I 1991 arbejdede min kusine på en grillbar på Amagerbrogade. Jeg kom tit forbi og sad og dyppede et par pomfritter i det der hvide halløj, min kusine havde omdøbt udladningen. Når der kom kunder i biksen, der havde været på døgnapoteket ved Sankt Elisabeth, kunne man lige bide i kikærterne og servere klatten. Man kunne blive blod-, organ– og spermdonor. Man kunne også bare æde sine pomfritter.

Min kusine læste Vita Andersen på det tidspunkt og ville have det der pandehår og de der vrede, sårede øjne. Det var nemt at få, når man arbejdede i en grillbar. Håret blev fedtet af friture og øjnene sved af de der dampe, der fik mig til at tænke på de gange, jeg var blevet hevet med på Barsebäck, så vi med det, der hed egne øjne, kunne se, hvor galt det hele var gået i det svenske.

Jeg kiggede ikke så meget, at det ligefrem gjorde noget. Jeg var forelsket i Tommy og kiggede mest på ham – og drømte om at få udestue, carport og en hund, der ikke bed, samt et fast job i Brugsen, så jeg havde et par kollegaer, der kunne underholde mig, mens Tommy var på arbejde i lufthavnen. Desuden blev jeg altid radioaktiv, når jeg var på atomkraftværket. Det syntes min farfar var sjovt, fordi jeg i ny og næ lavede et par indslag til P4 i P1 sammen med Dorte Palle. Så hang det sammen. Det med radiostrålerne.

Jeg troede hver gang, jeg bippede, at jeg skulle dø. Men jeg havde vænnet mig til det. Alle døde jo. Janis Joplin, Jim Morrison, Jimi Hendrix og Brian Jones var døde. Andreas Baader, Ulrike Meinhof, Gudrun Ensslin og Holger Meins var væk. Andy Warhol og Robert Mapplethorpe var her heller ikke mere og sad deroppe på de lyserøde skyer af brunt sukker og klæbrigt candyfloss og smilede ned til os, alle os, de levende, der traskede rundt og afholdte lange lørdage i Amager Centret med største selvfølgelighed. Men det, der var mest ærgerligt, var det, at Ian Curtis var væk. Det var næsten det værste. Nej, det var Strunge uden tvivl.

Hver dag savnede jeg Michael Strunge.
Det med døden var mærkeligt.
Og dog.

For min kusine sagde, at hvis man ikke døde, blev man ikke til noget. Når man var levende, var man bare levende. Det var der ikke noget ved, vel?

Jeg var bare ikke så god til det med døden.
Det har jeg aldrig været.

Da min kusine og jeg en søndag aften sad og hang ud med sprøjteudladningerne til pomfritterne, hørte vi Det Elektriske Barometer i radioen. Det gjorde vi hver søndag. Mest for at tjekke, om jeg var med. Jeg skrev til Barometeret næsten hver søndag og ofte læste Hvepsen, Inge, Gitte, Kenan, Stoffer, Mikael eller Elisabeth, der kaldte sig Komtesse Hedvig, mine breve op.

Jeg havde lært at skrive, da Michael Strunge døde. Det hang sammen. Den dag, de sagde i radioavisen, at Strunge havde taget sit liv i marts 1986, tog jeg min mormors skrivemaskine frem og begyndte at skrive. Jeg havde troet, at det med at skrive hang sammen med, at man skulle være god til dansk og engelsk og forstå alle mulige ting i skolen. Det gjorde det ikke. Nærmest tværtimod. For jeg skrev om alt det, jeg ikke forstod. Og når jeg skrev om det, forstod jeg det så lidt. En lille smule. På min måde.

Min mormor sagde, at de fleste ting lærer man i livets skole, så jeg skulle ikke være ked af, at det ikke gik så godt i skolen. Jeg gik ikke på livets skole eller folkeskolen, jeg gik på Byens Skole. Der lærte man for det meste at være progressiv, reaktionær og give fingeren til alle, der prøvede at pådutte én visse former for autoriteter. Jeg var dum til revolutionen. Jeg stak altid af, når politiet kom.

Og jeg var så bange for besætterne, når de med vrede, mørke stemmer begyndte at trække raidhuerne nedover ansigterne, så ordene om lidt ville holde op og handlingerne, de fysiske og vrede, i stedet ville overtage. Det der med at kaste med brosten har aldrig været mig.

Jeg har et ar over det ene øjenbryn. Det fik jeg en nat på Sorte Hest i 1987 efter en koncert med Sort Sol på Wurst, hvor jeg væltede ned i en bunke brosten, fordi jeg resolut nægtede at binde mit snørebånd. Alle troede, at det var politiet skyld (de svin) eller samfundets (de endnu større svin), men det var min egen.

Den aften på grillbaren på Amagerbrogade var noget særligt. For lyden i radioen var pludselig vores. Det var min kusines lyd. Og min. Og et eller andet sted blev lyden af guitaren, bassen, trommerne og den hæse vokal lyden af os.

Lyden var Nirvanas.

