Jeg var første gang på Roskilde Festivalen i 1986. Der var jeg lige blevet 13 år. Michael Strunge var lige død. Det sidste gik jeg meget op. Jeg havde tværet noget eyeliner rundt om øjnene og gik rundt og surmulede, mens jeg skævede op mod himmelrummet. Deroppe sad han nemlig og så ned på mig.

Min far havde sagt, at jeg ikke måtte sove der. Så hver aften tog jeg det sidste tog fra stationen til Hovedbanegården, hvor min far troligt stod og ventede på mig. Så tog vi bussen fra Rådhuspladsen hjem til Reberbanegade på Amager.

Det var i bussen på vej hjem, det var mest fantastisk. Festivalen. Når den var lidt på afstand. Min far havde selv været der mange gange. Så sad vi der på bagsædet af linje 34, jeg havde mit hoved mod min fars anorak, han duftede af min far, og min eyeliner smittede lidt af på ham.

Jeg var nok lidt for lille til festivalen der i 1986. Jeg synes, alle var så høje og store og havde rygmærker, så det lignede en stor, kommunal fest på Røde Mellemvej, hvor alle fejrede, at dem, der ikke skød Makrellen, stadig var på nogenlunde lovmæssige fødder og i stedet havde skudt papegøjen, da de sadlede om og skridtede territoriet af i hele Fristaden, der ikke var så fri længere.

Jeg drak heller ikke noget. Det var nok fejlen. Men på det tidspunkt drak og spiste jeg kun efter nøje udregninger, da jeg på ingen måde skulle veje som en fuldvoksen elefant. Aldrig skulle jeg blive voksen, dum, borgerlig og lyde som dem, der faldt i søvn i fjernsynet, fordi de var så kedelige og havde et fast arbejde i den bedste sendetid.

Tingene skifter heldigvis hurtigt, når man har eyeliner i hele femøren. Året efter, i 1987, følte jeg mig meget, meget voksen og gav fingeren til alt og alle, der også gav fingeren til mig. Der var meget langemand i Lagermand dengang.

Min kusine, som jeg dengang gjorde alting sammen med, skulle lige akkurat på socialiseringsferie med resterne af sin kerneindustrifamilie, mens der var Roskilde, så jeg måtte trække nitten og tage derned med Ninus Arnoldi. Det var egentlig fint. Vi havde også byttet sko, så vi havde en rød og en blå Converse hver. Det havde vi set, at Kitt og Sigrid fra teatret havde gjort. Og så gjorde vi det også.

Kitt havde også farvet sit hår sort og var rigtig god til at se sur ud hele tiden. Vi gjorde det med håret og øvede os med grimasserne.

Ninus var bedst til at være vred. Jeg lignede mest en, der var såret og sad i et hæklet sjal og læste Vita Andersen med spredte ben, mens jeg skulede til alle de (tisse)mænd, som ville verden så ondt. Blot ved at være tilstede i den. Det gik ikke så godt med mig og det der surmuleri. Jeg fik også ondt i panden af det. Og øjnene.

Vi tog af sted. Ninus Arnoldi og mig. Vi sad i bussen og forsvandt fra Amager mod Rådhuspladsen, hvor toiletterne under jorden lokkede med alt det forbudte. Det skulle vi ikke i dag. Men vi smuttede alligevel lige den vej, så vi kunne se os selv i spejlene og se, at vi så helt smadrede ud. På den der helt rigtige måde.

Jeg havde også set mange vesttyske film, hvor man altid rev udskæringen i sin T-shirts i stykker, så syningerne sprang. Sådan lignede man en ordentlig trækkerdreng, der egentlig ikke trak andet end vejret.

Vi krydsede Rådhuspladsen med vores røde og blå sko, og hoppede på toget mod Roskilde. Denne gang kendte jeg musikken, der blev spillet, fordi jeg var begyndt at høre Det Elektriske Barometer på P4 i P1, hvor Elisabeth vendte vinyl med sine spidse, blinkende sirenebryster.

Meget skete i 1987. Sådan er det nok, når man er 14. Det er det år, man bliver kysset sådan for alvor for første gang. Og det er også det år, hvor man læner sig mod en mand i en regnfrakke og mærker, at en mand i ny og næ kan blive til to mænd. Og mænds indbyrdes kærlighed er et helt kapitel for sig selv, som kræver oplæring af sortklædte mænd med Freddie Mercury-overskæg og lidt for stramme læderjakker, så de ser ud som om, de lige er trådt ud af et Bravo-blad, hvor Nena skreg, at hun stadig var rasende over de der luftballoner, som var smuttet.

1987 var mit år. Sort Sol lavede deres bedste lp til dato og Miss B. Haven debuterede med deres blå lp, som sammen med Elisabets to skiver, den lilla og Lystens Ø, var soundtrack til min ungdom. Jeg gik i et slæng, hvor alle sad og vrælede over David Bowie. Det gjorde jeg også. Men Nicolas Winding Refn og jeg sad nu mest i grafiklokalet på Byens Skole på Nygårdsvej og hørte The Smiths og gudeskønne Morrissey, som vi raflede om, hvem skulle giftes med. Nicolas måtte godt få ham, hvis jeg fik Boy George. Aftale!

