Er Ello et økologisk helle for alle os, der er bange for big data? Hvis du tænker dig om, kender du allerede svaret. Det handler om venturekapital, og om almindelig, sund skepsis. 

Det startede før weekenden. Først var der én. Så var der mange. De cool, der henkastet nævnte, at nu var de på noget, der hedder Ello. De desperate, der håbede på en invitation. På Ello kommer man nemlig kun ind med en invitation i hånden.

Det er det, man kalder kløgtig marketing. En forholdsvis nem manøvre, hvor man udbyder en vare til en eksklusiv skare, og venter på, at medløberne følger trop.

Nu er vi efterhånden alle på Ello. Men hvad skal vi egentlig dér?

Jeg er på Ello, fordi jeg gerne ville være cool. Ello lød nemlig cool. Et økologisk, akromatisk alternativ til grimme, kommercielle Facebook. Et socialt netværk med et manifest, der bruger ord som “empowerment” og “transparency”. Du er ikke et produkt, lover (formaner) Ello.

ello manifest

Ello er nemlig et socialt netværk uden reklamer, uden snablen nede i din private data, uden anden indtægt end frivillige donationer og tilkøb af premium content.

Lyder det for godt til at være sandt? Tjah.

Lad os starte med at slå noget fast: Selvfølgelig er du et produkt på Ello. Du er altid et produkt.  Lige nu ved du bare hverken, om du er købt eller solgt.

Ello er ikke mere økologisk end Bornholmerhanen.  Ello er nemlig bygget på venturekapital, og Aral Balkan, Ellos indie-teknologiske sparringspartner, har allerede vasket sine hænder af projektet.

Men hvad er venturekapital, og hvorfor det et dårligt fundament for et non-profit hipsterhelle? Lad os spørge Aral selv:

Venturekapital er såkaldt risikovillig kapital. Det er professionelle investorer, der poster penge i nystartede virksomheder og projekter, med forventning om at få del i profitten, når den kommer. Det er ikke gratis at bygge sociale netværk, men Ello er gratis for dig, fordi de har modtaget 435.000 dollars i venturekapital fra et professionelt investeringsfirma, der vil skide hul i “empowerment” og “transparency” og helle.

Det  er nok derfor, de ikke står nævnt i Ellos manifest.

Når man som Ello sælger sig selv på rene hjerter og moralsk overlegenhed, så skal der ikke mange ridser i facaden til, før kritikerne lugter blod.

En af disse kritikere slår hovedet på sømmet, når han understreger, at uagtet Ellos egne drømme, så låner man bare ikke Ello en halv million dollars til et non-profit projekt. Og Ellos freemium-model, hvor sympatisk den end måtte være, virker ikke som en realistisk måde at skaffe et tilfredsstillende afkast til investorerne.

Ellos grundlæggere forsvarer sig naturligvis imod anklagerne. At forråde manifestet og gøre Ello kommercielt ville dræbe konceptet, påpeger de. Og Freshtracks, den omdiskuterede investor, har slet ikke behov for at presse Ello ud i reklamer. Ello er sort/hvid, men det er virkeligheden sjældent.

Men hvis Ello ikke skal leve af reklamer, og ikke kan leve af gode intentioner, hvad skal de så leve af? Og hvem skal man egentlig tro på?

Man kan starte med at tro på sin egen sunde skepsis. Er Ello virkelig en økologisk arvtager til Facebook? Næppe. Diaspora prøvede, men fejlede. Har Ellos grundlæggere virkelig fundet den ene venturekapitalfond, der ikke vil have sine penge tifold igen? Måske.

Lige nu strømmer folket til Ello. Bliver de hængende, kommer vi nok til at se forandringer, små tweaks i det sort/hvide manifest. Twitter og Facebook var også unge og uskyldige engang.  Indtil brugerskaren var etableret, data var plukningsmoden, indtjeningsmulighederne enorme nok, og reklamerne uhyre lette at implementere.

Der er intet, der er gratis. Er du ikke produktet nu, så bliver du det i en nær fremtid. Gør med det, hvad du vil.

The following two tabs change content below.
Mikka Tecza
Mikka er forhenværende clickbait-redaktør og social-proptrækker på DenFri.

Har du noget at bidrage med?