1. Dronning Victoria var ikke en kropsforskrækket über-snerpe 

Dronning Victorias 64-årige regeringstid frem til hendes død i 1901 var højdepunktet i det britiske imperiums historie. Som hersker i en guldalderperiode har Victoria lagt navn til en historisk æra, en arkitektur– og indretnings-stil og ikke mindst et særligt puritansk syn på seksualmoral, der studeres som victorianisme.

Kvinders undertøj blev under victorianismen omtalt som »unævnelige«, og kvinders ben og ankler skulle være tildækkede – og bestemt ikke omtales. Samtidig eksploderede prostitutionen til et hidtil uset omfang under Victoria, så victorianismen kendes samtidig som dobbeltmoralens og hykleriets –isme.

Da hendes tyske gemal — og fætter — Albert døde efter 21 års ægteskab i 1861, trådte Victoria ind i rollen som sørgende enke, klædt i sort for resten af hendes liv. For eftertiden har det været snublende nærliggende at tro, at den sortklædte Victoria, der har lagt navn til hele den puritanske herlighed, var en kropsforskrækket chef-snerpe. Det er en myte.

Victoria var såmænd begejstret for malerier med halvnøgne kvinder, og forærede ved flere lejligheder Prins Albert sådanne vovede billeder i gave. Faktisk fremstår Albert som den snerpede, som Victoria prøvede at løsne op med rigelige mængder nøgen hud i de kongelige gemakker.

Om bryllupsnatten skrev Victoria i sin dagbog: »Jeg har aldrig tilbragt sådan en nat. »Da dagen gryede (for vi sov ikke meget) (…)«.

Victoria og Albert to fik i øvrigt ni børn sammen – med maksimalt to år mellem. Ingen af dem har altså været specielt nærige med deres køn, heller.

2. Napoleon havde gennemsnitlig højde 

Napoleon-komplekset er en betegnelse for mænd og kvinder, der angiveligt døjer med sjælekval over at være lavere end gennemsnitshøjden, og som kompenserer for deres oplevede mangel på centimeter med aggressiv og dominerende adfærd.

Komplekset er opkaldt efter den selvudnævnte franske kejser Napoleon den 1. Bonaparte, der regerede Frankrig 1804 – 1814 og igen i 1815, hvor han led sit endelige nederlag.

I sin regeringstid underlagde han sig det meste af Europa gennem en række succesfulde felttog. Forklaringen på Napoleon aggressive, militære ildhu er siden søgt i hans højde. (Hvor ellers?) Hans kælenavne var den lille korporal og den lille korsikaner, hvad der er blevet tolket som nedladende med adresse til hans højde.

Napoleon var 168 eller 169 cm høj, og hans højde var dermed ganske gennemsnitlig i forhold til han samtidige landsmænd. Undtagelsesvis henviser jeg ikke til en hel– eller halv-videnskabelig kilde, men i stedet til Informations Georg Metz. Georg løber som bekendt aldrig med en halv vind.

Der er flere forklaringer på myten. En er at Napoleons højde ved hans død blev opgjort i franske tommer, der oversat til nutidige tommer (inches) satte hans højde til 158 cm.

En anden forklaring er, at Napoleon ofte omgav sig med den kejserlige garde, der var væsentligt højere end gennemsnittet — og kejseren.

En tredje forklaring er, at myten om Napoleons højde er et simpelt udtryk for propaganda fra hans mange fjender.

Det er i øvrigt også omdiskuteret, om der en sammenhæng mellem højde og en bestemt adfærd.

Napoleon-komplekset er derfor muligvis en rendyrket dobbeltmyte.

3. Walt Disneys lig er ikke frosset ned i Disneyland 

Denne myte er så underlig, at hvis du aldrig har hørt om den før, så er du måske tilbøjelig til at afskrive den som marginal og eksotisk, eller måske skribentens frie fantasi.

disney

 

 

Som dette screendump fra en dansk Facebook-tråd fra sommeren 2014 viser, så er myten skam ude at gå.

Tråden hører til en JP-artikel om fem milliardærer, der vil gøre alt for ikke at dø.

Walt Disneys afsjælede legeme blev ikke frosset ned efter hans død. Det blev derimod kremeret den 17. december 1966, og asken stedt til hvile på en kirkegård i Glendale, Californien.