Min kusine og jeg elskede ”Smells Like Teen Spririt” – og vi var ikke de eneste. Dengang var man enten med på rustvognen og drømte om at få et godt, solidt lån i banken, så man kunne købe det, som ens forældre havde. Ellers drønede man rundt i en gammel bus et sted i Sydafrika med Tvind under mere eller mindre frivilligt tvang, fordi man ikke kunne surfe med på bølgen og få en plads på Kastanjevejens Efterskole, så man kunne lege guitarist hele tiden, mens man gik i skole.

Da Nirvana brød gennem lydmuren, blev alle os til grunge-hippier lige på stedet. Vi gik rundt med jeans med huller i, gamle kondisko og hættebluser. Eller det helt, helt smarte. En T-shirt udenpå en langærmet. Og håret skulle være uvasket, selvfølgelig. Min kusine og jeg, der ellers havde drønet rundt i attrapefterligningerne af en punkbevægelse, der på ingen måde bevægede sig længere, var med ét søslag – nærmest over night – blevet moderne. Uden vi havde gjort det mindste.

Indrømmet. Jeg kunne bedst lide Nirvanas ballader. Når de gik for meget Twisted Sister i den, skruede jeg ned. Jeg havde en kort periode, hvor jeg troede, at heavy skulle være mig, nu da jeg var kommet for sent til blokvognen som punker. Jeg kunne godt lide tøjet – hvilket nok er en af de største faktorer, når man er ung – og har altid været fascineret af en rygmærkekultur, hvor man med alt tydelighed skilter med, hvem man er.

Jeg er også fra Amager, hvor Bullshit nakkede Hells Angels og omvendt, da de aldrig helt blev færdige med at barbere Makrellen og styre Staden med sikker, rolig, læderklædt hånd mod den lukkede. På den måde tøjler hver generationen frihedens begreber. Man låser dem simpelthen inde. Så ved man, hvor den er. Friheden.

Jeg var dårlig til heavyrockkulturen og blev allerede træt af den, da jeg med Kristine Jensen tog til Metallica-koncert. Hun blev til gengæld professionel til at afkode en kultur, når hun efterfølgende sadlede om (smed My Little Pony i skraldespanden) og satte sig i førertrøjen på tastaturet, da der skulle afrapporteres om en tid, der var begyndt at stamme. Hun strammede den op, kulturen. Og begyndte at leve – og overleve – når hun beskrev tiden set i frøperspektiver og andre tiltag, hvor man i det mindste er et par stykker, der har et overblik. Det har jeg aldrig været god til. Overblikket. Jeg har altid haft det bedst på gulvet. Bare ikke til Metallica-koncerten. Jeg tog hjem.

Dengang boede man ingen steder. Det var også moderne. Men det var ret svært i længden. Jeg sov alle mulige steder. Det gjorde min kusine også. Hun kunne lide det. Altid nye ting, nye muligheder. Jeg gik altid og frøs.

En dag stemplede jeg ind i partiet og flyttede sammen med en masse allierede i en stor herskabslejlighed på Gammel Kongevej. Vi legede, at vi var revolutionen. Det var os, der skulle skabe den nye verdensorden. I bund og grund skabte vi os bare. Og ledte efter guldøl og andre ting, der kunne holde de såkaldte drømme ved lige.

”Nevermind” med barnet udenpå coveret, der svømmede i et ocean af blå, blå skyldfølelse blev lyden til revolutionen. Det var så amerikansk. På den der måde, hvor det faktisk ikke var amerikansk, fordi det var amagerkansk. Jeg forstod det ikke helt. Min kusine opgav også at forklare mig det.

Men vi var en del af noget større. Det troede vi. Det skal man tro på, når man er ung. Ellers er der ingen grund til at være ung, levende og have blod i årerne, der skal bruges til noget. Til kærlighed, for eksempel.
Når man bliver forelsket, holder man op med at fryse. Det er smart, at de følelser er indrettet sådan.

Jeg mødte Pølse i en pladebutik i Pisserenden. Han kunne også godt lide Kurt Cobain. Og så kunne han spille Lasse og Mathildes numre på violin. Det sidste var noget, vi gik lidt stille med.

Lyden af Nirvana blev også lyden af en ungdom, der ikke ville blive ordentlige voksne. Vi ville ikke have de der lån til udestuer, carporte og hunde, der ikke bed, som vores forældre var ved at drukne i. Vi ville heller ikke ud og redde en verden, fordi den ikke kunne finde ud af at opføre sig pænt og blive rød, rød, rød. Vi ville bare passe os selv. Og æde vores pomfritter.

Det sidste var min kusine god til.
Jeg røg bagom dansen. Jeg begyndte også for alvor at læse bøger. Og ville selv skrive dem. Bøgerne.
Ting holder op.
Lyde dør.

