Sociologien er en kampsport og Wacquant leverer det sociologiske skyts, hvormed den enkelte kan forsvare sig.

Praktiske Grundes temanummer om Wacquant kan læses frit og gratis her.

busy louie

Den hidtil bedste introduktion

Hvorfor ødelægger staten systematisk livet for nogle borgere og ikke andre? Hvorfor har vi ikke ghettoer i Danmark? Og hvornår blev det kriminelt at være fattig? Disse spørgsmål – og mange andre problematikker – beskæftiger sociologen Loïc Wacquant sig med i den seneste udgave af tidskriftet Praktiske Grunde.

Udgivelsen er, hvis ikke den bedste introduktion til Wacquants sociologi i Danmark, så afgjort én af dem. I hvert fald udgør udgivelsen den mest tilgængelige samling af primærtekster på dansk. Temaerne Wacquant beskæftiger sig med har en bred samfundsmæssig relevans og henvender – udover til sociologer – sig til politologer, journalister, debattører, socialarbejdere, politikere og alment samfundsinteresserede.

Om artiklerne

Temanummeret om Wacquant består af i alt otte artikler. En introduktionsartikel af adjunkterne Kristian Nagel Delica og Christian Sandbjerg Hansen og syv artikler af Wacquant selv.

Først introduceres Wacquants sociologiske begreber og projekt, temanummerets kommende indhold og afsluttes med en kort diskussion af Wacquants sociologi anvendt på danske vilkår.

De syv artikler af Wacquant har fire fokusområder. Først tegnes en analytisk kartografi over sin sociologi – se figuren nedenfor. Så følger tre artikler omhandlende sine etnografiske boksestudier i Chicagos ghetto. Dernæst rettes opmærksomheden mod størrelserne ghetto, hyperghetto og antighettoen. Endelig følger to artikler om neoliberalismen.

Figur på side 37 – skitse af Wacquants analytiske kartografi

Figur på side 37 – skitse af Wacquants analytiske kartografi

Wacquant i Danmark

Wacquant er et relativt ubeskrevet blad i dansk offentlig sammenhæng. En hurtig Infomedia-søgning viser, at han er nævnt under 40 gange i de danske medier, hvoraf denne er en af de bedre.

I akademisk regi er han mere kendt. Introduktionsartiklen i udgivelsen henviser til tre steder, hvor Wacquants sociologi også introduceres. Det være sig i introduktionen i bogen Byens Udstødte – som denne artikel behandler. To artikler af henholdsvis Kristian Nagel Delica og lektor Troels Schultz Larsen i Dansk Sociologi 22. Og Delicas Ph.d.-afhandling, hvoraf en kort opsummering kan læses her.

Sociologien som kampsport

Wacquants tekster er svære, abstrakte og et eksisterende kendskab til Wacquant eller Pierre Bourdieu er en fordel. Når det er sagt er teksterne også kirurgisk præcise, grundige og forholder sig konsekvent til empirisk arbejde.

I sin skrivestil bærer Wacquant arven fra sin lærermester Pierre Bourdieu. Han gjorde i sit virke op med sprogets implicitte sociale strukturer og magtforhold. Man må reflektere over de ord man benytter og over hvilken dagsorden de er en del af. Hvis man for eksempel ikke overvejer, hvem der har interesse i ord såsom skattestop, starthjælp, ghetto, fjumreår og offentlighedsloven, så tjener man i disse eksempler statens dagsorden.

Wacquants tekster kan siges at yde modstand. Det gør de for at bryde med hverdagssprogets implicitte forståelser og statens monopol på symbolsk magt. Qua teksternes modstand tvinges læseren til at reflektere over ordene, hvad der så at sige er op, ned for eller bag, samt hvad der måske tages for givet.

Bourdieu betegnede i øvrigt sociologien som en kampsport, der kunne lære den enkelte at forsvare sig i mod diverse former for dominans (se dokumentar om ham her).

Neoliberalisme = workfare + prisonfare

De syv artikler af Wacquant fylder lidt under hundrede tætpakkede sider, hvor jeg nu vil prøve at yde retfærdighed mod nogle af de mange pointer.

Wacquant udvider Bourdieus statsbegreb. Hvor Bourdieu sondrede mellem statens venstre– og højrehånd – dvs. statens velfærds– overfor økonomiske institutioner – tilføjes ”på banebrydende vis de straffende institutioner som politiet, domstolene og fængslerne til statens højre hånd i Bourdieus model” (side 9).

Også habitusbegrebet nuanceres. I gennem sine bokserstudier åbnes habitus ”sorte boks”. Habitus analyseres indefra og up close frem for udefra og på afstand.

(se artiklerne Habitus som genstand og redskab:
Refleksioner over at blive titelkampskæmper, Homines in extremis:
Hvad ’kæmpende forskere’ lærer os om habitus og For en sociologi af kød og blod).

Han udvikler også sine egne begreber, der ligeledes at værd, at notere sig. Disse er: Avanceret marginalisering, den nyliberale straffestat, ghetto/hyperghetto/antighetto, territoriel stigmatisering og dødelig symbiose (side 6).

Om ordet ghetto siger han, at det er, ”blevet tømt for enhver sociologisk mening og nu blot tjener som et almindeligt categoreme, en term til at anklage og alarmere, som ikke hører til socialvidenskaberne men til den offentlige polemik, som kun har som formål at sælge bøger og bringe brænde til stigmatiseringsspiralen, der klæber til de forarmede kvarterer i den urbane periferi.” (side 83).

