I går spurgte min søn på ti år: Mor, hvem har dog været så dum at opfinde vold? Det afstedkom en længere samtale om volden som et grundinstinkt hos mennesket. Et instinkt som vi, som det intellektuelle dyr vi er, i de fleste civilisationer prøver at civilisere. 

Med det mener jeg, at vi ikke prøver at bekæmpe al vold, men definerer legitim og illegitim vold, sætter volden i system (krig/straf), og dømmer volden efter samfundets øvrige normer.

I den opdragende situation forældre til børn, lærer de fleste mennesker i dag deres børn, at vold ikke er en løsning.

At man skal lære at italesætte de følelser, som ellers ville føre til vold. Andre mennesker igen lærer deres børn, at vold er ok, hvis man skal forsvare sig selv, eller hvis modstandere ikke forstår den tale og dialog, man først skal forsøge sig med.

For nogle er volden det eneste sprog, de nogensinde har lært. Men det er ved at være så ukorrekt at løse ting med vold, at man må ty til andre metoder.

Vold kan være en måde at vise sin magt på. At få folk til at makke ret. At få folk til at se en. Anerkende ens styrke og position.

Vold kan også være sidste udvej, når man føler sig magtesløs — en måde at tage magten tilbage på.

Voldsmanden er også et helt almindeligt menneske

Hvorfor bruger jeg så mange linier på at skrive om vold? Fordi det, vi bevidnede i går i udsendelsen “Ti stille kvinde” er vold. Det er psykisk vold. Med ord.  Billedskabende ord om vold, nedgørelse, sygdomme, trusler og forbandelser. Og programmet handlede om ordvold mod kvinder. Michael Jeppesen viste os, at vold med ord mod kvinder er konstant og kommer i mange former.

Den sexistiske ordvold udføres af de ægte tosser, internettroldene som før internettets tid var dem, der klippede bogstaver ud og tog sig tiden til at poste ægte, væmmelige breve. Som ringede, forfulgte og chikanerede som følge af et sygt sind. Dem med kældrene, underbukserne og det fedtede hår, som finder deres vej, uanset hvilke fora og forbud, der bliver tildelt dem. Dem som man bliver oprigtigt bange for, som Michael Jeppesen selv blev, da han prøvede at opspore den falske Ole Ernst.

Dem, som jagter en bestemt profil: De rødhårede, præsterne, jøderne, kvinderne, de venstreorienterede — profilen er for så vidt erstattelig, men ordvolden er den samme, determinerede magtdemonstration. Den skal skræmme, intimidere og give trolden magten, som troldene ikke kan tage over andre forhold. Måske mindst af alt dem selv.  Dem, som man ikke kan nå, dem som kan ignoreres ihjel og som sikkert ender sådan. Ignoreret ihjel.

Den sexistiske ordvold udføres også af almindelige mennesker.  Helt, helt almindelige mennesker, der har en familie, går på arbejde, er vellidt blandt kolleger, har venner, tager på ferie, har kæledyr, handler i Føtex, betaler regninger, fortæller jokes, onanerer, drikker, bander, læser, skændes og tænker. Som har en socialmedieprofil, følger med i samfundsdebatten, har sine favoritsider, favoritpersoner og favoritidioter.

Som med garanti, hvis man gik videnskabeligt til værks og gravede i arv og miljø, udadtil virker som et velfungerende menneske, men som indeni slås med diverse monstre og dæmoner, der kommer farende og udbryder alverdens ubehagelige ting i skænderier og andre ubehagelige situationer.

Måske en dominerende, enlig mor. En voldsansporet far. Et mobbet skoletid. En kvindelig hadepædagog. En hierarkisk uddannelse med en hård tone. Vi ved det ikke, men de er entydigt præget af afmagt. Manglende indsigt i sig selv. Som bliver til mere impuls og aktion, end tanke og velovervejet reaktion.

Det var bare for sjov

Fælles for de mænd, som Michael Jeppesen fik i tale i går var forklaringerne (bemærk venligst “forklaring” overfor “undskyldning”. Jeg hørte nemlig ingen undskyldninger) for ordvolden i forskellige varianter: “Jeg tænkte ikke lige over det”/“Jeg sendte det bare”/“Det var bare sjov og spas”.

Som hvis man havde konfronteret Brian som 14-årig i 7. klasse, i færd med at give pigen med de store bryster et hestebid/en olfert/en sherifstjerne. Ikke-forsætligt, måske, men stadig skadende, ydmygende og nedværdigende. Som både magt– og afmagtsvold er.

Ordvold som kommunikationsmiddel for ens budskab er, som alle andre former for kommunikationsmiddel, afhængig af, hvordan modtageren opfatter det.

Hvis ikke budskabet om, at den her form for ordvold bare er et udtryk for humor, ikke bliver opfattet som sådan, ja så er det ganske enkelt ikke kvindens humor, den er gal med.

Hvis du vil få kvinden til at grine, må du arbejde lidt for sagen. Møde kvinden der, hvor hun er.

På samme måde kan komikeren, der ikke kan få publikum til at grine af showet, jo ikke skyde skylden på hele publikummet , og påstå at de alle er humorløse. Det er komikerens opgave at ramme dét punkt i tilhørernes hjerte/mave/hjerne, som får dem til at forstå/indleve/grine.

Fælles for de mænd er også det manglende bidrag. Frustrationen over en debat, en holdning, en afgørelse udmunder i et ikke-bidrag. Et ukonstruktivt opkast, en lort pakket ind i bits og et Facebook-logo i stedet for en skulderlammer og en gnidret seddel fyldt med stavefejl i skolegården.

Og det er måske det allervigtigste kvinderne kan gøre, frem for at ignorere de hestebidende drenge. At holde fast i at vi i det civiliserede samfund, i den demokratiske debat gerne vil høre på dem, der er uenige — hvis de bidrager. At deres ikke-bidrag er uacceptable. At stille krav til mændene om, at hvis de vil have indflydelse og vil høres, må de stille op på lige vilkår.

De lige vilkår, som kvinderne i det sidste århundrede har knoklet på for at skabe for dem selv. Kvinderne har gjort det før, og skal måske gøre det igen. Tage magten tilbage og kræve, at dem der vil tale i det offentlige rum må acceptere den civiliserede tone, frem for afmægtigt at acceptere, at man må være indstillet på tørre tæv og ømme brystvorter i skolegården, hvis man vil mærke solens varme stråler, indånde træernes ilt og mærke regnen på huden.

I mellemtiden lærer jeg selv og faderen min søn at tænke, når han mærker impulsen, tage magten over sig selv frem for andre, og at forstå afmagtens allergrimmeste ansigt — også hos ham selv.

 

The following two tabs change content below.
Mia Roesen

Mia Roesen

Håbefuld historiker, lettere desillusioneret. Fan af menneskeheden og dem, der tænker selv. Københavner i Ævlesaft.
Mia Roesen

Nyeste indlæg af Mia Roesen (se alle)

Har du noget at bidrage med?