Det er egentlig ganske ironisk, at jeg først værdsætter Grand Theft Auto V, imens jeg sidder på en stripklub. Foran mig kæler en kvinde med en stripperstang (senere bare en stang if you know what I mean), og få sekunder efter hopper hendes digitaliserede silikonebryster op og ned, imens jeg mumler, at hun minder mig om min mor.

Indlægget er syndikeret fra juliehorup.com.

Havde jeg skrevet dette forrige år, havde jeg siddet på selvsamme stripklub, imens jeg brokkede mig over den manglende ophidselse af nøgne kvinder og det helvede, som Grand Theft Auto V var på det tidspunkt.

n6Qzf-cowUKIm90axcDRcA_0_0

Grand Theft Auto har altid været en anmelder-darling, en rebel, som når de højder, regelrytterne altid stræber efter, men aldrig når. Da folkene bag, Rockstar Games, oprindeligt sendte Grand Theft Auto V på markedet i efteråret 2013, blev det straks udråbt som en anden Messias. “Årets spil,” lød det i kor, imens jeg lå fordrukken i en gyde og drømte om, at en eller anden strippers livlige bevægelser skulle vække mig til live.

Det var i hvert fald ikke selve spillets hovedpersoner, som fik mit blod i kog. Michael, Franklin og Trevor var tre karikaturer taget ud af det amerikanske samfund, hvilket naturligvis og ganske overlagt faldt i god tråd med det satiriske svinkeærinde fra Grand Theft Auto V. Den amerikanske popkultur fik kniven for struben og blev udsat for en sviner af dimensioner, men med et glimt i øjet. Gemt under satire blev kulturen – og dens galionsfigurer – sat under luppen, alt imens et voldsomt populært spil rejste sig fra skyggerne. Det var ikke uden grund, at spillet på få dage blev verdens hurtigst indtjenende underholdningsprodukt.

ypqYhzbe5Uec63K9aKDQuA_0_0

Men i 2013 prellede det af på mig. Satiren var tabt på mig, fordi jeg åbenbart ikke har humor. I den fiktive by Los Santos, der i bund og grund blot er endnu en karikatur på Los Angeles, mødte man det uinspirerede trekløver: Familiefaren Michael, som gemte på en yderst aktiv kriminel fortid, var en fesen figur at kaste sig over, for man havde allerede set denne rolle i adskillige gangsterfilm. Franklin var den sorte, unge mand, som levede “in da hood”, men som langsomt steg i graderne. Lige pludselig boede han i en millionvilla med fancy bil. Og så var der Trevor. Redneck, white trash, psykopat. Kært barn har mange navne. Manden var usympatisk, men alligevel var det ham, som jeg endte med at tilbringe min tid i Los Santos med.

Det tog ikke mange timer, før jeg havde droppet selve historien i Grand Theft Auto V til fordel for blot at opleve Los Santos. Med lydspor fra den rablende Trevor kørte jeg fra ende til anden, mødte ludere, religiøse fanatikere, fordrukne tåber og skæve eksistenser. Og så var jeg færdig. Jeg gad ikke mere.

F8Tp74FrNkWZpKrYqFW0FA_0_0

Et år senere er Grand Theft Auto V blevet genudgivet. “Mere indhold, bedre grafik,” lyder det i den traditionelle marketingstale, men det virker åbenbart, for jeg er rejst tilbage. Nu sidder jeg igen i Los Santos. Jeg har på ny vadet gennem byen, mødt de samme ludere og råbt af de samme fordrukne tåber. Jeg har muligvis også jagtet en af dem med en ladt pistol under et eksistentielt sammenbrud. Denne gang er jeg dog ikke blevet færdig med Los Santos. Nu er jeg derimod forelsket i det, som Los Santos byder på.

Jeg havde ikke troet, at mit foretrukne spil i 2014 skulle være det spil, som jeg sidste år hellere ville hælde syrer i øjnene og bagefter skrabe ud med en rusten kniv for at undgå. Men måske er det fordi, at jeg har lært min lektie. Grand Theft Auto V er et fremragende spil på næsten alle kanter. Teknisk set er det et bæst, indholdsmæssigt er det formentlig det mest omfattende spil, som nogensinde er udgivet. Du kan bruge time efter time efter time i Los Santos uden nogensinde at opleve det samme. Det er mere, end hvad man kan sige om Aarhus.

8XNfgHzak-04B1fWPA2kQ_0_0

 

Men i sin iver på at være det satiriske mesterstykke, fejlede Grand Theft Auto V mig i første omgang, fordi jeg var så opsat på, at det skulle være en frelser. Det indfriede ingen af mine forventninger, fordi mine forventninger var så urealistiske, at selv en enhjørning, der sked guld i min stue, ville skuffe mig. Det førte til lektien, da Grand Theft Auto V udkom på ny: Drop alle forventninger og lad være med at tænke over, hvad fanden du laver.

Det førte til stunder sammen med Michael og Franklin, hvor min bitterhed langsomt boblede over på ny. Deres selskab blev hurtigt droppet til fordel for Trevor. Ikk’ så meget bullshit, som man siger. Jeg sagde farvel til den kvælende satire, og bevægede mig ud i Los Santos på egen hånd. Fri af “årets spil”-lænkerne. Det endte med, at jeg nu har brugt over 30 timer på at tage billeder (hvilket er blevet til en rejsedagbog på Instagram), jeg har hørt på Trevor svine folk til, imens jeg hulkende af grin prøvede at holde en bil på vejen, og jeg har kørt rundt i en øde ørken i timevis med intet andet end Britney Spears i radioen. “Gimme more” og så kørte bussen.

CGEliR0Ti0qY_hH5ZGHaFw_0_0

 

Jeg har gloet på smukke solnedgange (fucking hipster), siddet på en badebro og nydt synet af en stille sø (seriøst, hipster-svin), jeg har kastet pengesedler efter en stripper, ladet hende lege med endnu en stang (nu ved du godt, hvad jeg mener) og været moralsk forkastelig. Og ironisk nok er jeg blevet opslugt af det spil, jeg åbenbart spillede forkert forrige år.

Og det er derfor, at Grand Theft Auto V ikke var det bedste spil, jeg spillede i 2014, men derimod var den bedste oplevelse, jeg havde. Los Santos er ikke bare rammerne om et spil, et teknisk produkt, men derimod rammerne om et levende univers, der lader dig gøre lige, hvad du har lyst til – når du har lyst til det.

Alle billeder er taget i PS4-versionen af Grand Theft Auto V med spillets indbyggede kamerafunktion.

3G8SW0SMPUuH5drdsnIrpg_0_0

 

The following two tabs change content below.
Julie Horup

Julie Horup

Julie Horup skriver om computerspil. Du ved, bip bip og sår’n.

Har du noget at bidrage med?