Fremmede mennesker udløser en stressreaktion i os, læste jeg i dag på videnskab.dk, og så var der en klokke, der ringede.

Langvarig stress kan nemlig udløse psykiske lidelser som angst og depression, der igen kan resultere i dårligt selvværd og ringe selvtillid – følelser af at være værdiløs, og manglende tro på egne evner.

Før jeg fortsætter, må jeg understrege, at jeg hverken kalder debattører, kommentatorer eller politikere for psykisk syge. Jeg noterer mig blot tendenser i debatten, der rent metaforisk kunne minde om symptomer på — eller konsekvenser af — bestemte psykiske lidelser.

Tag nu forfatteren Bent Jensens dommedagsprofeti fra Jyllands-Posten, hvor han varsler den europæiske civilisations snarlige undergang. Bent ved det, fordi han har talt med en ven, og Bent var skam skeptisk i starten, men så… .

Eller tag Pegida-fører og børnepsykolog Nicolai Sennels, der kæmper mod en frygtelig ildspyende drage, han kalder »Islamiseringen«, som truer noget han kalder »Aftenlandet«.  Alt sammen tyder på, at det ikke var spor godt for ham at se hverken Ringenes Herre og Hobbitten .

Eller tag folketingskandidaten Mads Holger Madsen, der i Berlingske erklærer, at vi ikke længere har noget at leve eller at dø for, og at vi er fælles om ingenting. Madsens bevisførelse er, at der blev sunget nihilistiske sange af både PH og John Lennon til mindehøjtideligheden for ofrene fra den 14. februar, mens den angivelige gerningsmand skulle have råbt »gud er stor«. Konservative Mads Holger er naturligt nok misundelig .

Dommedagsprofeten, dragejægeren og Lennon-haderen

Efter at have læst om undersøgelsen på videnskab.dk, der altså mere end antyder, at det stresser os, når vi skal forholde os til fremmede, slog det mig hvilket himmelråbende ringe selvværd og selvtillid på vores samfunds vegne, både dommedagsprofeten, dragejægeren og Lennon-haderen giver udtryk for.

Måske har de været stressede så længe, at stressen er blevet til angst, og angsten har gnavet af selvværd og selvtillid?

I mine unge dage talte man om xenofobi (angst for det fremmede), mens det i dag er mere moderne at tale om islamofobi. Jeg er ikke synderlig fan af nogle af udtrykkene, men i lyset af artiklen fra videnskab.dk, er jeg da åben for, at der kan være en sammenhæng mellem langvarig stress og udvikling af fobier, der jo rettelig er angstlidelser.

Her vil jeg indskyde, at jeg ikke kunne finde på at gøre grin med hverken angst eller andre psykiske lidelser, der er tordnede pinefulde for hin enkelte, der er ramt.

Det gælder også paranoia. Fælles for angst og paranoia er, at det virkelig føles som om, der er fare på færde, eller at noget ondt og truende lurer. Omgivelserne er bare ikke enige. Den vurdering kan den angste eller paranoide desværre ikke bruge til noget, da deres oplevelse er en anden.

Danmark og Europa er sølle skrog og forkølede svæklinge

Det hjælper kort sagt ikke at sige: »Rolig, træk vejret dybt, vores samfund er ikke ved at bryde sammen, og det er ikke ved at blive overtaget af en udspekuleret muslimsk konspiration, og bare fordi Gud, Konge og Fædreland er gået af mode, så betyder det altså ikke, at den golde nihilisme regerer«.

Bent, Nicolai og Mads oplever virkelig, at det er sådan. Derfor er de forpinte, og derfor svigter selvværdet og selvtilliden på egne og nationens vegne. Det paradoksale er således, at både Jensen, Sennels og Madsen i egen selvopfattelse er patriotiske og nationalsindede. Alligevel fremstiller de hovedsagelig fædreland og ditto kontinent som et sølle skrog og en forkølet svækling, der er dømt til at bukke under for ond overmagt og opløsning.

Det er fristende i ren træthed over al den klynk at replicere: »Så lad da falde, hvad der ikke kan stå!«, men det tror jeg faktisk heller ikke, de får det bedre af.

Et ordentligt behåret lokum af en edderkop

Det står lysende klart, at det sidste Bent, Nicolai og Mads havde brug for, var dødelige angreb, som de der ramte Krudttønden og synagogen  i Krystalgade. Hvis man er overbevist om, at der er edderkopper over det hele, så har man jo overhovedet ikke brug for, at der sidder et ordenligt, behåret lokum af slagsen på bananklasen fra Rema 1000 (Irma City for Mads’ vedkommende).

Tvangstegninger og regndans

Jeg ved i øvrigt ikke, om der er en sammenhæng mellem stress og OCD, der er en tvangslidelse, hvor den ramte gennemfører tvangsritualer for at få sjælefred for en kort stund. Det forekommer mig bare, at de der udviser angstsymptomer på ytringsfrihedens vegne, har et noget tvangspræget forhold til oftest utroligt grimme tegninger af muslimernes kære profet.

Igen hjælper det ikke noget sindigt at forklare, at ytringsfriheden hverken er mere eller mindre truet, end den hele tiden har været, og hele tiden vil vedblive at være, hvad der er et grundvilkår for den slags friheder. Det kan hverken tvangstegninger eller regndans ændre på.

Eller måske er tvangstegningerne ikke et udtryk for OCD, men derimod en art Tourette-syndrom, der skam også kan være invaliderende for den ramte. Nogle med Tourette udbryder jo fx obskøne ord på vilkårlige tidspunkter, og har ikke selv kontrol over det.

Her fornemmer jeg, at jeg trods alt er lidt på bølgelængde med Mads Holger Madsen, der ud over nihilisme har noteret sig en tendens til utidigt råberi i debatten.

Henrik Day Poulsen er araber-hviskeren 

Nå men, tilbage på sporet: Omtalte artikel fra videnskab.dk, viser samtidig, at stressdæmpende medicin kan hjælpe på den akutte stressreaktion i mødet med fremmede . For at få udskrevet den slags, skal man muligvis forbi en speciallæge i psykiatri.

Det indebærer naturligvis risikoen for at ende hos Henrik Day Poulsen, og umiddelbart tvivler jeg på, at et besøg hos netop ham ville have en gavnlig terapeutisk effekt på hverken Jensen, Sennels eller Madsen.

På den anden side mener Henrik Day Poulsen jo at vide, hvordan vi kan lære at leve med arabere. Han er efter eget udsagn en slags araber-hvisker. Netop sådanne mestringsøvelser — også kendt som copingstrategier – eventuelt i kombination med åndedrætsteknikker er alternativet til medicin, hvis man skulle have et problem med medikamenter.

Uanset metode så er den gode nyhed, at stress over at skulle forholde sig til fremmede kan overvindes . Et liv i følelsesmæssig og kognitiv balance og med en realistisk vurdering af eget værd og egne evner er heldigvis inden for rækkevidde.

Første skridt er dog at erkende, at man har et problem, og dernæst at bede om hjælp.

Det sidste kan være utroligt svært for især mange mænd.

The following two tabs change content below.
Mikkel Skov Petersen
Overvejende forhenværende og fraværende, men det er da også en start.

Har du noget at bidrage med?