Til forskel fra denne brug definerer Wacquant et solidt ghettobegreb (se En etnoracialt lukket institution med et Janusansigt: En sociologisk specifikation af ghettoen). Ghettoen konstituerende elementer er, ”(i) stigma, (ii) tvang, (iii) spatial indespærring, og (iv) institutionel parallelisme” (side 77).

I de to sidste artikler behandler Wacquant neoliberalismen. Han er utilfreds med den nuværende vage sociologiske definition af begrebet. Problemet er de nuværende to idealtypiske definitioner, henholdsvis ”varianter af markedsstyring på den ene side” også ”løse afledninger af det foucaultianske begreb om governmentality” (side 92).

De ”lider af spejlvendte mangler: den ene er overordentlig snæver uden institutioner og den grænser til det undskyldende, når den tager neoliberalisme diskursen for pålydende; den anden er overdreven bred og uensartet, overfyldt med hastigt knopskydende institutioner, der tilsyneladende alle er inficeret af neoliberal virus, og den orienterer sig i retning af kritisk solipsisme [den opfattelse at ens eget jeg er det eneste eksisterende – O.a.]” (side 92).

Begge opfattelser tilslører, hvad der er ”neo” ved neoliberalismen. Dette ”neo” er ifølge Wacquant ”genopbygningen og omdannelsen af staten som en centrale instans, der aktivt producerer de subjektive forestillinger, de sociale relationer og de kollektive repræsentationer, der er afpasset til at gøre fiktionen om markedet til virkelighed og følgerigtig” (side 92–93).

I Wacquants definition er staten den afgørende aktør. Hvor staten har trukket sig tilbage sig tilbage på velfærdspolitiske områder, har den så afgjort ikke gjort det på straffepolitiske område. Staten selekterer med fuldt overlæg i behandlingen af dets borgere. Han sammenligner den neoliberale stat med en kentaur — let i toppen og tung i bunden.

”Kentaurstaten” er ’frigørende’ i toppen , hvor den fremmer ”valgmulighederne for indehaverne af økonomisk og kulturel kapital”, hvorimod den er ”straffende og restriktiv i bunden, når det drejer sig om at kontrollere de grupper der er blevet destabiliseret som følge af den voksende ulighed” (side 97).

Definitionen kan sættes på formel, hvilket Wacquant dog ikke selv gør.

Den neoliberale stat = workfare + prisonfare. 

Wacquant opfattelse af neoliberalisme kan kritiseres – har staten virkelig så stor en rolle, kan borgerne ikke gennemskue dens dominans og hvad med transnationale aktører der også bestemmer dagsordenen – men han leverer immervæk en tiltrængt ”tyk beskrivelse” af neoliberalismen.

Mere Wacquant, tak

Temanummeret er et solidt argument for, at Wacquant fortjener en øget sociologisk interesse, et bedre kendskab i den danske debat og har relevans for en lang række andre relaterede felter, såsom kriminologi, historie og det socialpolitiske felt.

Man savner dog en egentlig interviewartikel – selvom artiklen For en sociologi af kød og blod er en korrespondance– hvori der ydes modstand mod Wacquants argumenter og fortolkninger. Det kunne også have gavnet nummeret, hvis Wacquants projekt blev sat op i mod for eksempel Bruno Latours eller Nicholas Roses projekt, hvorved det distinkte ved Wacquant kunne illustreres.

Endvidere kunne det være interessant med artikler, hvori det vises, hvordan danske forskere har anvendt Wacquant på danske vilkår. I introduktionsartiklen diskuteres det som sagt kort, men mens man læser om, hvorledes staten er gået fra en socialstat til en straffestat og hvordan straffen er en afgørende komponent i den neoliberale kentaurstat undres man over, om det også – og i hvilket omfang – gør sig gældende på danske vilkår.

Jeg håber, at Praktiske Grunde følger op på denne anbefalingsværdige introduktion med en ny udgivelse, der særskilt behandler de samme problematikker på danske og nordiske vilkår.

Læs det, bliv inspireret og indigneret. Det kan stærkt anbefales.

Loïc Wacquant — Blå bog

Wacquant er født i det sydfranske Montpellier i 1960. Han er professor i sociologi ved University of California, Berkeley. Han har haft to afgørende intellektuelle møder med henholdsvis Pierre Bourdieu – hvem han har været elev af – og William Julius Wilson – en afroamerikansk sociologi han mødte under sine ph.d-studier i Chigago (se mere på side 45 i nummeret).

Wacquant var en del af bokseklubben Woodlawn Boys Club i tre år og gik under navnet Busy Louie (side 60).

Om Praktiske Grunde

Praktiske Grunde er et tværfagligt internordisk tidskrift. De er inspireret af den franske sociolog Pierre Bourdieu. Deraf har de fire distinkte grundantagelser: 1) videnskabelig viden har både en teoretisk og en empirisk dimension, 2) det videnskabelige objekt er konstrueret gennem et brud med førstehåndsforståelsen, 3) at tænke i relationer giver bedre virkelighedsmodeller end at tænke den i substanser og 4) virkeligheden er historisk og fortiden virker i nutiden, både kollektivt og individuelt.

Det er også i denne videnskabelige doxa – dvs. forforståelse – at Wacquants sociologi tager sit udgangspunkt.

Sociologisk rap — med Giddens, Bourdieu og Henrik Dahl

The following two tabs change content below.
Kristian Haug

Kristian Haug

Uddannet halv sociolog og halv filosof. Mestrer ingen af delene. Ellers intet nyt under den sociologiske sol. Det var strukturerne og neoliberalisten, der gjorde det.
Kristian Haug

Nyeste indlæg af Kristian Haug (se alle)

Har du noget at bidrage med?