Den 25. maj skal vi stemme om den nye europæiske patent-domstol. Jeg har nu læst op på lektien, og besluttet mig: jeg stemmer nej.

Det er der tre grunde til. For det første er patentdomstolen og den patentorganisation, som sætter reglerne, alt for langt fra både EU og danske demokratiske kontrol-systemer. Det holder ikke. For det andet er det patent-regime, som domstolen skal dømme ud fra, ubehageligt uldent i kanten. Og for det tredje er patenter i det hele taget ofte til meget større skade end gavn for både innovation og vækst. Der er brug for færre, ikke flere patenter. For et løsere, ikke strammere, patentsystem .

Lad mig forklare. Og lad mig tage det sidste først: patenter skader ofte mere end de gavner.

1. Grund: patenter er en dyrt betalt sovepude

Patenter er et nødvendigt onde. De er nødvendige, fordi de effektivt giver en af de mest effektive gulerødder til alle med en god ide, og giver dem en rigtigt god grund til at gøre noget ved den: eneretten til at kunne tjene penge på den bagefter. Det er godt.

Men det er også dårligt, og det er det fordi guleroden også er en sovepude: når du først har fået patentet, falder du i søvn, og malker din gode ide, så længe du kan. Incitamentet til at opfinde noget vender rundt på en tallerken, når først opfindelsen er en realitet, og bliver et incitament til ikke at foretage sig yderligere. Det er skidt for væksten.

Patenter forsinkede den industrielle revolution 40 år

Historien er rig på eksempler på, at det forholder sig netop sådan. Tag f.eks. dampmaskinen, den skelsættende opfindelse som skød hele den industrielle revolution i gang, og er fundamentet for vores moderne verden. I 1772 videreudviklede – og patenterede – James Watt den hidtigt kendte dampmaskine med med den separate kondensator, der blev kendetegnet for den moderne dampmaskine (læs hele historien her).

Det patent holdt Watt hårdt på, og selvom han ikke kun hvilede på sine laurblade, var det ikke imponerende udvikling der prægede hans konstruktion i patent-tiden. Og hans dampmaskinen blev da heller ikke brugt til hverken damp-tog eller industriel produktion, men udelukkende til at pumpe vand op af kulminerne. Anderledes da hans patent efter 40 år udløb og en større gruppe ingeniører gik i gang med – i et nærmest open source agtigt udviklingsfællesskab, der tjente deres egne kortsigtede interesser – at udvikle løs og skabte maskiner, der både langt mere effektive og kunne bruges til maskiner, damptog og meget andet også. Patentsystemet holdt den industrielle revolution tilbage i 40 år! 

Patenter er dårlig skat

Ikke nok med at patenter holder ideer tilbage og bremser innovationen. De medfører også at de patenterede opfindelser bliver uforholdsmæssigt dyre: med et patent i hånden har du monopol og ingen konkurrenter, og er fri til at sætte prisen på din opfindelse så højt du kan. For kunderne har ingen andre steder at gå hen. Og den bliver brugt. Fra 2002–2009 hentede amerikanske patenthavere 159 milliarder dollar hjem i patent-overpriser mener et amerikansk-tysk forskerhold, f.eks.

Nu er det jo også meningen, at patenthaverne skal tjene på deres patent. Men pointen er, at der ikke er nogen sammenhæng mellem de omkostninger opfinderen har haft, og det han kan tjene på den. Hvis vi som samfund gerne vil påskønne opfindere, er det en ekstremt upræcis og dyr måde at gøre det på. En pointe som særligt nobelpristageren i økonomi, Joseph Stieglitz, gør meget ud af, f.eks. idenne relativt letlæste 30-siders artikel.

(Og så går nobelpristageren også meget op i, at dem der betaler denne forsker-skat i patent-systemet, er dem der køber opfindelsen, hvilket for f.eks. medicin er noget hø: ikke nok med at du har fået kræft, du skal også betale overprisen på medicinen, der kan redde dig. Hvis du – modsat mange, særligt i den tredje verden – har råd.
Ellers dør du.)

Nu er det ikke patentsystemet vi skal stemme om. Og så alligevel: vi skal stemme om, om det nuværende patentsystem skal gøres endnu mere effektivt end det er i forvejen. Og det synes jeg ikke det skal. Jeg vil meget hellere have et system, hvor de værste bieffekter af patentsystemet er høvlet af. Derfor stemmer jeg nej.

