Kære mor. I går var jeg til koncert med et band, der hedder The Rolling Stones. Du kender dem måske.

De er ca. 300 år gamle og har optrådt så længe, at de ikke længere ved, hvordan man holder op igen. Nu skulle de så optræde på Orange Scene. Det er noget, man har talt meget om. Endagsbilletterne til torsdag, dagen for koncerten, var de første der blev udsolgt.

Vi, de unge, grinede og sagde, at nu skulle de gamle sgu på Roskilde. Det skulle de også. Allerede tidligt torsdag formiddag lagde en ældre, lettere beruset herre i fleecetrøje hånden på min arm og betroede mig, at han havde fået billetten i 58-års fødselsdagsgave.

Mig, jeg havde bare tænkt mig at svinge forbi. Lige se giraffen, ikke. Det var vi mange, der skulle.

Jeg tror hele Jylland var til den koncert. Hele Roskilde Festival var i hvert fald. Endagsgæsterne havde cowboyhat på og var godt igang med den sekstende fadøl. De unge havde deres smartphones fremme og et krampagtigt ironisk smil på læberne.

Det bliver lort,” sagde én af dem med et vidende blik. “Det bliver fantastisk, men det bliver lort.”

Jeg selv var også bevæbnet med smartphone og parat til at tweete hele min oplevelse (det er noget med internettet, mor). Jeg skulle mødes med nogle venner, der også bare havde tænkt sig at svinge forbi — så man kunne sige, man havde været der, ikke. Allerede før koncerten gik i gang, forestillede jeg mig, hvordan jeg ville fortælle om det.

Men jeg blev væk fra mine venner i mængden. Og jeg mistede signalet på min telefon. Og da The Rolling Stones endelig gik på, stod jeg mutters alene og uden forsvar, uden andre skærme end storskærmen at kigge på.

Endagsgæsterne stod med tårer og tusind ungdomsminder i øjnene. De unge var ved at gå omkuld af benovelse over, at så gamle mennesker overhovedet kunne stå oprejst (ja, nu citerer jeg bare, mor). Et lysshow af bare smartphoneskærme udspillede sig omkring mig: Twitter, Instagram, Facebook, video, video, video. Se os, vi var her.

Jeg kunne ikke engang tage et sølle selfie, mor. Men mens folk havde travlt med at dokumentere koncerten, før den overhovedet var gået igang, begyndte bandet at spille.

The Rolling Stones indtog (en kopi af) deres gamle Canopyscene med et arsenal af klassikere, leveret med en viril energi som ikke engang den kådeste festivalgæst kunne matche.

Hold nu kæft,” gispede min sidemand. “De kan jo fucking spille.”

Nej, der var ingen, der så det komme. Og mens Stones spillede, og spillede, og spillede, og kødranden omkring mig dansede og sang og kyssede, og en mand i cowboyhat hældte fadøl ned ad låret på mig, og en teenagedreng gentog: “Gid min far havde været her” — mens alt dette skete, så holdt jeg op med at tænke på, hvordan jeg ville fortælle om den her koncert, når den var ovre. Jeg nød bare, at den var igang.

Nu må han da snart være træt,” sagde min sidemand og pegede op på Mick Jagger. Men Mick var ikke træt. De spillede i to og en halv time, mor. Er du klar over, hvor svært det er at fastholde min opmærksomhed så længe? (Ja. Det er du nok).

Jeg har tabt min ironiske distance et sted foran Orange Scene, mor. Der var gudskelov ikke nogen, der så det.

Jeg tog til The Rolling Stones for at kunne sige, jeg havde været der. For at fnise med mine venner, mens vi betragtede vores forældres (og bedsteforældres) musik udefra. Et kig ind i en anden tidsalder.

You can’t always get what you want, du ved. Måske fik jeg noget andet i stedet.

The following two tabs change content below.
Mikka Tecza
Mikka er forhenværende clickbait-redaktør og social-proptrækker på DenFri.

Har du noget at bidrage med?