Mor har altid ønsket, at jeg ville skrive en bog om hendes liv. Og jeg har hørt på hendes livshistorie lige fra jeg kan huske. Mor er født i 1937 og var den største pige ud af en børneflok på 9. Hun skulle lave mad og andre sure pligter, som at gå med morfar i marken.

Morfar var med i 2. verdenskrig, hvor han plaffede bundter af tyskere og fik medaljer for det. Til markarbejde havde de et æsel med, som var pakket med redskaber, mad og drikke. Mor ville gerne ride på æslet, hvilket ikke faldt i god jord hos morfar.

”Æslet skal ikke bære dig, du kan bære æslet!” sagde morfar og grinede.

Mor fattede nok ikke morfars humor, men det er nødvendigt at have humor, når livet er hårdt arbejde og munde at mætte. Men alle fik mad hver dag og der var grøntsager nok fra markerne, som altid lå nogle kilometer fra landsbyerne. Dem er der mange af på Pag.

Efter krigen tildelte præsident Tito et jordlod til alle, der havde lyst til at beplante deres lod eller at opdrætte får.

Farfar havde et lod på 200 x 1500 meter, kun til fåreopdræt, og i 1995 var jorden 7 millioner kuna/kroner værd. Den pris solgte far til, da han havde arvet både hus og jordlod efter farfar og farmor. Huset var ikke meget værd, men ligger i Pags indre by. De fleste har en souvenirbutik i stueetagen nu til dags.

Mor mødte far da hun var 16 og han var 21 år gammel. Forholdet slog gnister fra starten. Mor var bondepige og far ud af en velstillet byfamilie. Far var meget hjemmefra som fårehyrde på de de små naboøer, og mor var blot et barn, som legede med mindre børn og købte slik til dem med penge fra husholdningsbudgettet.

Vi boede til leje på en første sal hos en gammel dame, som bankede med sin stok i loftet når jeg løb rundt på vores stuegulv. Der var et hul i gulvet og den gamle stak sin stok op gennem hullet og råbte ad mig. Jeg var glad for voldsomme lege og hvis der var noget at smadre, så gjorde jeg det.

Mor og far havde åbenlyse problemer pga. fars jalousi. Der var ofte husspektakler og da far blev 28, mor 23 og jeg 3 år gammel, flygtede vi til Italien og indgik i et flygtningeprogram, der førte os til Danmark. En udmærket løsning på noget der lignede en skilsmisse fra starten af.

Vi fik rigtig kroatisk mad, mor havde styr på det kroatiske køkken, for dengang stod mødre i køkkenet hele dagen. Om lørdagen vaskede man tøj og strøg det om søndagen. Husmødre havde aldrig fri. Målt i timer arbejdede mor mere end far.

Måske skulle rødstrømperne have kæmpet for husmødrene også. At komme ud på arbejdsmarkedet ville for min mor have været ren afslapning, og så havde man over i købet råd til en hushjælp. Hushjælp var det laveste man kunne være i tresserne; dårlig løn og utak fulgte med.

Børnehaven var et guddommeligt frirum, hvor man kunne gøre næsten alt man havde lyst til. Når mor skulle hente mig, tog jeg min kæphest og red væk. Jeg havde ikke lyst til at komme hjem til de evige skænderier og den periodiske vold.

I forholdet mellem min papfar og mor, var der kun den vold mor tilførte min stakkels papfar. Han fik tæsk med mit lange jernskohorn, som jeg lavede til metalsløjd – når han kom hjem i en brandert. Men han slog aldrig igen.

Livet har været hårdt for mor. At miste sin lille søn og føde en multihandicappet datter indenfor et år, er skrap kost og hun fik ikke den nødvendige behandling bagefter. Sidenhen var mor i mange år bedøvet af rødvin og stesolid. Stesoliderne kom også mig og mine kammerater til gode. Andet godt fra mors pilleskab var slankepiller, dobesiner, som var som speed når man tog nok.

Jeg flyttede på kollegium som 15-årig, men boede sammen med min mor, da jeg gik på HF som 18-årig. Jeg tilbragte ikke meget tid hjemme, da jeg også havde job som rengøringsmand efter skoletid.

Vi boede i en stuelejlighed og mor tog flere ture ud på gaden i en brandert og kastede sig på maven på asfalten lige foran ambulancen. Det blev til en del indlæggelser på psykiatrisk afdeling, men da hun fik en lejlighed lige ved siden af Bispebjerg Hospital, forsvandt behovet for indlæggelse og mor levede 35 år i sin pæne og lyse lejlighed.

I år 2010 var mor pænt ødelagt af sovemedicin og rødvin – og mangel på motion. Hun kom ikke udenfor en dør de sidste år og endte som sengeliggende med besøg fra hjemmeplejen 6 gange dagligt.

Mor lagde flot ud med at gå med rollator på sit plejehjem, men siden gik det hastigt ned ad bakke. Hun endte med en blodprop, som bandt hende til sengen og et år efter fik hun atter 2 blodpropper, blev lam i den venstre side og fik tildelt en dyr rullestol, så de kunne trille hende ind til middagsmad i fælleslokalet.

Jeg besøgte mor 2 gange om ugen og sørgede for cigaretter, chokolade, blomster og tøj. Mor holdt op med at ryge og var nærmest uden sprog den sidste tid. Hun snakkede papegøjesprog og konstant ytrede hun: ”Jag kan jo ickje.” Til sidst lød det bare som om hun sagde “gekko” — og jeg jokede lidt med det.

Jeg købte blomster til fælleslokalet og blev fotograferet til deres nyhedsorgan. Buketterne stod i 400 Kr. som mor betalte af de penge hun fik for sin andelslejlighed. Jeg drak øl med en gammel bokser på hans værelse. Kontakten til lederen af mors etage var fin og forløbet gik pænt de to år mor nåede at bo i Husum, hvor jeg tog min cannabisvej i mine teenage-år.

Mor nåede endnu en jul, efter sin første blodprop i julen 2011. Dagen efter juleaften ringede de fra plejehjemmet, mor var helt væk og ville ikke have livsforlængende behandling mere. Om natten døde mor og jeg måtte ringe til far og fortælle ham det. Hans bemærkning var: “Nå, hun bliver jo døt!”

RIP Mor, 25. feb. 1937 – 26. dec. 2012

The following two tabs change content below.

Andiman

Nyeste indlæg af Andiman (se alle)

Har du noget at bidrage med?