Der er en kvinde. Der er computerspil. Der er en spilbranche. Der er internettet. Der er en skare af læsere.

Men hvad skete der egentlig, da en kvinde valgte at skrive om computerspil? 

  1. Kvinden fik ikke at vide, at hun burde anmelde The Sims i stedet for Call of Duty .
  2. Kvinden valgte at anmelde fodboldspil. Anmeldelserne blev publiceret, læst, og det var det. Hun skulle ikke engang høre den originale joke om, hvordan kvinder ikke fatter offside  (hun skulle dog forklare, hvordan hun formåede at runde 200 timer i det seneste Football Manager).
  3. Kvinden fik efter adskillige år som spilanmelder ikke at vide, at hendes anmeldelser var forkerte og dårlige, og at det i høj grad skyldtes hendes køn. Den sviner var forbeholdt de mandlige anmeldere, deres køn var nemlig altafgørende for deres evner til at forstå et computerspil.
  4. Kvinden havde ikke noget imod at snakke med mandlige spillere, når hun spillede online. Hun havde heller intet at frygte ved at have en kvindelig avatar. De andre spillede ænsede sågar ikke, at hun var kvinde. De satte bare pris på, at hendes headshots sad lige i skabet.
  5. Kvinden tog til et pressearrangement, hvor hun ikke blev bedt om at hente øl til de mandlige PR-repræsentanter , blot fordi hun var kvinde, og det dermed var “hendes job”. De hentede derimod øl til hende.
  6. Kvinden tog til et pressearrangement, hvor hun ikke var den eneste kvinde.
  7. Kvinden udtalte sig om spil på Twitter, men fik ikke en eneste reply om, at hun burde skride tilbage til sin plads i køkkenet.
  8. Kvinden skrev en artikel om et kontroversielt emne, men blev hverken kaldt feminazi, kælling eller smatso. Nu havde hun ellers lige tilføjet stillingerne på sit CV.
  9. Kvinden skrev endnu en kontroversiel artikel. Inden den blev publiceret, var hun ikke tvunget til at sikre alle sine konti online med to-trins beskyttelse som minimum, at få hemmeligt nummer eller at benytte sig af adressebeskyttelse.
  10. Kvinden skrev en sarkastisk artikel. Nogle folk følte sig ramt. Så rasede de, og deres fingerspidser ramte tastaturet, indtil kommentarfeltet var fyldt op. Besynderligt nok var ingen af dem kvinder .
The following two tabs change content below.
Julie Horup

Julie Horup

Julie Horup skriver om computerspil. Du ved, bip bip og sår’n.

Har du noget at bidrage med?