Deraf følger af indlysende grunde også, at Disneys døde krop ikke er opbevaret i en beholder med flydende kvælstof under Pirates of the Caribbean–forlystelsen i Disneyland, Anaheim, Californien. Omtalte forlystelse var den sidste hvis opførelse Walt Disney personligt havde ansvaret for. Den åbnede i 1967 tre måneder efter hans død.

Den første nedfrysning af et afdødt menneske skete faktisk i 1967 – kort tid efter Walt Disneys død. Få timer efter sin død i januar blev psykologiprofessor James Bedford nedfrosset, og hans frosne krop befinder sig fortsat hos Alcor Life Extension Foundation.

Datoen for Bedfords nedfrysning markeres i kryonik-kredse som Bedford Day. Kryonik er en betegnelse for nedfrysning af mennesker, organer, sædceller og æg med henblik på senere optøning.

Både Walt Disney og James Bedford døde i øvrigt af kræft.

Der er flere bud på oprindelsen af myten om Disneys nedfrysning. En går på, at det var nogle af den afdøde chefs medarbejdere, der udviste en noget bizar humor. En anden går på, at der samme dag som Disney døde, blev afholdt en pressekonference om stiftelsen af Cryonics Society of California, og at de to begivenheder simpelthen blev blandet sammen.

Hele to pressekonferencer på én dag var muligvis for meget for datidens pressekorps.

4. JFK kaldte ikke sig selv et stykke wienerbrød 

Hvis John F. Kennedy havde udtalt »Ich bin ein gefüllter Pfannkuchen«, så havde det været både sjovt og bizart på den Monty Python’ske måde.

Det gjorde han som bekendt ikke; han sagde »Ich bin ein Berliner«.

Folk i Berlin kalder ikke en kagen berliner pfannkuchen for en berliner, men derimod »ein gefüllter pfannkuchen« (en fyldt pandekage). Folk fra andre egne af Tyskland kan derimod godt finde på at kalde den herlige spise for en berliner — ligesom danskere.

Talen blev holdt for netop et berlinerpublikum, og derfor er det sådan set også underordnet om JFK rodede rundt i den korrekte grammatiske artikel, som fx to danske retorikere i 1994 spekulerede i:

»Det er da også blevet nævnt, at Kennedy i sin berømteste tyske formulering. “Ich bin ein Berliner”, faktisk kom til at kalde sig en slags wienerbrød, fordi han fejlagtigt indsatte den ubestemte artikel. Men det gjorde ikke noget. Så ubehjælpsomt hans tyske var — og måske netop derfor — blev hans gestus forstået.«

Det skal dog siges til de to retorikeres forsvar, at myten også har optrådt i en ledende artikel i New York Times under overskriften »Jeg er en marmeladefyldt donut«.

Det er uklart hvordan myten er opstået, men en tidlig reference optræder i en spionroman med tiltlen Berlin Games fra 1983.

JFK gjorde ikke sig selv til grin – i hvert fald ikke den dag i Berlin. Og hans tyske var såmænd også korrekt, om end udtalt med tyk Boston-accent — nedskrevet på talepapiret som »Ish bin ein Bearleener«.

5. Marie Antoinette bad ikke bønderne spise kage 

»Qu’ils mangent de la brioche« oversættes traditionelt til »Så lad dem spise kage«, og tilskrives Marie Antionette, der var gift med den franske kong Louis den 16.

Udtalelsen skulle ifølge myten være faldet i forbindelse med en hungersnød under Louis’ regeringstid. Marie blev bekendt med, at der var desperat knaphed på brød, og skulle have udbrudt: »Lad dem spise kage«.

En anden version går ud på, at udbruddet faldt, mens Marie Antionette blev fragtet til guillotinen under den franske revolution. Hendes sidste ord skulle i øvrigt have været en undskyldning til bødlen, for at være kommet til at træde ham over tæerne.

Uanset version er der intet belæg for myten. Til gengæld nævnes udtalelsen for første gang i Jean-Jacques Rousseaus bog Les Confessions, forfattet i 1767. Da var Marie Antionette ca. 12 år gammel og levede i Østrig. Hun kom først til Frankrig fire år senere.

Rousseau nævnte i øvrigt udtalelsen i et brev 18 år tidligere, før Marie Antionette overhovedet var født.

I øvrigt er en brioche snarere et smør– og ægberiget brød end en egentlig kage.

The following two tabs change content below.
Mikkel Skov Petersen
Overvejende forhenværende og fraværende, men det er da også en start.

Har du noget at bidrage med?