2. grund: Det europæiske patent-regime har ubehageligt uldne kanter

Hvis et ja til patentdomstolen så bare ville cementere status quo, ville det være om ikke et fremskridt, så heller ikke noget stort tilbageskridt, men bare et skridt i den forkerte retning. Men det er det ikke. Patentdomstolen vil ikke cementere status quo. Den vil cementere et patent-regime, der har rigtigt svært ved at kende sine grænser. Og det på et område, der pt eksploderer, og efter alle tegn i sol og måner om ganske få år vil have ædt sig ind på stort set alle andre: det digitale.

Den ømme tå har et navn: patenter på ”computer-implementerede opfindelser”. Hvis det lyder kryptisk er det fordi det er det. Der er nemlig udtrykkeligt ikke tale om patenter på software, men om opfindelser der er software plus noget andet. F.eks. software der styrer en vaskemaskine.

Faneblade og indkøbskurve

I praksis har det dog ikke været let for den europæiske patent organisation at sætte grænsen og har givet masser af patenter på ting, jeg ikke kan se er andet end software (selvom patentdomstols-tilhængernes ivrigt prøver at forklare mig det modsatte).

F.eks. EP1159820 (æ, ø og å i domænenavne), EP689133 (faneblade i en browser), EP0784279 (konceptet indkøbskurv) med mange flere som du kan læse om her og her


Faneblade er patenteret. Ikke som softwarepatent, men som computer implementeret opfindelse. Same-same. Billede: vrijschrift.org 

Denne de facto-software-patent linie er et problem, fordi software er noget der har ekstremt mange anvendelsesmuligheder og som det er meget svært at afgrænse. En dampmaskine ved du hvad er, og et dampmaskine patent har trods alt kun gyldighed for andre dampmaskiner. Mens fanebladspatentet, f.eks., potentielt giver patentholderen en snor i stort set alle andre computerprogrammer overhovedet. Og det sætter alle de dårlige ting ved patenter – begræsning af innovationen og overpriserne – på turbo.

1.000 mia dollar i sagsomkostninger

I USA, der tillader regulære softwarepatenter, er situationen kommet ud af kontrol. På 25 år har omkostningerne forbundet med retsager mellem patenthavere og påståede patentbrydere kostet op mod et tusind milliarder dollars, vurderer et forskerhold. Det er et svimlende højt tal.

Det er særligt på smartphone-markedet softwarepantenterne hærger. I 2000 var der udstedt 70.000 patenter, der berørte smartphones. I 2012 var tallet vokset til 250.000. Det er jo helt umuligt at udvikle nogen som helst former for nye smartphones i sådan et miljø. Og I 2011 brugte Google og Apple da også mere på smartphone-patent-retsager end de brugte på forskning og udvikling. Altså: flere penge på at kæmpe med advokater, end på at opfinde nye ting. Forstemmende.

Patent-trolde mafiametoder

Det særligt slemme er, at nogen af dem der er allermest emsige med at håndhæve patenter, er virksomheder, der aldrig har opfundet noget som helst selv. Men som udelukkende køber patenter af andre, og derefter tjener deres penge på at opkræve penge hos andre, de mener krænker patentet, under truslen om dyre retssager, hvis ikke de makker ret. Som f.eks. Intellectual Ventures, der har over 35.000 patenter i stald.

Nu er Danmark og Europa ikke USA. Men det behøver heller ikke at gå helt så galt, for at pointen er klar: softwarepatenter er gift for et velfungerende samfund og en velfungerende økonomi. En domstol, der vil arbejde videre på en patentopfattelse, der ikke helt kan finde ud af at udelukke softwarepatenter, er ikke noget for mig. Derfor stemmer jeg nej.

3. grund: Suverænitetsafgivelse giver uskøn demokratisk kontrol

Den tredje ting, der gør mig loren ved patentdomstolen, er den uskønne demokratiske kontrol med den, og med den patent-organisation, hvis afgørelser og fortolkning, domstolen skal dømme på baggrund af.

