De boede nede bag min onkels kolonihavehus på Oliefabriksvej, Erling og Lars. Deres hus var sort og lugtede af tjære og små, hjemmerullede cigaretter.

Erling havde sejlet havene tynde. Det var han så blevet tyk af. Man bliver tørstig på havet. Han havde tatoveringer, der hoppede på huden, når han lo. Det gjorde han tit.

Lars var lidt mere som sine fugle. Tynd, næbbet og med affarvet hår, der altid sad, så han lignede Limahl på en dum dag. De kendte Kim Schumacher. Erling og Lars. Så vidste man godt, hvad det betød.

Jeg vidste det bare ikke.
Vi var der på grund af fuglene.
Min far og jeg.
Erling og Lars avlede nemlig.

De havde store fuglebure i stuen med papegøjer og undulater. I haven havde de vagtler og høns. Og et stort voliere i udestuen var fyldt med kanariefugle mest i gule og orange farver.

Det var min onkels skyld, vi var der. Han vidste, de havde pip, som han kaldte det, mens han tømte alt, der kunne tømmes meget effektfuldt. Min onkel har altid været dårlig til at levne. Og dele.

Min far var blevet sur på dyrehandleren på Øresundsvej, fordi han gav fugleunger til slangerne han havde i et tørlagt akvarium i baglokalet.

”Fugle skal man ikke slå ihjel,” havde min far sagt sidste gang, vi var der.
”Men slangerne skal også have mad,” sagde min søster.
”De kan æde mus, kan de,” svarede min far.
Og så talte vi ikke mere om det.

Vi havde selv tomme mælkekartoner med, når vi var på besøg hos Erling og Lars. Min far sagde altid, at jeg skulle vælge de to, som jeg helst ville have.

Så gik Lars ind i det store bur og stod med et lille net, sådan et man fangede sommerfugle i, og fuglene flagrede op og peb med de der advarende stemmer, der altid fik mig til at fryse. Det var næsten det værste i denne her verden. Det værste var fugle, der skreg om natten. Så vidste man, at det var katten eller ræven. Hvis det var biler, var lyden en anden. Så lød det som overmoden tomat, der eksploderede.

Jeg pegede og sagde, at den der gule var fin. Og den der orange.

Lars oksede med at fange dem. Men han fik dem altid. Til sidst. Så pustede han dem mellem benene, når han havde indfanget dem i sit net.

”Skal det være par?” spurgte han min far.
Min far nikkede.

”Hende her fungerer i hvert fald,” sagde han så til den gule, men slap den orange fri igen, fordi den også var en hun. ”Så bliver det for meget Anne Linnet,” sagde han med en stemme, der lød som en sløv motorsav.

Jeg pegede på den brune fugl, der sad øverst oppe på en kirsebærgren.
Lars baksede med nettet.
Min søster råbte, at han skulle skyde den.
Og min far råbte lidt højere, at ingen skyder noget.
Det sidste var løgn. Makrellen var lige blevet skudt af Jønke. Men ingen andre end rockerne skød hinanden. Punktum.

Lars fangede den brune fugl. Han tog den forsigtigt i sin hånd og vendte den om på ryggen, så han kunne puste den mellem benene.

”Er vi heldige?” spurgte min far og kunne næsten ikke lade være med at hoppe lidt. Det med fugle var egentlig mest min fars projekt. Han lod bare som om, det var min søsters og mit.
Lars nikkede.

”Den skal hedde Kim,” sagde min søster og smækkede en flue.
”Det bestemmer Tomas selv,” sagde min far. ”Det er hans fugle.”

Lars kom ud fra buret igen. Min far skulle have vagtler og lige se de der italienske høns, der havde fået kyllinger.

Det var Erlings system. Lars var på fuglene, der fløj. Erling var på dem, der gik rundt på jorden. De havde også en hund. Den hed Boy. Den var også mest Erlings.

Mens min far gik med Erling om i baghaven ved brændeskuret, spurgte Lars om jeg ville holde mælkekartonen, så han forsigtigt kunne lempe de to nye fugle derned.
Jeg gjorde det.
Min søster stod og tyggede på den der flue.

Lars rørte min hånd, da han puttede den brune fugl over i kartonet. Så frøs jeg ikke mere. Lyden af fugle, der skreg, fordi de var bange, havde også stoppet. Nu kunne man kun høre radio, der knitrede et sted. Og et fjernsynsapparat bag en hæk, hvor der var noget med Otto Leisner, der grinede over noget, som han selv havde sagt.

Så kom den gule også over i mælkekartonen.
”Den orange var nu også pæn,” sagde han.
Jeg nikkede.
”Vil du have den med?”
Jeg så på ham.
Han var hurtig. Han gik ind i buret igen og fangede den med sine bare næver.
Min søster hostede noget flue op.
Jeg kiggede om bag huset, men kunne ikke se min far.

Lars kom ud med den orange fugl i den ene hånd. Med den anden tog han en anden mælkekarton og puttede fuglen over i den.

”Her,” sagde han.
”Tak,” sagde jeg lidt nervøst, ”men jeg ved slet ikke om vi har råd til tre, hvis min far også skal have vagtler.”
”Det er en gave. Ingen har sagt, at man kun skal være to,” sagde Lars og klappede Flemming, der kom løbende med et eller andet i munden, min søster straks blev meget optaget af.

Min far fik to nye vagtler. Jeg fik tre nye kanariefugle. Og min søster fik en rabarberstængel, der var knaldrød, som hun sad på forsædet i min fars firmabil og tværede ud på ruden i sit helt eget mønster.

”De er søde,” sagde min far, da vi bakkede ud på Oliefabriksvej igen.
”Ja,” sagde jeg.
Min søster sagde ikke noget. Hun bøvsede.
”Ikke kun fuglene, men også dem. Lars og Erling.”
”Ja,” sagde jeg igen. Det var de.

Da vi kom hjem, lukkede jeg fuglene ud i mit voliere under sengen. Min far havde bygget det sådan, at jeg sov ovenpå fuglene.

”Det er godt med vinger under én, når man sover,” sagde han, da han havde lavet det færdigt. Det var hvidt.

Min far kom ind på mit værelse og rodede mig op i håret.
”Hov, er der ikke tre?”
Jeg kunne ikke finde på noget at sige.
Min søster talte tre gange. Jo, der var tre.
”Det var Lars, der gav mig den,” sagde jeg så.
”De er fine sammen.”
Jeg nikkede.
”Bare de ikke begynder at slås,” sagde min far.
”Lars sagde, at man aldrig kun skal være to.”
”Sagde han det?”
”Ja.”
”Det skal man heller ikke. Det er kedeligt.”
Så drak vi varm kakao.

Det med at få nye fugle var ligesom at have fødselsdag. Det var det bedste.

 

The following two tabs change content below.
Tomas Lagermand Lundme

Tomas Lagermand Lundme

Tomas Lagermand Lundme er forfatter, dramatiker, billedkunstner og skribent. Har blandt andet skrevet om forhud, rindalisme og katte.
Tomas Lagermand Lundme

Nyeste indlæg af Tomas Lagermand Lundme (se alle)

Har du noget at bidrage med?