Far var en ekstremt hidsig mand og sygeligt jaloux i sin voksenalders første 10–15 år. Mor kunne simpelthen ikke forlade vores lejlighed i Øster Farimagsgade uden, at han forestillede sig en kø af mænd der ville kneppe mor i slagterens baglokale. Og slagteren var en pæn mand.

Det var svært for far at omstille sig til danske forhold. Han var vant til at gå alene på en lille ø i Adriaterhavet og vogte får. Men hvem vogtede mor når far var på arbejde? Det gjorde lille jeg – og der i midten af tresserne var det kotyme, at kvinderne vogtede hjemmet og passede kogegryderne, med en gang multitasking over kogevask og suppe.

Far og mor blev skilt og pludselig havde jeg to fædre. Min papfar var en flink mand og mit forhold til far bedredes ved, at han kun havde mig hver anden weekend. Jeg bar ikke nag, kun lidt, over at han tævede mor.  

Dybt indeni var far et ikon for mig, en retskaffen og ærlig mand, der knoklede på Glud & Marstrands olietøndefabrik. I weekenderne frekventerede han de dejlige danske piger i det københavnske natteliv, mens han var single. Men han giftede sig med en dansk kvinde og jeg fik en lillebror. Mor fødte også et drengebarn, som fik en brat afslutning på livet (læs Hjerteblod).

Far var sparsom og lagde penge til side. Når vi var på den årlige tivolitur viste han mig sin bankbog, og 20.000 Kr. var mange penge den gang. Jeg forstod ikke tallenes værdi, men da han kom med en spritny cykel med dynamolygte og håndbremsere – forstod jeg bedre. På cyklen kunne jeg hurtigt smutte fra Nørrebro til Østerbro, for at besøge ham. Jeg boede også alene med ham da jeg gik i fjerde klasse i 1964.

Far var en ganske lille mand, men personfarlig i kamp. Det skete, at mænd blev jaloux på ham, fordi han havde scoret og dusket deres koner. Også så det stank på vores toilet, når en af disse bitches havde været ude at onanere, fordi den sexuelle frigørelse krævede, at kvinder nu skulle være stangliderlige, konstant.

Far var god til at læse andre mænds signaler – og lige i det at en kamphane røg på ham, greb han en stol eller det der var for hånden, og bankede stodderen i gulvet. Han burde have været jægersoldat, for han kunne det shit med at pacificere voldsomme typer og det var ikke kampsport, men lynhurtige reflekser der gjorde udslaget. Der gik ikke meget mere end fem sekunder fra et angreb til, at svinet lå blødende på gulvet.

Med årene der gik, blev fars koner udskiftet til nyere og yngre modeller. Far var gift syv gange. Hans koner magtede simpelthen ikke hans jalousi og klarede ca. fem år med ham. Men far var ædel og konerne scorede alle materielle goder, så far måtte starte forfra hver gang han blev skilt.

Da jeg mødte Serena, hev far mig ud på nattearbejde i weekenderne og jeg tjente 3–400 Kr. i stedet for at bruge rub og stub på diskoteker, som var meget spændende dér sidst i halvfjerdserne. Serena trak den anden vej og hev mig med på Disc Club og Madame Arthur, et bøsseværtshus i det indre København.

Far kunne lide Serena, specielt fordi hun også var til tipning og selv lavede systemer. Hun havde ikke den store forstand på fodbold men elskede tal. Serena var mindre glad for, at far nærmest beordrede hende til at være husalf og tømme askebægrene, når vi mænd sad ved sofabordet og drak kaffe.

Man behøver jo ikke at være muslim for at undertrykke kvinder og presse dem ind i en skabelon, hvor de er til for mandens skyld. Den slags lærte jeg ikke i skolen. Der styrede rødstrømperne for hårdt. Men det er fristende at mistænke, at bagmændene for Womens Lib, var mænd, der gerne ville duske mere liderlige og frigjorte kvinder, som vaskede kussen af og til.

Da far nærmede sig de tres, flyttede han hjem til øen Pag og hjalp farfar med fårene, ostene, vinen og grøntsagerne.

Serberne gik amok og invaderede Kroatien og de andre lande i det gamle Jugoslavien.

Milosevic, Serbiens præsident, ville vist gerne have kystlinjen, som bliver invaderet på fredeligere vis, hver sommer, af folk fra de andre balkanlande og skandinaviske turister. Folk vil have strand og hav og det leverer kroatien i stor stil.

Rige schweizere og tyskere har deres egen landsby på øen, med deres yachter liggende klar til et par uger på havet.

Far drog i krig og indtog en ledende position i sin specialgruppe, som var snipers og guerillakrigere. Krigen nåede så tæt på som til Zadar, en gammel by, 80 Km. fra Pag by.

Krigen blev vundet med hjælp fra bl.a. Danmark, som gjorde et flot stykke arbejde efter krigen. Franske specialstyrker gjorde det hårde arbejde og var med til at fange krigsforbrydere i deres BMWer.

Far modtog fortjenstmedaljer og stod til en krigspension, som han var for stolt til at modtage.  

Årene gik og min lillebror og hans kone bragte 3 pigebørn til verden. Lillebror har arvet fars ædle gemyt, men ikke hans temperament, som til tider stikker frem fra mit eget gemyt. Men jeg er jo også fuldblodskroat – og vi katolikker gider ikke noget pis!

De senere år har vi besøgt far nogle gange og han var ufrivilligt morsom med sit gebrokne dansk.

Programmøren, Serenas ældste nevø, var med på en ferie og lagde vægt på, at far snakkede Angora-sprog (drengene fra Angora). Når han skulle understrege en ting, som vi sagde, svarede han: ”Nemlig, ja!” (kendere vil genkende udtrykket).

Far var dybt optaget af kirker, kirkegårde og liv/død situationer. Hans primære holdning var ateisme og han gjorde grin med folk der døde, inden de havde realiseret deres drømme.

Serena, programmøren og jeg sad på vores stamrestaurant i Pag by, og far underholdt med anekdoter der handlede om ø-folket. Han sagde:

”Alle de mensger hier, der kommer honning ut af deres mund, men de hater jo hinanden.”

Samtalen blev altid drejet over på døden og far fortalte om en mand, som var driftig, men ikke kunne få sin drøm realiseret. Han sagde: ”Ham der den mand, han ville jo så majet, men han bliver jo døt.”

Far havde tænkt sig at leve til han blev 160 år, fordi han havde mange penge ude i lån. Men døden indhentede også ham og hvis der er en anden side, bliver der forhåbentligt ikke regnet med mønter der.

Far nåede at bo et halvt år på et plejehjem i Novalja, en skøn by på vestsiden af Pag.

En dag ringede lillebror og fortalte mig, at far havde drømt min død og at jeg hellere måtte ringe til plejehjemmet.

Fars stemme var tynd og pibende – jeg kunne næsten ikke høre ham: ”Er du ved at dø far?” spurgte jeg. ”Naej!” var svaret. 3 dage efter sov han ind.

Om føje år er det min tur. Som far så søn. Og der er otte hylder i fællesgraven, udformet af marmor fra Italien.

Som katolik vil jeg finde min rette hylde. Til sidst. Og jeg bliver jo døt.

RIP Far, 9/8–1932 – 3/6–2014

The following two tabs change content below.

Andiman

Nyeste indlæg af Andiman (se alle)

Har du noget at bidrage med?