Afspil

Bagvaskelse er tarveligt, og det gælder også bagvaskelse af dyr. Vi afliver fem eksempler på tarvelige myter, der stiller kræene i dårligt lys. Antropomorficering kan forekomme.

1. »Det er som en rød klud…«. M’kay, men tyre er ligeglade med både klud og farve

Hvis du googler talemåden »som en rød klud«, bliver du forvisset om, at det er en ret udbredt talemåde. Talemåden refererer til tyrefægtning, hvor matadoren angiveligt ophidser tyren ved at vifte med et rødt klæde (typisk deres kappe).

Tyrefægteren kunne dog lige så godt vifte med et brunt viskestykke, for tyre (og alt andet kvæg samt geder og får) er farveblinde — eller dikromater for at være mere præcis.

Det er den i øvrigt helt korrekte oplevelse af matadoren som en trussel, som tyren reagerer på. En stærkt provokerende og bevæbnet personage, med en håndfuld lige så provokerende hjælpere. Faktisk ville tyren angribe en nærgående tyrefægter, selv om hun ikke viftede med noget som helst.

Tyre finder sig ikke i hvad som helst, bare fordi de er farveblinde.

2. »Blinde lærer at se som flagermus«. Nix, for flagermus kan se, og det kan blinde ikke

Flagermus orienterer sig primært ved hjælp af ekkolokation, hvor de udstøder højfrekvente lyde (som det menneskelige øre ikke kan registrere), der kastes tilbage af omgivelserne som et ekko.

Men flagermus er ikke blinde, og de bruger også deres syn til at orientere sig – bl.a. over afstande der er større end ekkolokationens rækkevidde.

Hvor skarpt synet er, og dermed også hvor nyttigt det er for flagermusen, varierer fra art til art. Men ingen flagermusearter er blinde.

Faktisk er synet hos store flagermusearter lige så godt — hvis ikke bedre end menneskers. Det engelske udtryk »blind as a bat« er altså rendyrket bagvaskelse.

Når medierne tilsvarende skriver om at blinde mennesker kan lære at se som flagermus (med sympatisk henvisning til ekkolokation) er det derfor lidt uheldigt i forhold til blinde, der jo vitterlig ikke kan se – i modsætning til flagermus.

Som bonusinfo kan det oplyses, at det er sandt, at der findes blodsugende flagermus. De vejer dog kun ca. 60 gram, og selvom der er eksempler på, at de har bidt folk i Sydamerika, så foretrækker de til hver en tid farveblinde køer, geder og får.

3. »At have hukommelse som en guldfisk«. Oh, hvis dog bare vælgerne huskede lige så godt

Hvis det var rigtigt, at guldfisk kun har en hukommelse på mellem et og tre sekunder, så ville det være rigelig underholdning for sådan en at leve i en guldfiskebowle: »Næh, se en vandplante. Næh, se en vandplante. Næh, se en vandplante«.

Den kortidshukommelsesudfordrede Dory fra Find Nemo, har formentlig ikke gjort denne tre sekunders-myte mindre sejlivet.

Problemet er blot, at guldfisk kan huske mindst en uge, og formentlig op til tre måneder. Ovenstående vandplante holder derfor hurtigt op med at være en spændende overraskelse.

Guldfisk er heller ikke dumme: de kan lære at skelne farver og former, og hukommelsesmyten er modbevist gennem eksperimenter, hvor fiskene skal udløse et håndtag/en løftestang for at få adgang til foder – evt. på et bestemt tidspunkt eller med et bestemt interval. De kan med andre ord også lære tricks.

Det er i øvrigt indlysende, at det er en stor fordel at kunne huske hvor føde og afkom befinder sig i mere end tre sekunder. Om ikke andet så for artens overlevelse.

4. Ville du forlade dit barn, hvis det lugtede af fugl?

Du må godt røre en fugleunge, der fx fumler rundt et farligt sted. De fleste fugle har begrænset lugtesans, så de er ret ligeglade med dine ostefingre. Gribbe har omvendt en god lugtesans, så hvis der er tale om en gribbeunge, kan det måske ligefrem være en fordel, hvis du lugter lidt af ådsel (eller bare har dårlig ånde, da lugten fra begge skyldes methanethiol).

Fugle kender deres afkom på bl.a. afkommets placering, så det er til gengæld en dårlig idé at flytte fugleungen – i hvert fald for langt.

Det er et meget større problem, at du risikerer at skræmme fugleforældrene væk i din iver efter at pille ved deres unge. Den fortabte fugleunge er formentlig ikke spor fortabt, så du behøver ikke redde den – med mindre altså at den befinder sig på en vej eller lignende.

Fugle kan være tilbøjelige til at forlade deres æg, hvis reden er truet, men når først æggene er klækket, så er fugle ret ihærdige forældre.

Overvej i øvrigt spørgsmålet: ville du forlade dit barn, hvis det lugtede af fugl? Mon ikke hensynet til artens overlevelse også her kommer først – grim lugt af måge eller ej?

5. »Lemmingeeffekten«. Du mener vist »menneskeeffekten«, mennesketype

Udtrykket lemmingeffekten bruges bl.a. om journalister, der bevidstløst løber efter de samme historier og de samme vinkler. Mennesker, der i stort tal gør det samme som andre mennesker, kaldes lemminger. Det kan fx være vælgere eller forbrugere. Bliver du kaldt en lemming, så bliver du kaldt et uselvstændigt, viljeløst flokdyr.

Det er den skinbarlige bagvaskelse af lemmingen, og bunder bl.a. i en ældgammel myte om, at lemminger begår kollektivt masseselvmord ved at kaste sig ud fra klipper med den sikre død til følge. Myten har inspireret til alt fra computerspil, bogtitler og manipulerede dokumentarfilm (i et enkelt tilfælde blev marsvin brugt som standins for lemminger).

Lemminger begår ikke kollektivt selvmord, og hvorfor i alverden skulle nogen dyreart dog finde på så tåbelig adfærd? (Hov, vent. Nå, lige meget.)

Myten bunder i lemmingernes kaotiske reproduktion: Lemminger kan reproducere virkeligt hurtigt, og få et voldsomt antal unger på kort tid. Ca. hvert fjerde år eksploderer bestanden af lemminger for derefter at dykke tilsvarende til noget nær artens uddøen. I meget gamle dage hævdedes det således, at lemminger med mellemrum faldt ned fra himlen.

Når bestanden eksploderer, kan der opstå fødevareknaphed, og så migrerer lemmingerne i stort tal og i store flokke. Det er ikke et udtryk for uselvstændighed. Det er overlevelsedrift – i skarp modsætning til decembers folkevandringer op og ned ad Strøget.

Lemminger er samtidig modige – nogen vil måske sige dumdristige. Når flokken migrerer, ser de stort på fysiske forhindringer som vandløb og stejlt terræn. Det handler jo om føde. Er vandløbet for bredt, eller skrænten for stejl, så kan lemminger i varierende antal miste livet fx på vej over en elv.

Det har intet med selvmord at gøre. Det er et spørgsmål om risikovillighed og overvurdering af egen udholdenhed og egne evner. Veludviklet selvtillid med andre ord.

Lemmingen er faktisk så sej en gnaver, at den i modsætning til fx mus ikke er camoufleret i undseligt, anonymt gråt og brunt. Det kan være, det er farligt at være en dumdristig lemming, men de ser drøngodt ud, mens de lever på kanten.

Kan du sige det samme om dit liv, menneske?

The following two tabs change content below.
Mikkel Skov Petersen
Overvejende forhenværende og fraværende, men det er da også en start.

Har du noget at bidrage med?