkert også ulovlig i mange tilfælde, mener jeg der findes etiske, historiske og politiske argumenter, der gør at den er en indgroet tradition ved alle større antifascistiske markeringer.

Ah, tradition. Lad os se nærmere på argumenterne for det:

Etisk vælger fascisterne selv at opsøge antifascistiske demonstrationer. En demonstration kan høres fra lang afstand og den er let at undgå. Det er altså ikke et tilfælde, at fascisterne opsøger dem. Enten er deres intention direkte voldelig, som i tilfældet med kamikazeangreb, eller også vil de provokere. Uanset hvad vil de ødelægge de antifascistiske demonstrationer. Det er altså et aktivt valg de tager, og det er kun naturligt, at det har konsekvenser.

Altså, etikken er: “I dukkede op. Det kunne I bare have ladet være med. Det provokerer os.” — jeg er ikke helt sikker på, hvad det overhovedet har med etik at gøre. At retfærdiggøre, at det at dukke op til demonstration skulle legitimere vold mod én, mender lidt om børnelegen med at gå fremad mod en person med armene svingende og sige, at hvis personen bliver ramt, er det personens egen skyld for at være i vejen.

Vi kan også vende den om. Hvis fascister/nazister demonstrerer, og man dukker op for at vise sin utilfredshed med dem, så har fascisterne tilsvarende etisk ret til at give én tæsk — for man kunne blot have blevet hjemme? Det giver sandelig et trygt samfund, hvis man har lyst til at ytre sit ubehag offentligt. Alternativet til, at det er i orden, at fascister har etisk ret til at tæske én, når man dukker op til deres demonstrationer, må være, at der er dobbelte standarder alt efter ens politiske standpunkt.

Og den politiske legitimering:

At angribe venstreorienterede fordi de er venstreorienterede og går på gaden er alt andet lige værre end at jage fascister væk der aktivt opsøger konflikt hos deres politiske modstandere. Når fascisternes vold virker ved at gøre det utrygt at være til som venstreorienteret, virker den antifascistiske vold ved at gøre det trygt at være til antifascistiske demonstrationer.

- og ikke et ord om, at man også vil gøre det utrygt at være fascist. Kigger vi på politikere og debattører, er det typisk ikke dem på venstrefløjen, som har brug for politibeskyttelse (eller anden beskyttelse med livvagter) for at gå i fred på gaden eller for at deltage i arrangementer.

Der er dog forbehold:

En holdning om at vold altid er berettiget er lige så indskrænket og urealistisk som holdningen om at vold aldrig er berettiget.

Men her er vi igen ovre i alt eller intet, og så ender det med en mærkelig form for, at mængden af vold må ligge et sted midt imellem, eller at vi ikke skal stræbe eller have ambitioner om at gå efter et samfund uden vold.

Jeg er ikke racist voldelig, men…

Så er der afsnittet “Hvis du endelig skal”, som dog bliver indledt med en disclaimer om, at det ikke er en opfordring. “Jeg er ikke voldelig, men…” lader til at være antifascismens svar på højrefløjens “Jeg er ikke racist, men…”

Her nævnes sodavandsflasker (glasflasker) som kasteskyts og som ikke at gøre nogen nævneværdig skade. Og det bliver endnu bedre i snakken om slagvåben:

Hvis dit mål er at gøre en person ukampdygtig, vil et slag i hovedet med en kæp være næsten lige så effektivt som et slag med et jernrør.

Det er sikkert i og for sig rigtigt nok. Men der er samtidig noget fascinerende over, at en antifascistisk metode er at bruge kæppe. Ordet “fascisme” er afledt det latinske “fasces”, der i denne forbindelse netop hentyder til en bunke kæppe. Der er slet og ret noget ironisk over en række voldsparate antifascister bevæbnet med kæppe i kampen mod fascisme. Undervejs er der også juridiske vinkler i forhold til at kunne undgå længere straffe. Hvor det råd passer ind i det etiske aspekt, er ikke direkte tydeligt.

Og om slag og spark:

En endnu vigtigere grund er at en fascist ikke er en trussel længere når han ligger ned. Volden er altså unødvendig og uetisk når den anvendes mod forsvarsløse.

Men hvis de kan forsvare sig, så lader volden nok til hverken at være unødvendig eller uetisk. Smok!

Og så at undgå vold:

Jeg kan huske, at jeg bagefter undrede mig over, hvorfor man ikke bare skubbede fascisterne i søen i stedet for at tæve dem til de løb? At få tæv af et overvældende antal antifascister passer sikkert fint ind i fascisternes verdensbillede og voldskultur.

For det at tvinge folk ud i en sø og stå parat på bredden, hvis de vil op af søen igen, er naturligvis ikke en del af en magtfuld og eskalerende voldskultur. Hey, det er jo bare vand. Bemærk også, hvordan “voldskultur” her bliver entydigt fremstillet uden gradbøjning.

Målet helliger midlet

Men når alt det er skrevet og sagt, hvad er så problemet at fascister får tæsk? Kort fortalt, at de antifascistiske aktioner skaber et samfund, hvor volden netop er førsterangsborger, og hvor den stærkeste slet og ret vinder og har ret. Putin er for eksempel gået ind i Ukraine i “kampen mod fascismen”. Antifascister på Nørrebro har længe med stolthed pralet af, at fascister ikke tør dukke op i bydelen, heller ikke som enkeltpersoner. Og samtidig er der mulighed for at spille på flere heste i gradbøjnings-øvelsen af vold:

Den absolutte: Hvis folk synes, at det er en dårlig idé, at politiske synspunkter skal mødes med, at mennesker tæsker hinanden, så er man naiv og en hykler, fordi man er “imod vold” og stadigvæk mener, at der er undtagelser, hvor vold kan være nødvendigt (fx for at stoppe yderligere vold).

Den relative: Men hvis man mener, at det er problematisk, at folkevalgte politikere ikke kan ytre sig til medierne uden at skulle kigge sig omkring — uanset om det er for snebolde eller andet — så er det bagateller, for der findes meget værre vold.

Men er antifascister lig fascister?

Nej.

Der er stadigvæk en lang række forskelle, blandt andet i forhold til fjendebillederne, i forhold til samfundsstrukturen, i forhold til diversiteten blandt deltagerne og i forhold til politiske overbevisninger. Sådan vil det altid være for anti–grupper.

Men det helt basale spørgsmål om effekten af vold bliver ikke adresseret: Hvad sker der, når en fascist får en glasflaske i hovedet og bliver passiviseret? Tænker han “Det var noller, jeg må hellere holde op med at være fascist fra nu af” eller “Det skal de ikke slippe af sted med”? Mindsker man fascisters selvidentitet ved at bruge vold over for dem, eller styrker man den?

Antifascisterne er dog med til at legitimere de metoder, som fascismen består af. Ikke som modpol, men slet og ret som politisk værktøj. De fysisk stærke bestemmer over offentlige ytringer, demonstrationer og forsamlingsfrihed. Jeg havde personligt håbet, at den form for udemokratisk “street justice” hørte 80’ernes dårlige amerikanske politi-actionfilm til. Men accepterer vi værktøjerne, bliver det sværere for os at tage afstand fra fascismen, når vi metodisk samtidig rykker tættere på, og hvor kærlighed intet sted er at finde.

Og et sådan samfund har jeg ikke lyst til at leve i.

The following two tabs change content below.
Internetpersonen Peter Brodersen er glad for mennesker, data, teknologi, digitale kort, kreative brug af store mængder af informationer og lange ture på stranden.

Har du noget at bidrage med?