Til en koncert i 1992 på Roskilde Festivalen med Miss B. Haven, så jeg Kurt Cobain. Han havde det afblegede, smukke og tjavsede hår. Niller og jeg stod lige bag ham. Miss B. Havens ekstranummer den sæson var deres missekatteudgave af Rolling Stones-klassikeren ”She´s like a rainbow” med blokfløjter og snerrende pigtrådsvokal. Kurt stod og vippede med fødderne i et par nedslidte gummisko. Niller fotograferede ham. Jeg tog ingen billeder dengang. Det var så borgerligt. Man måtte huske det, der skulle huskes selv. Uden billeder.

Allerede der, et år efter lyden havde været soundtrack til et liv over og under bæltestedet, var man blevet tonedøv.

Og Kurt havde fået triste, bedrøvede øjne, så han til hver en lejlighed – og til hvert et øjensynligt øjeblik – blev nødt til at bedøve sit blod og sine drømme.

Når min kusine og jeg lå og stenede på tagene i Urbanplanen og drømte om, at vi snart skulle dø, var det en leg.

Legen var blevet dødsens alvorlig hos Kurt. Den var kommet til at bo i hans afghanerpels. Den var blevet hans hverdag.

Min kusine havde mødt en trucker, der hed det samme som min far. Han var grunge. Uden at vide det. Han gik i skovmandsskjorter og lignede Niels Hausgaard på en prik. Det var uheldigt. For ham. Og min kusine. Hun holdt også op med at høre efter. Hun ville pludselig høre Danse med Drenge og et smut på Skanderborg og se TV2. Frivilligt!

Jeg sagde en masse bræklyde meget hurtigt lige efter hinanden. Det hjalp ikke noget. Hun var også vant til, at jeg altid kastede op, når jeg havde spist. Der er lyde, man vænner sig til.

Alt det, vi havde haft, holdt op, da hun flyttede til Nordvest i fuglekvarteret. Hun købte en hjørnelædersofa. Fint skulle det være. Og man kunne bare tørre den over med en karklud, hvis truckeren svinede den til, når han sad og åd sine pomfritter i den.

Jeg flyttede sammen med Niller i en lille lejlighed på Lundtoftegade, hvor der var så koldt om vinteren, at vi måtte have gasovnen tændt hele tiden. Med åben låge. Jeg læste også hele tiden Sylvia Plath i den periode, så det var meget passende med en åben ovn og lugten af gas. Niller spillede guitar og drømte om, at blive en mand – og verdensberømt guitarist. I nævnte rækkefølge. Tre gange om ugen havde hun elever, der sad inde på værelset og rev i strengene. De spillede altid Kurts sange.

”Farvel, jeg hedder Kurt,” sagde Alberte altid i Thomas Windings fjernsynsserie om pigen, der flyttede hjemmefra, fordi de voksne ikke havde tid til at have børn. Det havde Thomas Winding heller ikke, så min mor passede hans. På den måde var min mor heller aldrig hjemme, så min søster og jeg kunne se hende i tv, når vi savnede hende. Alting har sin pris.

Jeg skrev for Cupido dengang.

Det var sådan en tid, hvor man altid dinglede rundt i en mølædt, opkørt leopardpels med vaselinevåde læber og med et par sukkerknalder i frakkelommen, hvis man nu var (u)heldig at støde ind i en fræk, bundløs aftale, der var klar til gasmaske, regntøj og fiskergummistøvler i Utterslev Mose. Det var der ikke så meget grunge over. Og slet ikke skovmandsskjorte.

En aften, jeg stod og tyggede tyggegummi på Nørrebro Station og ledte efter noget ufornuftigt at lave, mødte jeg Stefan. Ham skrev jeg en hel bog om efterfølgende. Sådan kan det gå. Den blev min debut i 1998. Vi flyttede sammen. Eller han flyttede ind i mit værelse på Lundtoftegade. Men jeg frøs stadig. Hans kærlighed var ikke som Pølses.

I 1993 udsendte Nirvana deres tredje og sidste lp. Jeg kunne kun lide coveret. Det lignede et maleri af Georg Baselitz.

Niller købte pladen. Hun havde stadig mange elver, der troppede op i lejligheden og legede Kurt.
Niller var begyndt at lege sig selv og overvejede nu skæg.

Og jeg sad i en vindueskarm i et køkken med lågen til ovnen åben og skrev alt det, som Stefan gjorde ved mig. Jeg har som sagt altid skrevet om det, jeg ikke forstod, i håb om at forstå det. Nu skrev jeg en bog om kærlighed. På min måde. Det gjorde ondt. Og det var koldt. Jeg gik en lang periode med blå læber i møde. Og det var ikke kun vinen. Eller vinden. Nylonvinden.

8. april 1994 fandt politiet resterne af Kurt Cobain, der havde skudt sig selv i sit hus i Seattle. Han havde fundet en ro. En evig ro.

Han var heldig, han kom væk.
Vi andre blev bare voksne.

The following two tabs change content below.
Tomas Lagermand Lundme

Tomas Lagermand Lundme

Tomas Lagermand Lundme er forfatter, dramatiker, billedkunstner og skribent. Har blandt andet skrevet om forhud, rindalisme og katte.
Tomas Lagermand Lundme

Nyeste indlæg af Tomas Lagermand Lundme (se alle)

Har du noget at bidrage med?