Fodbold er uden sammenligning den mest populære sportsgren i verden. Den nyder så stor popularitet, at vi uden tøven kalder den ’folkelig’ og endog en ’folkefest’. Deri er jeg enig, og jeg hører da også til dem, der både aktivt og åndeligt dyrker, hvad mange af os kalder det smukke spil.

Når fodbold er i stand til at tiltrække de fleste demografier, betyder det selvfølgelig også, at snart sagt alle har en mening derom. Høj som lav.

De store dagblade har i flere årtier beskæftiget sig med fodbolden, vi har Tipsbladet, vi har større adgang til alverdens kampe i tv end nogensinde før, og vi har endda et par fine podcasts dedikeret til fodbold: Fodbold FM og Fodboldmagasinet på hhv. Radio24syv og Danmarks Radio. Skribenter som Asker Hedegaard Boye formår tilmed at ophøje fascinationen til kunst.

Og det er bare i Danmark. Den store engelske avis The Guardian står bag den massivt populære podcast Football Weekly, italienerne kan ikke drikke morgenkaffen uden La Gazzetta dello Sport, der først og fremmest dedikerer sig til fodbolden, og tyskerne har selvfølgelig Kicker.

Dertil kommer også kunstfærdigt udførte magasiner med længere reportager som 11 Freunde og The Blizzard. Fodbold bliver skam taget seriøst. Hvorfor har sporten så et ry blandt ikke-interesserede som noget dumt?

Filosofi og fodbold

Albert Camus var én af det 20. århundredes største tænkere, og han nyder stor popularitet blandt fodboldfans, fordi han angiveligt fortalte sin gode ven Charles Poncet, at han foretrak fodbold frem for teatret. Camus var i øvrigt en ganske habil målmand.

Filosofi og atletik har da traditionelt set heller ikke udelukket hinanden. Det ved vi fra de gamle grækere, der ikke blot udfoldede sig atletisk med henrykkelse men også anseelse. Som centrum for sin akademiske udfoldelse valgte Aristoteles også et ’gymnasion’, da man her fandt flere af samfundets bemidlede mænd i alle aldre, der kom for at træne, ja, krop og sjæl.

På sidste års ”Philosophy Now”-festival var der ligeledes spot på fodbolden i form af en samtale mellem Klaus Rothstein og den tidligere fodboldspiller Asbjørn Sennels. Men når mange hører selve ordet ’fodboldspiller’, vil de imidlertid tænke på håbløse, klichéfyldte interviews efter kampene og lettere utiltalende typer, der tjener for mange penge på alt for lidt.

Senere års professionalisering har tilmed medført obligatoriske mediekurser for spillerne, der har gjort de mange interviews endnu kedeligere og nærmest har blottet dem for overraskelser og skandaler.

Men i langt højere grad end spillerne er det naturligvis de voldelige og til tider racistiske hooligans verden over, der har givet os idéen om fodbolden som tåbelig eller idiotisk. Uanset hvor lille en procentdel de udgør, og hvor lidt de egentlig har at gøre med fodbolden som sådan, har de kastet en mørk skygge uden sol.

Fra Vejle til Belgien via Himalaya

Nogle gange kan det fornuftige element da også forekomme kedeligt. William Kvist er f.eks. en habil midtbanespiller og formentlig et behageligt menneske, men han fremstår for mange som en duksedreng i grå nuancer. Men pludselig dukker også i Danmark en spiller op, der er anderledes og ikke siger alt det, man har hørt før: Alexander Scholz, forsvarsspiller, 21 år.

Scholz er halvt tysk og vokset op i Vejle. Han fik som ganske ung nok af fodbolden, tog på pilgrimsruten til Santiago de Compostela, vandrede i Himalaya, læste Sartre og genfandt langsomt sig selv i Island, hvor han både kunne være menneske og fodboldspiller.

I dag er han en profil i den bedste belgiske række for KSC Lokeren. Han er nærkampsstærk, som det er påkrævet, men han er også – i ordets bedste forstand – en moden spiller. Ikke mindst fordi han også kan kategoriseres sådan uden for banen.

Men sådanne historier hører man alt for sjældent. I forbindelse med VM har mange efterspurgt både bedre kommentatorer og de store fortællinger. ”Hvor er fodboldens pendant til Jørgen Leth?” hører man, og man forstår den store undren. Ikke at man ikke har dygtige kommentatorer herhjemme: Niels Christian Frederiksen, Peter Piil og Morten Bruun er eksempelvis alle både dygtige, skarpe og tilgængelige.

Flemming Toft er et eksempel på en kommentator, der er folkelig i en sådan grad, at mange tilgiver hans åbenlyse inkompetence (evnen til at bytte om på næsten alle spillere, de fejlfyldte statistikker, det manglende blik for spillet etc.).