Roskilde i 1987 var magisk. Jeg måtte sove der. Og det måtte jeg vist kun, fordi Ninus Arnoldi sagde, at vi skulle sove der med teatret, som vi var med i. Det var Teatergruppen Kastrup, hvor vi altid var i gang med en politisk aktion af dimensioner. Vi glemte bare altid, hvad det nu var, vi var imod, fordi vi mest diskuterede, hvad vi skulle have på.

Det var altid Maria Brandt, der trak det korteste strå, og så blev hun hønen, fordi Gary fra regnvåde London engang havde købt det kostume på en aktion, så det skulle være med i alle aktioner og forestillinger. Randi fra Listedvej var lige så uheldig. Hun blev altid grisen. Og det var kun sjovt, hvis man skulle spille Kammerat Napoleon.

Vi sov ikke sammen med teatret. Det var der vist ingen fra teatret, der gjorde nogensinde. Vi brugte det bare altid som skalkeskjul. Vi havde heller ikke soveposer eller noget andet med. Ikke engang tandbørster. Vi legede nemlig punkere og gav som sagt langemand til alle dem, der sagde, at vi ikke var så vilde som dem, der havde besat Sorte Hest og Mekanisk Musikmuseum på Vesterbrogade.

Der havde jeg et godt kort i leopardtasken, da jeg var blevet lidt kæreste med Sorte-Helles aflagte kæreste Martin, som havde øvelokale i kælderen, hvor han spillede noget, der skulle lyde som The Cure, men mest lød som sådan noget, man hørte, hvis man hed Belinda og havde en hest i stald ude ved Kongelunden, så man slap for at få kærester.

1987 var i høj grad Sonic Youth, Miss B. Haven, Sort Sol, How Do I, Anne Linnet, der frækt løb rundt i hvidt tøj og smækkede Elo Sjøgren alle andre mulige steder end i numsen. Det gjorde jeg så til gengæld. Lidt senere. Men det var ikke musikken alene, der gjorde det. Det var ånden. Tror jeg. Og det der særlige Roskilde-støv, som falder over dyrskuepladsen med en sjælden form for grus, tis og med en særlig ærlighed af sne, sæd og sjove kontante afleveringer af kærlighed, der skrider ud i alle mulige afskygninger, fordi øl og andre ting hjælper hæmningerne ned i plasticposen, hvor de så kan ligge og lumre dem, til man igen er smuttet mod toget på vej mod byen, der trods alt stadig er mekanismernes puls. Men meget sker i Roskilde i løbet af festivalen.

Dengang var det ikke en politisk handling at kysse med en mand i fuldskæg og med rød læbestift og flot, sart og sæbeskummende Robert Smith-hår. Det var bare sjovt. Og de moralske tømmermænd kunne komme den dag, man sad pænt i sin Børge Mogensen-sofa og så alle afsnittene af Matador, mens man aede en puddel eller en parcelhuskone eller en grønsagsfingermand, der adlød alle navne, og derfor gik i ét med gardinerne og tapetet.

Den tid skulle nok ankomme, hvor man begyndte på sådan noget med at spise varm mad og betegne alt det, man gjorde i sin ungdom, som en hobby, fordi man nu havde sadlet gevaldigt om på kødpølsekarrusellerne og fået fast arbejde i Nykredits eftermiddagskantine.

Jeg har været på Roskilde mange gange siden. Jeg var der fast fra 1986 til 1997. Så holdt jeg op. Og kom der kun sporadisk. Jeg har læst op mange gange på pladsen. Og jeg har optrådt endnu flere gange i en masse forskellige konstellationer, indpakket i madpakkefolie og med skæve, hvidsminkede ansigter, hvor alle stod og spyttede og virkelig var stor, stor kunst!

Det eneste man nok var, var kunstig. Og uvirkelig. Men sådan var den tid, hvor man troede, man indgik i samtiden ved at vriste og prikke til den med løse håndled og pirrende pegefingre, der aldrig rigtigt fik ro i læderhandskernes betræk af solvarm og vibrerende hud.

Jeg holdt op med at vade rundt med sort, sort eyeliner og sort, sort hår. Jeg fik også hele tiden hedeslag. Og jeg fik øjenbetændelse af det der eyelinerhalløj.

Alting har sin pris. Jeg betalte den med min krop. Men jeg blev kysset på Roskilde i 1987. Og jeg mødte en tysk mand i et utæt telt, der hed Detlef. Det sidste var næsten det bedste, fordi det hed Christiane F.´s kæreste også i Wir Kinder vom Bahnhof Zoo. Og den film elskede jeg! Det gør jeg stadig. Han kyssede godt, ham Detlef. Han lærte mig også nogle andre ting. De var gode at lære, når man var 14 år og på Roskilde for anden gang i sit liv.

Man siger, man står af i Roskilde. Det passer ikke. Det er dem, der bliver i Roskilde lidt for længe. Roskilde er bedst som en tilstand, hvor der er besøgstid. Som hos lægen. Det er som en rar feber, der smitter. Og det er som et kys af grus, der knitrer. Det kys skal alle have. Et par gange i deres over– og underliv.

The following two tabs change content below.
Tomas Lagermand Lundme

Tomas Lagermand Lundme

Tomas Lagermand Lundme er forfatter, dramatiker, billedkunstner og skribent. Har blandt andet skrevet om forhud, rindalisme og katte.
Tomas Lagermand Lundme

Nyeste indlæg af Tomas Lagermand Lundme (se alle)

Har du noget at bidrage med?