Fjern konvention – ikke lov, ikke forordning

Patent-domstolen har nemlig intet med EU at gøre. Ingenting. De regler den skal dømme udfra, er ikke bestemt af hverken Folketinget eller EU-parlament. Reglerne står i Den Europæiske Patentkonvention, som Danmark sammen med 37 andre lande har tilsluttet sig. I sådan et setup er det virkeligt vanskeligt at påvirke reglerne. En ny lov kan ikke gøre det, en ny EU-forordning eller direktiv kan ikke gøre det. Der skal en international konventionsændring til. Ikke betryggende, når nu reglerne er så uldne, som tilfældet er.

Jo flere patenter, jo flere penge

Til daglig administreres reglerne af en anden organisation, den europæiske patent-organisation, som også – både administrativt og finansielt, som der står i deres vedtægter – er helt sin egen. Og som i øvrigt er selvfinansierende, dvs. tjener deres penge på netop at udstede patenter. Hvilket, alt andet lige, giver dem gode grunde til ikke at tilhøre strammerfløjen, når de udsteder deres patenter. Jo flere patenter de kan udstede, jo flere penge tjener de .


Den Europæiske Patent Organisation, som den præsenterer sig selv på Youtube.

Tunnelsyn uden ankemulighed

Domstolen selv er også betænkeligt konstrueret. Særligt to ting er bare ikke kosher: For det første er det en special-domstol, som ikke laver andet end patentsager. Dommerne er derfor rigtigt meget inde i patent-logikken. Så meget, at dommerne let kan udvikle en slags patent-tunnel-syn, hvor det kun er patent-logikkerne der hersker. På bekostning af bredere samfundsmæssig hensyn forankret i andre dele af lovgivningen.

Det er særligt slemt, fordi domstolens afgørelser gælder direkte for danske virksomheder. Og fordi domstolens afgørelser kan ikke ankes. Der er ingen højesteret eller andre, der står over. Domstolen er øverste myndighed. Ikke engang i USA har patentdomstolene sådan en magt.

Hele dette misk-mask er ikke noget for mig. Derfor stemmer jeg nej.

Danmark har alt at vinde og intet at tabe

Hvis nogen lande i hele verden har noget at vinde ved en verden med færre patenter er det Danmark. Færre patenter vil være vind i sejlene på dansk økonomi. Det vil det fordi vi i Danmark kun kan blive tabere i et spil, hvor alle gode ideer er patenteret og låst bort. Uanset hvor mange gode ideer vi måtte få herhjemme, vil der altid være tusind gang flere ideer, der bliver undfanget i den store verden. Indere og kinesere og hvad de ellers hedder alle sammen, er nemlig hverken dumme eller u-uddannede. At tro at vi danskere er særligt geniale holder ikke.

Men nogen ting kan vi i Danmark som få andre kan. Vi har i flere hundrede år lært, hvordan man opererer i en globaliseret verden. Vi har sejlet til fjernøsten og afrika. Vi har handlet intensivt med Tyskland og Sverige. Vi har uddannet os, fortalt historier og nedbrudt barrierer i snart 200 år.

Vi er vant til, at tale de sprog de andre taler. Og vi kan samarbejde med alle mulige slags mennesker. På kryds og tværs af hierarkier. Vi er veluddannede og åbne. Og vi er købmænd.

Hvis vi spiller kortene rigtigt, er det os der binder fremtidens gode ideer sammen, gør dem brug– og salgbare og får dem på de globale markeder. Os, der får franskmændenes, koreanernes, indonesernes, amerikanerenes – og vores egne! – innovationer bragt på samme bølgelængde. Os der får dem til at virke. Os der får dem solgt. Det ligger til højrebenet. Men det kræver at vi skaber en verden, hvor viden er fri til at skabe mere viden. Det kræver en verden med færre, ikke flere, patenter. Hvor alle uldne kanter er glattet ud. Og med klar demokratisk kontrol af både udøvende og dømmende magter. Det er ikke det, afstemningen om patentdomstolen lægger op til. Derfor stemmer jeg nej den 25. maj.

Gæsteindlægget er skrevet af Jon Lund og er en del af Den­Fris tema: Patent­dom­sto­len.

The following two tabs change content below.
Gæsteindlæg

Gæsteindlæg

Skriv til os på denfri@denfri.dk hvis du gerne vil prøve dig frem her eller har tek­ster af sam­funds­re­le­vant karak­ter, som du gerne vil have ud til et større publikum.

Har du noget at bidrage med?