Mange tilgiver også Peter Schmeichel, selvom han har vanskeligheder ved at ytre en eneste sætning uden at lave en fejl eller blot stille et normalt spørgsmål. Hvorfor tilgiver man ham?

Delvist fordi man har ondt af ham, delvist fordi vi tager ejerskab; med Schmeichel som verdens bedste målmand vandt vi EM i Sverige 1992, og han blev sammen med resten af holdet en folkehelt, hvilket naturligvis betyder, at han tæller som én af os, ligesom vi som ”den tolvte mand” havde vores andel i sejren. En sociokulturel kontrakt af det format ser man efterhånden sjældent.

Ejerskab og post-kolonialisme

Netop dét at tage ejerskab er blandt de mest interessante aspekter ved fodbold på både lokalt, nationalt og globalt plan. Mange af os føler loyalitet og stolthed i forbindelse med respektive barndomsklubber, yndlingsklubber og landshold. Nogle føler sågar, at der er grænser for, hvem der er i stand til at nyde fodbolden.

Dette kommer til tider til udtryk i form af sexistiske udmeldinger, til tider mere geografisk betinget såsom diskussionen om ”football” over for ”soccer”, altså mere eller mindre hele verden imod de entusiastiske amerikanere.

Det har affødt en fantastisk Twitter-konto med navnet ”USA Soccer Guy”, der med over 360.000 følgere er blevet så populær, at hans VM-sang ”Kick That Soccer Ball” – i hvert fald for en stund – overhalede den officielle VM-sang af Pitbull på hitlisterne.

Idéen bag USA Soccer Guy er at tage den stereotype amerikanske sportsfan til det yderste og naturligvis gøre denne så dum, at mange europæere ikke fanger joken. Han kalder både spillere og klubber forkerte navne: Neymar bliver til Nate Mar, Holland hedder Neverlands og kommer naturligvis fra Skandinavien, hvor stjernespilleren hedder Iron Robben.

Det fremprovokerer så mange kommentarer fra hovedsageligt europæiske fodboldfans med en så afslørende effekt, at man efterhånden mærker efterdønningerne af post-kolonialismen. Særligt englænderne lader sig provokere.

De ser med en vis ret sig selv som fodboldens fædre, og når denne soccer guy bevidst fejlciterer deres stolte ”Three lions on a shirt” som ”Three lines on a shirt”, mærker man den boblende og aldeles afslørende vrede blandt de mange, der vitterligt ikke fanger ironien.

Mest interessant er det, at USA Soccer Guy har udviklet sit eget vokabular til at beskrive hændelsesforløbet i de kampe, han tweeter om. Et hovedstød hedder f.eks. ”headshot”, straffespark er ”deathstrike” og at filme er ganske mundret ”voluntary simulation plunge”, for hvilket man kan få et ”minor fellony card” (gult kort) eller ligefrem et ”major fellony card” (rødt kort).

Et fælles sprog

Men alt dette er ikke blot overrumplende effektivt på et komisk plan; det siger også meget om, hvordan vi i forvejen bruger og i lige så høj grad ikke bruger sproget, når det kommer til det smukke spil.

Den japanske spilproducent Konami skrev i 1990’erne i forbindelse med deres populære serie Winning Eleven, at ”once you kick a ball, you can communicate with everybody…” Japansk kitsch for alle pengene og en sandhed med modifikationer, men intentionen var fin nok.

Der er naturligvis brug for lidt flere forbindende led. Storebror til forfatteren Jonathan Safran Foer, Franklin Foer, har f.eks. skrevet en bog med den rammende titel How Soccer Explains the World.

Men som man kunne læse i en fremragende artikel i Die Zeit tilbage i juni måned, klamrer vi os begrænsende til de samme begreber ”for at simulere analysedybde og faktuel tyngde”.

Vi har ganske fundamentalt brug for at være enige – hvad skribenten kalder ”die fröhliche Affirmation” – og benytter os af retoriske fordoblinger, der ikke nødvendigvis er folkelige men snarere fordummende, hvor potentialet for en endnu større oplevelse faktisk er til stede.

Ifølge den nævnte artikel deltager de tyske journalister – og velsagtens journalister over hele verden – i denne ”almene begejstring for en national undtagelsestilstand”. Men fodboldens flamme brænder naturligvis uden ende. Som den britiske komiker David Mitchell bemærker i en sketch: ”football is officially going on forever”. Lad os få det bedste ud af det.

The following two tabs change content below.
Martin Hjorth Frederiksen

Martin Hjorth Frederiksen

Eksiljyde med en forkærlighed for italo disco, Faxe Kondi og det punkt, der tillader popkulturen at mødes med æstetikken, filosofien og sociologien.
Martin Hjorth Frederiksen

Nyeste indlæg af Martin Hjorth Frederiksen (se alle)

Har du noget at bidrage med?