En kollega afsluttede forleden et møde med en kommentar om en ekstern partner: “Han er klog nok til ikke at give op.”

Det var de præcise ord, det ved jeg, for jeg har ikke kunnet glemme dem siden. Selvom man lærer at vogte sig for begrebet “mening” på de danske universiteter, er jeg overbevist om, at der er en mening i, at noget bider sig fast. Det betyder imidlertid ikke, at kollegaens citat i sig selv giver mening, men det er værd at give det en chance.

På disse sider havde Erwin Neutzsky-Wulff for nylig en mening om forskellige former for intelligens. Ganske vist ikke uden humor, men trods ironisk distance i afslutningen var der forhåbentlig noget oprigtighed i hans salut: “Husk det næste gang, du føler dig dum!”

Lad os som et lille eksperiment følge min kollegas tankegang og behandle viljen som en art intelligens. Vi er inden for et felt, der også nærmer sig betegnelser som dumdristighed og stædighed. Førstnævnte er sædvanligvis en negativ udlægning, hvor sidstnævnte oscillerer mellem det negative eller i bedste fald heroisk-egoistiske (at kæmpe for sin egen sag, koste hvad det vil).

Hvor placerer det viljefaste sig så? Såfremt vi behandler det som en art intelligens, er vilje en evne til udvidet sandsynlighedsregning: hvis man sammentænker alle faktorer, er det så sandsynligt, at dette eller hint er værd at kæmpe for / lykkes med / samle opbakning om etc. Her bevæger vi os imidlertid også over i intuitionens domæne, og så er der for alvor forvirring på spil: hvad er eksternt, og hvad er internt?

Dette problemkompleks leder os videre til professor i psykologi Svend Brinkmann, der har spredt fornuft i alle de store aviser på det seneste i forbindelse med sin nye bog “Stå fast — et opgør med tidens udviklingstvang”. Blandt hans vigtigste teser er, at vi ikke bør være så besatte af at mærke efter i os selv (dvs. det interne element, buh) og hellere søge viden, råd og sparring hos andre (det eksterne element, yay).

Egentlig er jeg ganske enig med Svend, hvilket gerne skulle fremgå tydeligt af en kronik, jeg skrev til Information sidste år. Vi er fanget i en usund optimeringsmodus, der primært er til gavn for markedet. Derfor er det også nødvendigt med knap så jævne mellemrum at gøre opmærksom på, hvad der kan ske, når samfundet og politikerne ikke tænker tingene igennem eller viser tilstrækkeligt med perspektiv.

Er der så vilje til perspektiv, eller er der vilje til kortsigtede løsninger, der i virkeligheden ikke vil ret meget, og hvad betyder vores idé om vilje efterhånden? Når man kursiverer det tilstrækkeligt, lyder det mere som en ingrediens, og deri ligger måske svaret: et krydderi til optimeringssamfundet. Sådan bør det naturligvis ikke være. Og “det er jo bare et ord!” råber nogen efter mig og kaster æg og tomater. Ingen vanille.

Man lærer på film, at der gerne skal komme gode nyheder med de dårlige. Måske man i stedet kunne peppe det negative op med en lille dans: Forestil dig at Never Gonna Give You Up var en hyldest til egoet.  At man synger til sig selv. Lyt blot efter engang.

Stakkels Rick. Sådan at blive hevet ind i så modbydelig en kontekst.

… Men der er naturligvis også bare muligheden for, at min kære kollega var ude i et koffeinkakofonisk ærinde og sagde noget henkastet, som jeg lagde alt for meget i. Viljen til forståelse, I ved.

The following two tabs change content below.
Martin Hjorth Frederiksen

Martin Hjorth Frederiksen

Eksiljyde med en forkærlighed for italo disco, Faxe Kondi og det punkt, der tillader popkulturen at mødes med æstetikken, filosofien og sociologien.
Martin Hjorth Frederiksen

Nyeste indlæg af Martin Hjorth Frederiksen (se alle)

Har du noget at bidrage med?